Følelsen af ... håbløshed husker jeg. Endda temmelig livagtigt. Selvom det på en eller anden mærkelig måde er blevet to år siden, at jeg mistede fodfæstet helt.
I dag er jeg et andet sted. Som jeg så tit skriver. Men d. 1. maj er en mærkedag. For at blive helt skør, men dog stadig at vælge livet. Og sådan er dét, og jeg vælger det stadig, næsten dagligt.
