Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?

"Så du må være stærk og stå ret.." synger Carl Emil fra Ulige Numre i Frit Land, og denne her aften, der passer det. Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville se på det hele nu, som om det var overstået. Men jeg er et pendul, der svinger fra ro til panik, fra accept til slet ikke at kunne forstå, fra mæt til sulten, fra håbefuld til opgivende.

Det er noget så menneskeligt, og det er en stor del af en proces. At gå frem, stagnere, gå tilbage, stagnere og gå frem igen.

Men lige nu, i netop dette sekund, der opleves verden, som om den ligger på mine skuldre. Og den vokser. Den vokser eksplosivt. Og den eneste måde jeg kan komme i tanke om, at jeg kan ligge den bare lidt fra mig det er at skrive det. Det er hårdt. Det er pisse hamrende, lorte, fucking, idiotisk bare noget lort. Og jeg er ked af det. Og nu græder jeg. Og hvad hjælper det egentlig?

Jeg tror, at det er for meget. Det hele, altså. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det er mit liv, og sådan vil det nok altid være. Måske er jeg sensitiv, måske rammer mange ting bare dem jeg har kært. Måske håndterer jeg det dårligt. Måske alt sammen. Men der er ikke andet at gøre - der er ikke nogle valgmuligheder.

Først et skridt tilbage. Idag er jeg stagneret. I morgen går jeg fremad igen.  

Sprog

Jeg kludrer i ordene. Uudtaleligt sandt. Jeg siger dem i forkerte rækkefølger. Jeg bytter om på forbogstaver. Lea og Sten bliver i min mund til Stea og Len. Nordjylland bliver til Jordnylland. Asien bliver til asiasien. Jeg bakker snagvendt helt uden at ville snakke bagvendt.
Jeg stammer mig frem, på min stædige facon, fæ-fæ-fække-rølge, mens jeg i mit hoved slår mig selv en million gange - fordi det var så klart at jeg bare skulle sige ræk-ke-føl-ge. Så jeg stopper op midt i en sætning for at forme min mund helt præcist, så jeg ved at det er det rigtige ord, der kommer ud. Og nogle gange hjælper det ikke engang - så når jeg, som en plade med ridser, har sagt den samme forkerte første stavelse helt op til 5 gange, så giver jeg op. Smiler, og siger; "ja, du ved ve-ve-ve-vel hvad jeg mener".  
Og her har jeg ikke engang nævnt min slemme læspen, som jeg gik til talepædagog for... I 7 år.

Behøves jeg at sige, at det er derfor jeg elsker at skrive? Behøver jeg at sige, at det er derfor mit hjerte ga-ga-ga-galoperer, når jeg snakker i telefon med nye mennesker?

Nå, 2 opkald er foretaget. 3 to go. Jeg tager mig en små-små-smoke, og slapper lidt af. Så går det horfåbentligt.

Nye tider og gamle tider

De sidste par måneder har jeg grædt rigtig meget.
Mest alene.
Mest uden at fortælle nogen noget.
Enkelte gange foran andre. Og altid uden nogen speciel grund. Andet end, at det blev for meget.
Altså, det hele.
Og det her kræft - kemo - blodprop i hjernen er PIKKE LORTE RØV FUCKING NOGET LORT. Punktum, basta.. Men - for der er et men - det er ikke slutningen.

Min fars blodprop ramte et heldigt sted - tilsyneladende INGEN alvorlige skader.

Min mors kræft er opereret ud, og vi er nu færdige med kemobehandlingen.

SÅ - det værste er faktisk ovre. Og selvom min krop momentvis føler sig i chok og krise og det her føles som umenneskelig hårdt - kunne selvmedlidenheden så ikke lige tage en pause? Altså bare en lille en? Fordi med selvmedlidenheden følger selvbebrejdelserne og det fører mig ind i en cyklus fyldt og tømt for mad - for sådan føler jeg altså stadig de følelser - med MAD. Og det gør mig egentlig temmelig ulykkelig. Jeg var kommet så langt - tænkte mad som en selvfølgelighed, og havde ingen no-go-mad. Jeg elskede ikke min krop, men accepterede den. Jeg havde ikke kastet op i et helt år, før min mor fik kræft. Den dag hun blev opereret spiste jeg en flødebolle og lidt aftensmad. Og løb 5 km.

Det er så klart, at min spiseforstyrrelsen lever af og er min reaktion på kræft og blodprop, og det må simpelthen stoppe. Jeg må finde en ny vej, nye stier at gå på.
Jeg må kontakte nogen. Om det så er LMS eller kræftens bekæmpelse eller hvem-nu-end-der-kan-snakke, så må og skal de følelser snakkes om - istedet for at være forklædt i kalorietabeller, dulcolax og lange ture på toilettet. 

Også stopper jeg lige med at have så ondt af mig selv. Det ville kræft edeme klæde mig.  


"The woods are lovely, dark and deep but I've got miles to walk before I sleep and promises I have to keep" Robert Frost

Det var ikke meningen

Pizza
Rugbrød
Chokolademuffins
Havregrød
Chokolader
Lakridser
Ind og ned
Og op igen

Top 10 over ting jeg ikke burde tænke over, når jeg faktisk prøver at sove

10: Hvad folk EGENTLIG håber på at få ud af at deltage i realityprogrammer? Det eneste realityprogram, hvor vinderen faktisk har en fremtid indenfor feltet er jo Den Store Bagedyst. (!)

9: Hvorfor påskeharen har æg? Er det kyllinger? Har haren stjålet dem? Hvordan er det blevet til chokoladeæg?

8: Karrysild. Jeg elsker det. 2 gange om året. Til en julefrokost og en påskefrokost. Ellers så go home. Er der seriøst mennesker, der spiser det hele året?

7: Karrysalat. Og alle de andre K-salater. Det er jo seriøst ulæks.

Nå. Nu kommer min mand. Må hellere fortælle resten af listen til ham istedet.