I evigheder - altså, næsten et år - har min ekskæreste og min ekskærestes nye kæreste været blokeret fra mit liv. Herligt, herligt, herligt - altså i teorien. For det har ikke forhindret mig i inderligt at hade hende, ham, dem, situationen, verden - og mig selv. Og det værste har været ikke at kunne finde ud af HVORFOR det har betydet så meget i mit liv. Han var ikke noget særligt, det var et dårligt forhold, vi passede ikke sammen og ikke mindst - jeg er på mange punkter lykkeligere end nogensinde før i mit liv.
Så hvorfor?
Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.
Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.
Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.
Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.
Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.
Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar