onsdag den 29. maj 2013

Denne onsdag sidst i maj
Hvor regnen sænker mørket
drukner solen
og klicheer af følelser
får følelser fremstillet
endnu mere
fantastisk fantasiløst
fordi jeg måske bare har glemt
alle de ord
der egentlig siger
bedre end jeg selv
hvordan verden er smeltet sammen af dage og timer og jeg altid er ligegyldig og misunder de mennesker der aldrig har tænkt på døden, fordi døden er en så mystisk elsker at krybe ind til hver gang det regner.

tirsdag den 28. maj 2013

Hun tænker ikke

I evigheder - altså, næsten et år - har min ekskæreste og min ekskærestes nye kæreste været blokeret fra mit liv. Herligt, herligt, herligt - altså i teorien. For det har ikke forhindret mig i inderligt at hade hende, ham, dem, situationen, verden - og mig selv. Og det værste har været ikke at kunne finde ud af HVORFOR det har betydet så meget i mit liv. Han var ikke noget særligt, det var et dårligt forhold, vi passede ikke sammen og ikke mindst - jeg er på mange punkter lykkeligere end nogensinde før i mit liv.

Så hvorfor?

Ydmygelsen - stor faktor, i lang tid. Men alligevel ikke helt det.

Perfektion - Hun er bedre, end jeg er. Til livet og alt. Og det er en direkte løgn, jeg er stærkere i vores fælles fag bare f.eks.

Ingen kan elske mig - Løgn igen. Jeg ved, min kæreste elsker mig. Og jeg elsker ham, højt.

Det har været disse ting, men de er ikke gældende længere. Jeg blev ydmyget, men har også vist, at jeg er mere værd end det. Hun er ikke mig, og jeg er ikke hende - men det betyder ikke at nogen af os er forkerte.

Jeg bryder mig ikke om ham, hende eller dem fordi de på trods af at skulle være socialrådgivere ikke viste at de tænkte på hvilken effekt de ville have på mig. Måske er det egoistisk - men det lave selvværd gør, at når jeg bliver behandlet på den måde bliver det endnu lavere. Nærmest ikke-eksisterende.

Og det var idag, da jeg stalkede hendes instagram, at det gik op for mig - at hun bare er sådan. Ikke så tænkende, og det løftede en eller anden sten fra min skulder fordi det intet med min betydning har at gøre, at hun ikke tænker...

lørdag den 25. maj 2013

Selvdestruktiv, ynkelig eller aflivelsesværdig - vælg selv!!!

Når jeg har det som jeg har det i dag er min absolut yndlings ting at kigge på billeder af mig selv fra da jeg var overvægtig og tænkte på hvor meget jeg hader mig selv, hvor meget alle må have løjet overfor mig, når de har sagt noget som helst positiv om mig og at ingen umuligt kan elske det her:

Og jeg ved da godt, at det er ynkeligt - jeg fortæller det da heller aldrig til nogen jeg kender i virkeligheden. Det er bare det nemmeste, når man lige pludselig får lyst til at dø også at hade sig selv ekstra meget. Ja, det er mine smukkeste sider der er fremme på denne smukke lørdag. Undskyld, undskyld, undskyld. 

Don't point your fucking finger at crazy people


fredag den 24. maj 2013

This too shall pass

Helt okay. Måske, skulle jeg nok skrive. Jeg er tilbage, tilbage i bunker af sult og piller, opkast og selvhad. Og har afsluttet mit gruppeforløb i dag. De sidste to uger har været sådan her.
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.

Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).

I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.

Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop. 
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt. 
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv. 
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte. 

Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.

Alors, au revoirs

onsdag den 22. maj 2013

Nyvaskede trægulve, duft af kanel og te, bon iver på p6 og regn på taglejligheden på Frederiksberg.
Alt er helt okay.