Klokken er halv fem

Og jeg er lige kommet hjem. Jeg er så overdrevet træt, at tanken om at skulle vaske op, lave mad, læse.. ja, bar tanken om at være vågen er egentlig overdrevet udmattende.
Jeg tror, at jeg har noget min grænse.
Min grænse for indtryk, historier, følelser, sygdomme..
Jeg har det som om, at det er umuligt at rumme mere, men jeg ved faktisk ikke helt hvad det er, jeg ikke kan rumme mere af.
Måske er det bare fordi jeg ikke sover nok i øjeblikket.

Frygten for mine egne tanker holder mig vågen og beskæftiget med alt muligt. Bare for at undgå de minutter lige før søvnen, hvor man kun kan høre ens egne tanker.

Min mor har kræft. Eller havde. Jeg ved ikke helt, hvad man siger, når nu det hele er opereret ud. Men det er svært, hårdt, udmattende. Jeg føler, at jeg burde have en styrke, som jeg slet ikke har. Hun ringede til mig, og fortalte mig det, mens jeg var skole. Jeg græd lidt, og så gik jeg ind og fortsatte i min studiegruppe. Derefter tog jeg hjem til dem, og lavede mad til børnene og min mor. Så cyklede jeg hjem af, handlede og lavede mad til mig og manden.
Og sådan kører dagene. Jeg går i skole, ringer til min mor for at høre, hvad jeg kan gøre, gør det og passer mit eget liv bagefter. Jeg prøver at passe på mine søskende, og få snakket med dem, så de ikke skal føle sig så alene. Jeg prøver at overbevise min mor om, at en sorggruppe for dem nok ville være godt. Eller at de ihvertfald skal have muligheden, de skal have valget - de er jo store.

Hun er blevet opereret, og de siger, de tror, de fik det hele ud. Så foran venter en lang vinter med stråling. Måske kemo, men vi håber, at hun kan klare den uden. Og jeg har det som om, at det burde være ovre. Som om det værste burde være overstået. Og overfor andre smiler jeg, og udtrykker HVOR GLAD jeg er for, at de opdagede det, så de kunne fjerne det - og forhåbentlig er alt det der kræft et overstået kapitel lige om lidt. Men jeg er træt og udmattet - og måske er min træthed bare ked af det. Jeg ved ikke, om jeg kan kende forskel mere....
Jeg har det som om, at jeg burde GØRE MERE. Jeg ved, at jeg gør det jeg kan. Men det er ikke nok. Jeg vil fjerne kræften så meget, at det er som om, at den slet aldrig har været der. Jeg vil få mine søskende til at SMILE så meget, at de ikke kan huske tanken om døden. Jeg vil gøre det så let for alle, at det måske bliver lidt lettere for mig selv. At jeg kan sige, jeg gjorde hvad jeg kunne. Men hvor går grænsen for hvad man kan? Og endnu vigtigere, hvad jeg kan?
Og er der plads til, at jeg kan være ked af det?
Hvornår bliver der TID til, at jeg kan blive liggende i sengen og græde og bearbejde og græde?

Klokken er snart ti minutter i fem. Og jeg har virkelig lyst til at lade alt sejle, og gå i seng.

Grænsen til?

Jeg har små huller i maven. Et for min mor, min søster, Michael, Ole. Og et for dig. For det meste er de så tæt på hele, men nogle gange suger det i dem. Og ud af dem. Med sorg, skyld, dårlig samvittighed og skam.

Jeg hørte, at du havde haft højlydt sex på toilettet med døren åben ud til gangen. På kollegiet. Og hullet, der egentlig var så småt, at jeg var ved at tro det var næsten væk, voksede.
Stort og eksponentielt udvidede ingenting sig til alt - og jeg kan næsten ikke trække vejret - hullet suger alt til sig.

Du har måske altid bevæget dig på grænsen, og måske justerede vi hinanden til at gå nogenlunde på det sikre - når vi var i hver sin ende af de svigtede og fik skabt en balance, der kunne holde os centimeter fra kanterne.

Jeg føler mig så fandens utilstrækkelig og egoistisk for at have valgt dig fra. Men det blev jeg nødt til for at vælge din sygdom fra. I er så forbandet tæt forbundne, og man burde aldrig vælge mellem ens egen og andres lykke - men til sidst balancerede vi ikke, vi skubbede. Vi gjorde hinanden ulykkelige. Og derfor kunne jeg ikke hjælpe dig, og derfor kan jeg ikke hjælpe dig.
Jeg ville sådan ønske, at du kunne se det selv. Måske kan du også det, giv det en stemme... Jeg ved, at det der kommer, vil føles som modgang. Men jeg håber så inderligt, at du vil se det som omsorg.