#293

Klokken er 12 minutter over 1. Om natten, vel at mærke. Jeg skal aflevere den sidste opgave for modulet d. 3. januar. Jeg er ikke startet.

For to år siden vågnede jeg op med den værste hovedpine jeg havde haft længe. Jeg havde kysset med nogen, og min hjerne kunne ikke rumme kalorierne fra alkoholen eller det selleri jeg havde spist på Madklubben. Jeg vejede mig, og det var det laveste jeg nogensinde havde vejet. 

Jeg blev fuldstændig slået ud - kiggede mig i spejlet i timer. Jeg har gjort, jeg er så tæt på mit mål. Og jeg så det for mig. Knoglerne, svimmelheden, arrogancen, følelsen af uovervindelighed. 

Jeg så mig tabe mig. Og blive mindre, men mere syg. Stolt og hemmelighedfuld. Tabe og vinde. Miste - og for hvad? 

Jeg har aldrig villet dø. Jeg så mig blive indlagt. Få sondemad. Nægte at spise, nægte livet for vægttabet. Men jeg har aldrig villet dø.  

Så hvis jeg skulle leve, skulle jeg jo spise på et eller andet tidspunkt. Og det kunne vel godt være der. 

Jeg forsøgte virkelig. D. 31.12.11, at spise. Og jeg spiste, meget. Og dagen efter fortsatte det. Også kom opkastningerne. Og vægtsvingningerne. 

Måske er det her til en, der står midt i det hele. Og har glemt sin mål, sin retning, meningen med det hele. 

Essensen; Hvorfor vil du tabe dig? Hvad vil det ændre? Hvem vil du ændre?

Måske er det her mest til mig selv. Når jeg nu endnu engang sidder midt om natten, burde lave noget fornuftigt, eller sove, men mest af alt har lyst til at løbe 20 km til fedtet er hårdt eller æde alt i køleskabet og bagefter slippe det løs igen. Jeg bliver nødt til at minde mig selv om essensen. 

2013

Endnu et år er ved at være slut. Mit 21. år. Et år, der om alt, sådan nogen lunde, har været stabilt. Relativt. For alt vel relativt. Og i mit liv er alt rimelig stabilt - i sammenligning med hvad alt der har været.

En afgørende forskel er, at jeg føler mig kigget over skulderen.

Ikke som i hele tiden - men som i lige her på mit asyl.

Her kan jeg ikke længere frit åbne op - hudløst - uden forklaringer, uden undskyldninger - lige præcis fortælle, beskrive hvilken følelse der rammer mig i sekundet.
Og den følelse der rammer i dét stopper en hel proces, jeg i årevis har klamret mig til for at forstå mig selv.
En proces, der råt for usødet kan sætte mig år tilbage i sindsstemning, men også få mig til at tilgive mig for valg jeg har taget.

Fortiden synes altid enklere, og hvorfor tog man ikke altid det rigtige valg?

For de sidste 5 år af mit liv har jeg alle mine overvejelser, dilemmaer, følelser af forpligtelser und so weiter skriblet ned et eller andet sted i universet. Og det hjælper mig.

Men måske er det ikke en begrænsning - at være blevet opdaget. Måske er det muligheden for endnu en ny start - jeg har trods alt hvilet her i 3-4 år (?).

Starte fra bunden - et nyt bloggernavn - en ny måde at fortælle min historie på

En historie som jeg personligt bliver en større og større del af.

Selvom dramaet svinder ind - år for år - (gud ske tak og lov)
Spiseforstyrrelse - overgreb - pårørende - psykiatri skulle alt sammen gerne fylde mindre - men når det fylder vil jeg have rum til mit udtryk. Og det vil jeg arbejde på. I den grad.

De fede har også anoreksi

Nogle gange læser man noget. Noget der rør og sætter røre i tanker, følelser, sind, handlinger. Og det her er det bedste jeg har læst i lang tid:
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2154393/de-fede-har-ogsaa-anoreksi/

Fredage

Han stryger hende let over lænden

Med sin hånd

Der bagefter

Legende let

Tager på hendes skulder

Og de er lykkelige

Og det eneste jeg har at sige, er;

Har du lyst til at være min kæreste?

JA

Har du lyst til at flytte sammen med mig?

JA

Hvorfor?

Fordi, jeg er U S I K K E R

Ævl

Så langt tilbage jeg kan huske har jeg villet læse psykologi. Jeg har mange gange taget netop den drøm op til revision, fordi den syntes så umulig. Hvorfor skal det lige være den drøm, som så mange andre også har?

Men jeg kan ikke komme uden om det.

Nogle elsker at lave mad, andre at samle modeltog; min hobby, min fritidsinteresse? Det er psykologi. Og der er ikke noget andet, det er min helt store og absolutte passion.

Jeg elsker mennesker, forsøg, teori - jeg elsker at forstå det, andre finder uforståeligt. Og jeg mener endda, at hvis jeg nu endelig skulle have et naturtalent - I ved, den ting man er bedst til i verden - så tror jeg, at det er det.

Da min spiseforstyrrelse, den restriktive del, var på sit højeste i efteråret/vinteren '11 tog jeg mange billeder. Både fordi jeg ikke lavede andet, end at være syg, men også fordi jeg havde et enormt behov for at dokumentere det smukke og æstetikken. Men også fordi jeg i spejlet altid kun så en pige, der var godt over de 100 kg - i fotografiet så jeg et lidt mere virkelighedsnært billede.

Min vægt var lavest i slut december/start januar,og det var faktisk igennem et billede, at det gik op for mig, at den kontrol jeg desperat kæmpede mig til var ved at indtage mig. Jeg var ved at dræbe mig selv, langsomt. Derfor begyndte jeg at spise, bare lige lidt mere, men så begyndte opkastningerne og afføringsmidlet at kompensere. Men min vægt blev aldrig så lav igen, som i den vinter.

Her til aften har jeg kigget alle de billeder jeg har fra 2011. Billeder af træer, kaffe, vin, blade, Søerne, halstørklæder, ribben, hofteknogler, kæmpe "thigh gap" og portrætter af en pige, der engang var mig, bare helt uden liv i øjnene.
Det vækker en kæmpe ambivalens; min spiseforstyrrelse, der bebrejder, at jeg ikke længere lever sådan - min raske side, der har et enormt behov for at få en "belønning".
Jeg har været igennem smertehelvede, og det jeg bare gerne vil, er at få lov til at læse det jeg virkelig brænder for.

Jeg vil så gerne, jeg vil så gerne, jeg vil så gerne - hvordan får man kvote 2 vurderingsenheden til at SE det?

Jeg vil så gerne!

For evigt

Sagt er ikke nødvendigvis hørt

Hørt er ikke nødvendigvis forstået

Forstået er ikke nødvendigvis accepteret

Accepteret er ikke nødvendigvis anvendt

Anvendt er ikke nødvendigvis for evigt..

På grænsen af borderline

Jeg ville ønske, at jeg kunne formulere det her helt klart. At jeg kunne, uden videre, klippe mine pointer, som jeg selv har et så voldsomt stort behov for at være lidt sikker på, ud. For mig og for hvem der overhovedet ville give sig tiden til at læse bare lidt af det her.

Jeg er ikke borderline. De fleste unge kvinder, der har været i psykiatrien i et stykke tid får klistret denne mærkat på journalen. Fordi dette handler om, hvordan man håndterer sine følelser og når man er i psykiatrien er det næsten indlysende, at man har problemer i den retning. Og måske overreaktioner - og dette bliver konkluderet at være en hysteri; borderline. Meget groft og hurtigt sagt.

Denne tilgang til borderlinere er kynisk, ensidig og jeg håber, at ingen med borderline kommer i kontakt med disse mennesker, der ser lighedstegn mellem diagnosen og hysteri. For personlighedsforstyrrelsen er invaliderende for indehaveren; forestil dig, at din kæreste spontant beslutter sig for at skulle drikke en øl med en af sine gode venner. Og forestil dig, at dette forårsager en enorm smerte af tab, svigt, og at lige netop denne handling betyder, at han ikke elsker dig.
Følelserne er reelle og kraftige, men ikke nødvendigvis et udtryk for handlingen, der udløste dem - hvilket borderlineren som oftest godt kan se eller senere indse.

En behandler jeg kender gennem mit fag har i mange år arbejdet med borderlinere. Og hende vil jeg citere, fordi hun er vanvittig klog; "At have borderline må være vanvittig hårdt. Ikke bare at gennemgå de voldsomme følelser, men specielt at være en borderline i behandling. For hver eneste gang de kommer og er oprevet over en hændelse, noget nogen har gjort dem, skal man vende deres pegefinger mod dem selv - for det er deres handling, modreaktion, fortolkning der skal arbejdes med - og det er det virkelig hårde - det er altid din egen "skyld"" 

Det jeg finder svært i relationen til en borderline er, at jeg aldrig ved, om det lige netop den dag har været okay at aflyse en aftale, eller om det er endt ud i selvmordstanker. Fordi den samme handling på hhv. en god og dårlig dag udløser vidt forskellige tolkninger af min handling.

Det jeg finder svært er at være nødt til at være den stærke. Altid skulle bevare overblikket i en konflikt og så vidt som muligt holde samtalen til problemet. Og blive ved med at forsikre den anden part om, at det er lige netop det, det handler om.

Det er svært for mig at holde fast i mig selv. Holde fast i hvad jeg mener, hvordan jeg tænker og hvad jeg vil, for når det bliver mødt af voldsomme modreaktioner kommer jeg altid til at sætte spørgsmålstegn ved, om det egentlig var så vigtigt. Så vigtigt, at det skaber denne voldsomme følelse i et menneske jeg elsker. Men ja, gu' er det vigtigt at holde fast - for hvornår skal man så egentlig stoppe med at give slip?

Det er svært for mig altid at blive tolket og analyseret, selv på ord og handlinger jeg ikke har lagt noget i selv. Det ersymbiose eller fjende.
svært, fordi det aldrig er det menneske jeg elsker, der tolker, men borderlinens onde, svigtede væsen der lægger værdier og følelser i noget, der ikke betød andet, end at jeg altså havde lyst til at være lidt alene. Og at borderlinen kommer med ultimatummet

Og jeg har uendelig mange gange lyst til at give op. Give efter for borderlinens test og forlade, svigte relationerne. Men i de timer hvor sygdommen næsten ikke eksisterer, eller ikke har sit blik for mig - så er der så meget guld bag alle bebrejdelserne.

Rask?

Jeg har jo sagt det 1000 gange før, og for mig er alt jo lidt skræmmende, men de rester der er tilbage af sygdommen har jeg brug for, i min egen lille sære bobbel af tryghed for at forsikre mig, at jeg ikke lige pludselig har været overspiser i over et år og vejer over 100 kg. 

Der er en masse der tricker SF-tanker, men de når kun til "du er ikke god nok" - så stopper jeg dem. Jeg har lært, at når jeg allermindst har lyst til at spise, så er det nok en god idé, at jeg gør det - så jeg kan få ro til at finde ud af hvor problemet i virkeligheden er. 

Det er hårdt. Men måske bare et forbehold man skal tage når man i mange år har brugt mad i stedet for ord. 

På de her dage
hvor angsten sidder lige under huden
men jeg ingen idé har
om hvad i al verden jeg er bange for
men bare kan mærke
helt, dybt, i hjertet
at mit behov
er
TRYGHED
og jeg for guds skyld slet
ikke kan finde den fandens tryghed
og min frustration kun vokser
og der er heller aldrig noget der fungerer
og hvorfor skal jeg altid være ked af det
og jeg vil aldrig få et normalt liv
og jeg er dømt til at leve miserabelt
og altid være dybt ulykkelig
og diagnoserne løber rundt inde i hovedet på mig
og måske er jeg også ved at få OCD

Skal jeg vist lige stoppe lidt op. Og huske mig selv på. Hvor meget af min tid der, i disse dag, rent faktisk går med at være ked af det. Og om det ikke lige netop er at have et normalt liv, dét at have dårlige dage?

Jeg ønsker mig kun lykke

Lykke kræver tilfredshed
Tilfredshed kræver selvværd
Selvværd kræver lav vægt

Og det her hænger ikke sammen.

For lav vægt VED JEG ikke giver lykke.

Lav vægt - lav energi - depression

tvungen skriveblokade/ paranoia/ kryptisk

Det var nu jeg gerne ville skrive, bearbejde - indtryk, følelser, oplevelser
Uden at dreje sandheden
Løfte sløret

Men er bange. Jeg ved ikke, hvem der læser med. Jeg ved ikke, hvordan mine ord vil blive tolket.
Jeg ved ikke, hvad det kan gøre. Alt for åbent at være blottet.

Så derfor kan jeg ikke rigtig få formuleret hvad der sker. I mit hoved, i mit arbejdsliv, i mit privatliv.

Men inderst inde ved jeg, at netop at være bange, forvirret, overvældet, trist, depressiv, vred eller hvilken følelse man nu skammer sig over at have lige netop har behov for at blive bearbejdet.
Der findes ikke unødvendig smerte. Smerte er en indikation på, at noget skal ændre sig; om det er, at man skal fjerne hånden fra kogepladen eller gøre nogen opmærksom på en måde de behandler en på. Smerte er en indikation, en katalysator.

Starten på noget nyt

Jaja, det er rigtigt nok... 

At skulle gå planken ud, til et hav man ikke ved, om man kan bunde. 

Eller hvor kraftig strømmen er. 

Og jeg prøver virkelig at gøre mit bedste - 

for jeg kan ikke altid være i kontrol af alting. 

Så vil jeg aldrig kende mit potentiale. 

Få udlevet mine drømme. 

Men det føles stadig som at skulle til eksamen uden at have læst. 

Jeg er kun, fordi jeg er nødvendig?

I et desperat øjeblik
hvor pusten bliver,
benene slået,
- bare væk
fordi det eneste der fylder
er de følelser af
ikke at være god nok
ikke at være stærk nok
Og kolliderer med
gerne at ville
kunne
ville
skulle
have 
hjælpe
sige
det
rigtige

16/8-13

Det er svært at være psykisk syg.
At leve i regler, tankespind og føle at man gør alt, giver alt for at blive det bedste man kan; og de kamp man har, de kamp man kæmper; mod sig selv så vidt som andre er drænende - men nødvendige, for sådan må det være, for at jeg kan være.

Men det sværeste? Det er at blive rask. 
At skulle erkende at de regler var ligegyldige, og at man kun har været drænet af årsager der var så lige meget. At skulle erkende og acceptere at ens raisons d'etre er nonsens.
Og at man skal finde andre sandheder, hvis ikke erkende at disse slet ikke findes i det rigtige liv. Og ligesom skabe sig en virklighed om ikke for evigt, så for en stund.
Men hvordan i al verden kan man være sikker på og tro på at noget er helt og aldeles virkeligt, når det eneste man har er sin fornemmelse og den så mange gange er blevet snydt af dæmoner?  

Jeg har brug for at være god til noget, noget at binde mit jeg op på med fine sløjfer

*Uden at have besluttet om jeg skal op eller ned, løbe eller løbe hurtigere så har jeg alligevel behovet for at dele noget der absolut ikke er hemmeligt.

Jeg har altid troet på, at alle havde en gave. Noget lige netop de var aller bedst til i hele verden; lige meget hvor "lille" en gave det var, betød det at alle var helt specielle og helt talentfulde.

Jeg ved ikke hvor den idé kommer fra. Måske er det min socialistiske familie, søndage med Snurresnups Søndagsklub med talenter (min fætter var med fordi han kunne "danse" med maven) eller fordi jeg havde/har en elendig motorik, var/er ikke lærenem og læsbede enormt, fordi jeg brugt sut til jeg var 6; så jeg gik til fysioterapi, ekstraundervisning og talepædagog - og hver gang jeg beklagede mig fik jeg at vide, at jeg var jo god til så meget andet. 

I folkeskole tiden var jeg overbevist om, at jeg var god til at gå i skole. Nok lærte jeg ikke hurtigt, men jeg lærte alligevel hurtigt at hårdt arbejde betalte sig; og jeg gik fra at være den dårligste til den bedste i diktat på et år.

I teenage-årene  forsvandt stoltheden i at være god i skolen. Det blev indsnævret til at være god til at skrive. Det blev mit mål og jeg skrev alt ned. Glædede mig til de danske stile. Dette forsvandt egentlig også hurtigt. Der bliver skrevet så mange fantastiske historier, og at sammenlign mig med Safran Foer er måske lige optimistisk nok..

Tilgengæld var jeg god til at tage mig af andre. Jeg havde altid trøstet andre i skolen. Og efter min mor blev syg fandt jeg en stolthed og værdi i at tage mig af min familie. Det er fantastisk at være uundværlig - men også et kæmpe ansvar, som endte med at knække mig. Jeg skal have noget at give før jeg kan være uundværlig og mit værd kan ikke kun være at jeg er uundværlig. 

Så jeg måtte sige fra, trække mig væk.

Jeg blev god til at skade mig selv. I en kaliber der måske kan konkurrere med at være den bedste i verden.
Og det var jeg i lang tid.

Jeg blev den bedste i verden til at tabe mig. Troede jeg. I mit restriktive 2011 var det min trumf.

I mit 2012 opdagede jeg, at jeg ikke var den bedste i verden til at have anoreksi. Fordi mine overspisninger tog min kontrol, og jeg var ihvertfald ikke den bedste til at have bulimi.

I mit 2013 ved jeg ikke, hvad jeg er bedst til. Men jeg ved, at jeg må tage tanken til revurdering. Måske er jeg ikke bedst til noget. Bare middelmådig. Men måske er jeg faktisk egentlig okay til at overleve. Men der er noget trist i kun at være noget i ens fortid, ikke?  

Hvor skal vi gå hen i denne her alt for store verden?

Og er der ikke nogen der lige kan fortælle mig slutningen.

Ej. At have en blog indebærer nogle uundgåelige elementer. Selviscenesættelse er i højeste grad et af dem.
Alt efter hvilken blog man har, vælger man et fokus; en vinkel at se verden fra.
Min verden her er min sygdom - min spiseforstyrelse får lov til at skrige alt det ud, som den ikke kan andre steder.
Med det i mente, at det altså ikke fordi jeg vil have et sted, hvor min spiseforstyrelse kan blive ved med at trække vejret - men simpelthen såre enkelt, at dele (op- og) nedture, FORDI det er svært at indvie de nærmeste i når mit sind bliver indtaget af dæmoner.

For nemlig bare at være bundærlig, så har der været og er stor forskel på hvor alvorligt det er. Sidste år på denne tid havde jeg vægtsvingninger på omkring 8-11 kg hver måned - men det sidste halve år har jeg svinget (svunget?) med 2-3 kg. Men når hovedet bliver fyldt med dæmoner FØLES det nøjagtig lige så slemt og alvorligt som det engang har været - hvor jeg vitterligt legede med livet i en kæmpestor cyklus af depression.
Og netop derfor er det ikke relevant for mine nærmeste at vide, når jeg har en dårlig dag. Måske hvis jeg havde et dårligt år, eller bare en dårlig måned - men sådan er mit liv langt fra.

Man kan umuligt kende mig udfra denne blog, da jeg overvejende fortæller om disse dæmoner.

Derfor er det meget problematisk for mig, at mine nærmeste læser med og tolker ud fra, hvad jeg skriver.

Alligevel er der en der har læst med igennem længere tid.

Og det er derfor jeg bliver nødt til at stoppe og finde ud af, om jeg skal vende om. Skal jeg oprette en hel ny blog (igen), deaktivere denne eller bare fortsætte.

Jeg mener ikke, at jeg udleverer nogen, eller nogens historier, udover mine og det, der påvirker mig.

Men det mener denne person. Jeg har derfor brugt et par dage på at læse alle indlæg igennem. Er der nogen (hvis nogen overhovedet læser med) der har siddet med en følelse af, at jeg udleverer andre?

Jeg vil vende tilbage... På et tidspunkt.  

Je parle francais mal - mais j'adore France et specialément Paris

D'accord - nu skal det her indlæg ikke foregå på fransk eftersom jeg allerede har lavet en million fejl. Ville bare sige, at jeg er kommet hjem. Og for en sjælden gangs skyld får i lidt billeder fra det private. Plus et lille glimt af en tyk lille Ditte ;)

I en lidt blandet rækkefølge - det er det mine kundskaber rækker til

Salade de parisienne - fordi det er lækkert, 

billigt, sundt og så må man gerne spise dessert

Omaha Beach fordi D-dag er så overvældende, 

og det er vildt at forestille sig

Floden Seine fordi det er det smukkeste syn man 

kan møde når man ENDELIG kommer til

PARIS

Louvre og Dittes tykke lår fordi... 

Floden Seine - denne gang fra Tour de Eiffel

Monets have fordi det er et af de smukkeste steder

jeg har været

Monets have igen fordi det også er et af de mest fredfyldte 

turiststeder jeg har været

Eiffel tårnet fordi det skal med, ikk?

Den amerikanske kirkegård fra de 100 dage det 

tog at invadere Normandiet fordi der var kors så langt øjet rækte

Et øjebliks glemsomhed

"Må jeg lige tjekke min mail?"
-"Jaja, selvfølgelig"

"Hvad er det her for en mail?"
[hiver computeren til mig, mens jeg hvæser;]
-"Det er min HEMMELIGE mail!!"

"Hvad bruger du den til? Dine datingprofiler?
-"Nope. HEMMELIGE ting"

"Hvorfor siger du det ikke bare?"
-"Fordi du bliver nysgerrig og stiller flere spørgsmål"

"Jeg bliver ved indtil jeg får et svar..."
"Well, jeg har en anonym blog"..

Også fik han også historien om, hvordan min søster havde latterliggjort mig på internettet, afsløret hemmeligheder og fortalt min far om stedet hvor han kunne læse alt det mest intime om mig.. Og at jeg oprettede en ny, anonym mail - kun til blog ting -, og at denne gang fortalte jeg ingen om at jeg skrev - men det gjorde jeg altså. Og jeg elsker at skrive, elsker at udgive, at blive læst, måske mødt - forstået - og hvordan jeg ville hade hvis han læste noget, fordi det er så privat, at jeg ikke engang putter mit eget navn på det. Og han lovede. Han lovede.

Og baby - hvis du alligevel er mere nysgerrig, end du siger, så fortæl mig, hvis du læser med. Alt kan fordrejes på skrift, misforståes, fortolkes - og hvis du ikke kan lade være må du gerne, men vil gerne vide om du læser i min dagbog.

Om tid der forsvinder, løbende tanker og søvn

På en eller anden måde lykkedes det juni at løbe som sand mellem mine fingre og forsvinde helt uden overhovedet at hav spurgt om lov.
Og indtil videre
har jeg faktisk ikke noget imod tid, der koldt, konstant, kontant forlader mig altid
Og jeg tror måske
at det slet ikke er en dårlig ting. Bare at leve med livet - tage med det, hvor det vil hen, hver dag. Uden neuroser af nogen særlig art. Det har faktisk næsten været rart.

Bortset fra at jeg hver dag bygger flere og flere af de skøre tanker og jeg kan mærke dem om aftenen, når jeg prøver at sove. De løber forvirrede rundt, uden nogen steder at sætte sig fast, slå sig til ro - og hver nat bliver de flere og holder mig vågen i længere tid.
Så her er jeg - tilbage - for at prøve at skrive dem ud, så jeg forhåbentlig kan få sovet. Og kl. er 12 og jeg er allerede træt - måske jeg allerede kan nu?

ved nogen overhovedet hvad jeg snakker om?

Denne onsdag sidst i maj
Hvor regnen sænker mørket
drukner solen
og klicheer af følelser
får følelser fremstillet
endnu mere
fantastisk fantasiløst
fordi jeg måske bare har glemt
alle de ord
der egentlig siger
bedre end jeg selv
hvordan verden er smeltet sammen af dage og timer og jeg altid er ligegyldig og misunder de mennesker der aldrig har tænkt på døden, fordi døden er en så mystisk elsker at krybe ind til hver gang det regner.

Hun tænker ikke

I evigheder - altså, næsten et år - har min ekskæreste og min ekskærestes nye kæreste været blokeret fra mit liv. Herligt, herligt, herligt - altså i teorien. For det har ikke forhindret mig i inderligt at hade hende, ham, dem, situationen, verden - og mig selv. Og det værste har været ikke at kunne finde ud af HVORFOR det har betydet så meget i mit liv. Han var ikke noget særligt, det var et dårligt forhold, vi passede ikke sammen og ikke mindst - jeg er på mange punkter lykkeligere end nogensinde før i mit liv.

Så hvorfor?

Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.

Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.

Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.

Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.

Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.

Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...

Selvdestruktiv, ynkelig eller aflivelsesværdig - vælg selv!!!

Når jeg har det som jeg har det i dag er min absolut yndlings ting at kigge på billeder af mig selv fra da jeg var overvægtig og tænkte på hvor meget jeg hader mig selv, hvor meget alle må have løjet overfor mig, når de har sagt noget som helst positiv om mig og at ingen umuligt kan elske det her:

Og jeg ved da godt, at det er ynkeligt - jeg fortæller det da heller aldrig til nogen jeg kender i virkeligheden. Det er bare det nemmeste, når man lige pludselig får lyst til at dø også at hade sig selv ekstra meget. Ja, det er mine smukkeste sider der er fremme på denne smukke lørdag. Undskyld, undskyld, undskyld. 

Don't point your fucking finger at crazy people

This too shall pass

Helt okay. Måske, skulle jeg nok skrive. Jeg er tilbage, tilbage i bunker af sult og piller, opkast og selvhad. Og har afsluttet mit gruppeforløb i dag. De sidste to uger har været sådan her.
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.

Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).

I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.

Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop. 
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt. 
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv. 
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte. 

Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.

Alors, au revoirs

Nyvaskede trægulve, duft af kanel og te, bon iver på p6 og regn på taglejligheden på Frederiksberg.
Alt er helt okay.

Overvejelsesforløb: Livshistorie

Jeg har lavet alle overspringshandlinger, der var mulige. Ryddet op, vasket op, rengøring, tøjvask and so on... Alligevel går tiden ikke rigtig nogen steder og det her skal skrives.

I slut oktober '12 var det 2. gang i mit overvejelsesforløb. Det store emne: Livshistorie, røg på bordet. "Gamle" læsere kender vel de overordnede træk. Overskrifter som; Søsters psykiske sygdom, hærværk for 2 mil, mors sammenbrud, sclerose, farlig relation til borderline-søster, voldtægt, prostitution, tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, slankekur - var det, det handlede om.

Her skulle man dog også lave en parallel linje, der hed spiseforstyrrelsens historie, hvilket var fint til ligesom at binde de kolde hårde facts om mit liv sammen med copingmekanismen; slankekur.
Det var også her det gik op for mig, at der gik 4 uger fra anklagerne mod Ole, retssagen, dommen og alt det - til min mest seriøse slankekur startede.
Måske lyder det mærkeligt, men jeg har aldrig tænkt på det. Jeg troede egentlig bare, at jeg lidt havde fået nok af at være overvægtig, og bare havde en svaghed for at lade en kur styre mig.
Men smerten ved at føle sig ødelagt, beskidt, værdiløs, ikke bare et formindsket selvværd, men et, der slet ikke fandtes, var uoverkommelig i 2 år. Og manden, der har været medvirkende får en latterlig straf. Og det er min skyld - fede dumme, grimme, ulækre, frastødende Ditte.

Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, når jeg tænker på det. Skyldfølelsen og selvbebrejdelserne sidder lige under huden.

Det var, er og har været grænseoverskridende at sidde overfor mennesker man lige har mødt. Det var pissehårdt, var vildt deprimeret i to uger efter, hvor der blev samlet op på det fra Stolpegårdens side. Man kan ikke rode i psyken på den måde. Stikke en nål i øjet, rode lidt rundt og håbe på alt bliver godt. Det ved de godt, og jeg fik min samtale, hvor jeg puttede Ole og Michael ned i de kasser de hører hjemme.

De gør mig ondt. De gør mig ondt, at jeg ved, de findes. Og det er okay, men det er ikke min skyld. når man holder nogen under vand, drukner de. Jeg blev holdt under vand af en depression og belastningsreaktioner. Jeg stod ikke op en dag og tænkte, at nu vil jeg gøre mig selv så ulykkelig, at jeg har lyst til at dø. Jeg kæmpede. Måske ikke for at være glad, måske ikke engang for at leve, men nok egentlig mere for at få det, som jeg troede, jeg fortjente.

Jeg har nok bevæget mig lidt væk fra sagens kerne i dette indlæg, men jeg mener, at det var kernen for mig. Måske lærte jeg en essens omkring SF - du valgte ikke sygdommen, det var din måde at overleve på. Den overbeviste dig om, at den ville gøre dit liv bedre, tyndere, rigere, lykkeligere. I stedet destruerede den alle gnister, der kunne have været flammer af lykke. Og det er okay, at du troede på dens løgne, du havde ikke andet valg. Og det er okay, at du nogen gange stadig tror. Men du har også mærket din krop blive svagere, din hukommelse svigte, venner forsvinde, lykke forsvinde.. Og jeg kan ikke blive ved med at tro på den, når den siger, at det er fordi jeg bare lige mangler de 10 kg.

Alt andet end frelst!

Man skal altså ikke lytte for godt til mig, når jeg snakker recovery. Ihvertfald er jeg bange for at just-eat manden, der lige om lidt afleverer verdens tungeste pose junkfood måske kigger lidt dømmende når han ser det er til en person. JA, har været på dulcolax hele ugen og idag skal jeg overspise. Hurra for tilbagefald!

Håb og frygt

Det her handler om at træde ind i et rum og ikke kende nogen. At skulle sidde foran flere vidt fremmede og krænge sit inderste helt ud til det aller yderste, hvor jeg er allermest følsom.
Det er at åbne op, åbne op for behandling. Åbne op for muligheden, at mit liv kan leves anderledes.

Overvejelsesforløbet har temaer, og det første jeg var igennem var håb og frygt for behandling.
Hvad vil jeg opnå, og hvorfor er det hele så ubeskriveligt uhyggeligt.

Mit håb:

At være stabil på humør, energi og vægt
Bedre koncentrationsevne
Ikke altid være bange for ikke at være god nok, og om folk kan lide mig
Stoppe selvhad
At familie stopper med at bekymre sig, men interesserer sig
Ikke at skulle være på kur

Min frygt:

At være TYK
At være psykisk syg
Frygter, at hvis jeg giver lidt slip - skrider alt
Ved ikke, hvordan jeg skal cope non-selvdestruktivt
Hvem er jeg, når jeg er glad?
Ikke at skulle være på kur

-

Det gjorde en forskel. At forestille sig livet uden sult, overspisninger, opkastninger og se det. Alt det, der kunne ske, der kunne have været. Og mærke frygten.. Den ambivalente frygt når noget forfærdeligt også er noget der føles trygt. Et slags uvejr man har taget regntøj på for.
Og meget befriende, at der fandtes et rum, hvor der var plads til at sige, at jeg ikke kunne leve på den måde, men jeg kunne heller ikke lade være. Og i stedet for at blive dømt, kastet til side, så spurgt, hvad sygdommen bibringer til mit liv, som jeg ikke kan undvære.
Som den helt spæde start på at prøve at finde et substitut.

Vejen til min start

Det virker som om alle er meget optagede af en start og en slut. En kronologisk linje imellem syg og rask, som jeg længe har ledt efter, men forgæves.
Jeg har ingen datoer for hvornår sygdommen startede, men jeg ved, at i kraft af, at den voksede sig større og fyldte de fleste aspekter af mit liv, kunne den mærkes i hvert et åndedræt. Min spiseforstyrrelse var den luft jeg trak ind i hvert et gisp min udmattede krop kæmpede for at få lov til, for at leve.

Jeg ved heller ikke hvornår min livslyst tog over. Hvornår jeg stoppede med at trække vejret for at tabe mig, for min egen selvudslettelse, og startede med at trække vejret for at leve.

Helt konkret var min vej til den behandling jeg er i, og som hjælper mig sådan:

November '11: Indlæggelse, psyk. skadestue. Henvisning til egen læge, der begyndte ugentlige vejninger og samtaler. Og henviste mig til....

Marts '12: Distrikts psykiatrisk afdeling, hvor jeg ugentlig gik til psykolog Kirsten, der desværre ikke hjalp mig så meget. Selvom hun skulle behandle mig for depression.

Maj '12: Indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling. Forværring af spiseforstyrrelse og depression. Distriktspsyk. lavede henvisning til Stolpegården.

August '12: Start på Stolpegården

September '12: "smidt ud" af ordinært forløb pba. for stort vægttab

Oktober '12: Start på overvejelsesforløb, hvor jeg skulle finde ud af, om jeg ville være i behandling.

December '12: Startede i gruppeterapi på Stolpegården.

Indtil oktober '12 opdaterede jeg bloggen jævnligt, og det er derfor der min historie mod min start på kampen mod spiseforstyrrelsen starter.

To be continued.......

Hallo Ditte?!? Er der nogen hjemme?

Det er svært at blogge. Rigtig svært, og det har det været det sidste halve år.

Jeg har det bedre, meget bedre. Og jeg vil forsøge fremover at kigge tilbage på min behandling igennem min blog - for at anerkende de redskaber jeg har fået og huske mig selv på, hvordan man skruer med skruetrækkeren.

Det er svært at skrive noget generelt om terapien, der foregik i en gruppe. Uanset om man er spiseforstyrret eller ej, så er der nogle mennesker man bare syntes er irriterende. Og de kan være i ens gruppe - men jeg vil ikke udlevere dem her - det er for nedladende. Men ville nok være noget jeg var kommet til i frustrationer over ikke at måtte sige til folk; "tag dig nu liiiiiiige lidt sammen...".

Jeg læser stadig, har en fantastisk kæreste (som har holdt mig ud i et halvt år nu), har det samme lortejob, slutter behandling d. 10. maj, går i kropsterapi og er i det hele taget nået MEGET langt.
Jeg spiser 5-6 måltider om dagen, overspisninger er der 1-2 gange om ugen i gennemsnit, hvilket er en væsentlig reducering - og min diætist har netop idag sagt, at de er subjektive, altså er det kun mig, der synes det er overspisninger. Ikke desto mindre kaster jeg stadig op, men væsentligt mindre.

Jeg har lige gennemført to pårørendeeftermiddage til behandlingen, som gik over al forventning. Og det er vidst det for nu. Må finde ud af en form til mine indlæg, som er passende til en bulimiker i bedring.

Sindssygt depressiv, asocial tenderende til social angst og lykkelig.

Der kan man bare se

Har kysset med min kærestes bedste ven. Altså før vi blev kærester. Har mødt ham efter, og havde ingen ide om det. Kunne på ingen måde kende ham. Er det normalt?

Jeg ved, at jeg til tider har et så stort behov for bekræftelse, at det tenderer til at jeg er en smule løs på tråden. Men samtidig har det været mit eget valg. Alligevel chokerer det mig lidt.. Jeg er åbenbart typen, der glemmer.

Ikke at jeg er ked af det. Tror udelukkende, at det er grunden til, at jeg stadig er her ;)

Om ikke at forstå sig selv

Jeg var helt sikker på, at vi havde aftalt at det skulle stoppe. Stoppe med at være en smerte, stoppe med at gøre ondt.

Den forårsnat, hvor jeg tabte mit hjerte og mit sind næsten helt forsvandt for at følelsen endelig kunne få sin plads. Den forårsnat, hvor det eneste jeg rummede var en sikkerhed på, at jeg aldrig kunne elskes. En sikkerhed, der fik mig til at ville tage mit eget liv, tage sovepiller nok til at sove i måneder indtil alt gav mening. Der hvor jeg fandt en styrke i de mennesker omkring mig og oplevede, at selvom jeg var helt krøllet sammen til noget virkelig hjælpeløst - som slet ikke kunne yde til nogen - så var de der. De mennesker, jeg elsker.

Og som historien skrider frem og jeg finder ud af at ham der - der gjorde mig glad i 2 minutter for at lade mig ligge ødelagt i min seng i 2 måneder - var blevet kærester med hende der, der gik i min klasse. Og var pæn, veltrænet, blondine, solariebrun, Jason Derulo, poptøs-agtig. Alle mulige ting, som jeg ikke er .

Og på trods af, at det lidt ødelagde min verden påny - så gav det mig også eftertanke.

Jeg er speciel. Jeg har baggage. Jeg har diagnoser. Jeg er en hel masse. Jeg rummer mange ting. Det gør mig sårbar. Det gør mig følsom. Ja.
Det har gjort mig stærk. Det har gjort mig indlevende - empatisk - nærværende - menneskelig - lyttende - forstående - nuanceret -eftertænksom.
Jeg har fået kompetencer til at være mig og til at rumme tabuer, skæbner, glæde, svigt og en stor sorg.

Men......... Hver gang jeg ser hende dukker følelsen af at være utilstrækkelig, at være for meget, for syg, for skadet til at kunne elskes op. Og ligemeget hvor mange gange jeg fortæller mig selv, at hun er en helt anden type end jeg og det var den type han ville have. Og jeg bliver sindssyg.
Alt for ham er helt væk. Om jeg fik en million kroner ville jeg ikke bytte kærester med hende. Men kan ikke leve med, at hun er "bedre" end jeg er. Tror næsten jeg hader hende......

Det her handler om at miste noget

Det er at lukke øjnene i, kæmpende. Helt blottet, nøgen. Klar til at skulle have fjernet en fremtid - men slet ikke parat til at give slip.
Det her handler om at holde fast, det handler om ikke at blive væk.
Miste sin retning, miste sit mål, miste sit liv.

Og alt er langsomt ved at blive helt okay - jeg er helt okay.

Men til juli kunne det have været mig - hende med fremtiden, hende med barnevognen, hende med kærligheden, smilet, lykken.

Men det er kun i sekunder. Resten af tiden ville jeg have druknet i graviditetsvægt, bleskift, barsel, omsorgssvigt, kærestesorg. I virkeligheden.

Jeg har taget det rigtige valg - Jeg har min ungdom, jeg har mit liv og alt skal nok blive magisk.

Endnu en tur i psykiatrien

bruger for tiden mine dage mest på den lukkede. I denne omgang er det ikke mig, men min allertætteste. Jeg tog med hende på skadestuen, lige efter hun havde fortalt mig om hendes selvmordstanker.
Når man nok gange er blevet stillet de spørgsmål, der fpr en til at være helt ærlig og bede om hjælp, lærer man også at stille dem. Og det lød seriøst - og de syntes det samme på skadestuen.

Det er vildt igen at stå i skoene "pårørende til selvmordstruet", men er meget mere tryg i denne omgang, da hun er åben og inddragende. Min søster var lukket og lod som om alt er fint.

Jeg er 20 år gammel. Min søster, bedste veninde og jeg selv har være indlagt på en lukket afdeling. Jeg har været i psykiatrien i 4 år. Jeg får det ikke bedre - men holder en lige trivselslinje, ikke en nedadgående.
Jeg kender psykiatrien, jeg kender mange med psykiatriske diagnoser, jeg bruger mit liv på at overbevise mig selv og dem omkring mig, at det er værd at leve.

Det her har fandeme bare at gøre mig til noget stort - at hjælpe nogen - at være nogen.