onsdag den 4. juli 2012

Fremtid?

Hun roder i sit pandehår, imens hun stille tager alt fra mig.
"Du er for syg til at læse. Du er for syg til at arbejde. Du er for syg. Du skal fokusere KUN på din behandling."
Prøver mit aller aller bedste at forklare, at jeg har brug for noget at leve for. Jeg kan ikke bare leve. Men alle mine argumenter bliver til tårer og hun hører ingenting.
Og midt i mit totale sammenbrud får jeg lyst til at skrige - "SÅ HØR DOG PÅ MIG,  DET ER MIT LIV"

Skal jeg synke helt sammen på Bispebjergs psykiatriske afdeling og sidde helt bleg og vippe frem og tilbage, imens jeg snakker om hvor lys den fremtid jeg engang havde så ud?
Det er ikke mig.
Jeg er hende, der giver absolut alt jeg har. Og hvis det kræver, at jeg en gang imellem bukker under og følelsen af ingenting at have tilbage at give, og jeg har brug for noget at støtte mig op af, noget til at holde mig fast. Så hvad??

Så kan hun kommentere mit vandrende blik, mine negle jeg borer ned i min arm og rode videre i hendes pandehår til ugenkendelighed. Og alligevel slet ikke høre, men bare blindt konstatere "du bliver aldrig rask, så længe du arbejder og studerer".  

Magter ikke at snakke med min psykolog i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar