Et stk. lydtæt rum hvor jeg kan skrige, tak

Hun spurgte mig
om jeg var vred
Og jeg sagde nej
Egentlig uden at have overvejet
For jeg er jo aldrig vred
Og når jeg er
er det en vrede jeg italesætter
i pæne ord
pakket ind
i forståelse
og jeg tager altid min oplevelse
for det den er
 - min oplevelse
Men jo mere jeg mærker
Jo rigtigere føles den mærkat
Jeg er vred
På min mor
På min far
På min kæreste
På min søster
På mine venner
På verden
Jeg er vred på alle
Og på alt
Fordi de ikke hører
Fordi de ikke kan hjælpe
Fordi det gør ondt at elske
Fordi jeg ikke må råbe
Fordi de siger det kunne være værre
Fordi jeg ikke er glad

Hjertebanken og ondt i maven

Det er svært at trække vejret
særligt om aftenen og på søndage
Det er det bedste og det værste at være sammen med andre mennesker
fordi de kan få mig til at glemme følelsen i timer
og fordi de ikke kan
og jeg bliver mindet om, at den er der
min følelse
som jeg ikke ved hvad betyder
men tror betyder, at jeg har brug for noget at lave
noget, der giver mig mening
noget, der giver mig værd
Som kan få mit hjerte til at banke langsommere
Og kan opløse knuden i min mave
om ikke andet - så bare lidt af tiden
Og få mig til sådan rigtigt at grine igen
Fordi det er faktisk ikke til at holde ud
Og det er ikke nemt at blive ved med at lede efter forklaringer

Det var bare det
Tak

Livet som arbejdssøgende

Klokken er 14. Seriøst. Og det er mandag. Starten på endnu en indholdsløs uge..

Nå. Idag har jeg:

- Set to afsnit Gossip Girl og spist morgenmad
- Barberet ben
- Været i bad
- Taget tøj på
- Lavet mit Cv til specifik stilling
- Skrevet ansøgning til specifik stilling
- Sendt det til tjek og sparring
- Set beverly og spist frokost

Seriøst. Det er mandag. Kl. er 14, og jeg orker ikke mere. Det er bare ikke rigtig en mulighed. Skriv, for helvede. Bliv ansat for helvede.

Grænsen mellem ked af det og depression?

Godt. Så blev klokken over tre. Hvilket vil sige, at jeg har ligget og kigget op i loftet i over tre timer. Og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Så nu stod jeg op. Tændte en cigaret, og nu sidder jeg i sofaen, og har givet op på det der søvn indtil videre. Accepteret, at det kommer ikke til at ske. Oh well, det er søndag i morgen, og jeg skal ikke nå op til noget som helst.

Jeg tænker på at skære i mig selv. Det er halvanden måned siden jeg gjorde det sidst - og før det var det flere år siden. Det var kun ridser, der for halvanden måned siden, og kun 5 ar. Og de er allerede væk. Det blev ikke dybt, og det fortryder jeg. I de 17 timer han var væk tænkte jeg så forbandet meget på det, men holdte mig tilbage - for hvad nu hvis han fortrød; så skulle han se friske ar. Nu er det mig, der fortryder. Jeg har tænkt på det hver dag. Forbandede afhængighed. Til gengæld spiser jeg, og tager på (!).
Jeg ved ikke hvorfor det fylder så meget. Måske er det alt det, der er sket, måske blev jeg bare mindet om, hvor let det er, og hvor godt det føles den nat. Men jeg er ikke rigtig glad, og jeg ved, at det vil hjælpe mig med at have den følelse - lige nu, ihvertfald.

Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal stille op. Derfor; en liste:

- Psykiatri
Det kræver, at jeg henvender mig til min læge, som intet ved om mig, og derfor skal jeg fortælle heeeeele historien. Uden med sikkerhed at vide, om jeg overhovedet har det dårligt nok til at komme tilbage i psykiatrien. Og helt ærligt, så er det også lidt et nederlag, hvis jeg skal tilbage i distriktspsykiatrien. Og jeg vil IKKE have medicin. Okay, lige nu kunne en sovepille være rar, men antidepressive vil jeg aldrig igen efter jeg blev suicidal i indkæringen sidst.

- Fikse det hele selv
Det har jeg prøvet. Siden november '14. Det er altså 10 måneder, hvor jeg har kæmpet. Og det er ikke blevet bedre, selvom jeg har forsøgt at bruge de værktøjer jeg lærte i mine 5 år i psykiatrien.

- Bruge mine venner og min kæreste
Det har jeg også prøvet. Uden held. Fordi jeg ikke kan være helt ærligt, og fordi de ikke rigtig ved bedre ind at spørge ind til praktiske ting og at sige, at det er noget lort. Og det er jo også ganske rigtigt. Det hjælper bare ikke rigtigt.

- Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser
Det er mit bedste bud. At ringe ind og få en rådgivningstid. Fortælle hvad der er sket, og hvordan jeg har det, også få råd til, hvad der vil være passende at gøre. Jeg har ikke mange tvivl om, at jeg har en belastningsreaktion, men hvad skal jeg gøre? Vente på at den går over, eller få noget hjælp til at håndtere den?
Problemet er jo bare, at jeg er frivillig. Og jeg elsker at være frivillig der, håbede egentlig på at få flere opgaver, mens jeg er arbejdsløs. Men det kan jeg jo ikke rigtigt, hvis de ser mig som syg. Jeg er bange for at møde rådgivere jeg kender, eller generelt bare folk jeg har lavet projekter med, hvis jeg er derinde til en samtale. Jeg hader at indrømme, at jeg har fået et tilbagefald. For helvede, hvor er det et nederlag at erkende overfor dem. Mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med en dag. Sådan rigtig professionelt.

Åhh altså, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke en depression. Jeg er i stand til at fungere, jeg kan mærke de fleste af mine følelser. Men jeg er mere, end bare ked af det. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan komme ud af det her selv.

Er der nogen gode forslag derude?
 

17 timer

Jeg har været et par timer om at få startet det her indlæg. Både fordi jeg ved, at du læser med, og jeg ikke har lyst til at du skal vide så meget om det her, men også fordi det bare er sindssygt hul i hovedet svært at skrive om.

Han gik fra mig. I 17 timer var vi ikke kærester. Efter jeg i dage havde listet rundt om ham, og prøvet at finde ud af, hvorfor han ikke ville snakke med mig mere kolliderede det i, at jeg sad og hyperventilerede - og jeg kunne ikke mærke hans hånd på min skulder, han trøstede mig ikke, og der vidste jeg, at han ville gå - fra mig. Da jeg vendte mig om, og skingert fik råbt "Nu siger du noget! Jeg ved ikke om det er mig, der er fjollet, eller hvad der sker - men nu fortæller du mig en eller anden grund til, at du opfører dig sådan her"

Han begyndte at græde og mumlede "jeg synes ikke at vi skal være kærester mere".

Men egentlig er det ikke her historien egentlig startede.

Den startede den dag i slutningen af november, da min mor fik kræft. Og jeg blev fraværende. Historien udvikler sig i takt med kemobehandlinger i januar, hvor jeg bruger mine fleste vågne timer hos min mor, og når jeg er hjemme græder jeg mest. Eller har ihvertfald lyst til at græde. Jeg bliver mere fraværende. Da min far får en blodprop i hjernen, bliver jeg ikke kun fraværende mentalt, men jeg kan ikke sidde stille derhjemme og være sammen med nogen. Jeg løber og løber - bliver fysisk fraværende. Bachelor og bulimien hjælper på intet af det - jeg er officielt ikke længere til stede i mit selv. Nyheden om min lillesøsters triste tanker gør det hele værre. Og jeg er helt magtesløs. Jeg spiser ikke, jeg spiser, jeg løber, tager lidt piller, kaster lidt op, græder og skriver forresten lige min bachelor. Og får 12.

Sådan gik det til, at efter næsten 3 år forlod han mig. Og kom tilbage efter 17 timer. Fordi han jo elsker mig, jeg har bare ikke været mig, og dermed ikke den han elsker. Han har været fantastisk og passer på mig og trøstet, men jeg har ikke været i stand til at imødekomme nogen som helst følelsesmæssige behov. Jeg er effektiv, når jeg ikke er mig selv. Jeg kan sagtens ordne alt praktisk selv, uden problemer. Men at møde andres glæder og sorger, når jeg ikke er mig - det er jeg på ingen måde i stand til.

Det er og bliver et kæmpe tillidsbrud. Da vi blev kærester sagde jeg ja på to betingelser: 1 - man må ikke være utro. 2 - man skal sige, hvordan man har det løbende.
To enkle betingelser, som vi begge har overholdt, og har været noget af det, der har gjort, at vi har haft det så let så længe. Men det sidste halve år er det ikke blevet overholdt. Ligesom jeg ikke kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere undervejs har han ikke kunnet mærke, at han havde behov der ikke blev mødt før det kulminerede i, at han fik "følelser" for en anden. De er i situationstegn fordi det ikke var følelser, men de elementer som jeg ikke kunne opfylde i vores forhold mødte han hos en anden. Av. Det gør virkelig ondt at skrive. Ikke destomindre er det sandheden - og gud ske tak og lov for det. For det kan fikses. Det kræver bare tid og arbejde. Noget vi egentlig ikke har været så forfærdelig vant til, fordi det altid bare har føltes som om det var meningen, at det skulle være os to mod resten af verden.

Men det er planen. For vi elsker faktisk hinanden. Og i de 17 timer jeg havde uden ham var min verden virkelig tom. Vi skal italesætte vores behov og følelser i højere grad, og jeg skal opbygge tilliden til, at han italesætter hans behov igen. Og snakker med nogen, så han finder ud af, hvad der faktisk er galt. Gode råd og tips modtages med kyshånd.

Indtil videre har vi nu været sammen i 4 uger i pt. 2 af vores forhold, og vi hygger os i høj grad. Og vi glæder os til 10 dages pool ferie lige rundt om hjørnet.

Hermed en lille opdatering - jeg håber, den forklarede mit tidligere indlæg.

Lykken er kun til låns, og nu er den videre til en anden. Tak for de tre år.

Bachelor og bulimi

Det sidste punktum er sat. Projektet er sendt ind. Jeg er hverken stolt eller lettet. Min krop har ikke opfanget det, endnu.

Igennem hele projektet har jeg haft et stabilt mad mønster.
I hverdagene har jeg spist morgenmad (enten en halv grapefrugt eller havregrød på vand), nogle gange frokost (som for mig har været frugt eller tyggegummi) og normal aftensmad (dvs. ingen restriktioner på mængde eller kulhydrater). I weekenderne har jeg spist lidt mere, men der har ikke været et mønster. Når jeg har skulle spise aftensmad alene har jeg (for det meste) klaret det uden overspisninger.
Udover det har jeg løbet 5 km. 2-3 gange om ugen.

Jeg vejer mig ikke, men kan mærke på mit tøj, at jeg har tabt mig. Det er dog ikke meget, og jeg tror vægten har stået stille siden marts.

Indtil jeg afleverede. Indtil jeg satte det sidste punktum. Så er det som om, at de sidste måneders alt-for-meget-kaffe-alt-for-lidt-mad har resulteret i orgier. Jeg spiser den samme morgenmad, men ved frokost er jeg så sulten, at jeg slet ikke kan styre det. De sidste par dage har jeg brugt to timer på at spise frokost. Jeg kan ikke stoppe. Jeg tænker hele tiden på mad, jeg tænker hele tiden på hvad jeg skal spise, hvad jeg ikke skal spise, hvad der vil være godt at spise, hvad det vil gøre ved min krop at spise, hvad jeg kan lade være med at spise, hvis jeg spiser noget NU. Jeg lover mig selv, at hvis jeg bare får den bid af det, så kan jeg stoppe, og så kan jeg styre mig. Men det kan jeg ikke. Det er ikke nok, jeg er ikke mæt. Mere vil have mere.

Jeg ved egentlig godt, hvad der stopper orgierne, hvis jeg tænker mig om. De stoppes ikke af ekstra kaffe eller 4 liter cola zero - det udsætter dem blot. Orgierne stoppes af mæthed, af mekanisk spisning, af mellemmåltider. Det vil også forhindre mig i at være så forbandet træt, som jeg er. Jeg er bare bange. Bange for ikke at have min sult, bange for at tage det på jeg har tabt. Bange for at mine bukser igen skal stramme, og, stadig, bange for, at maden vil få mig til at svulme op til, at jeg ikke længere er mig.

Selvmedlidenhedsniveau: toppen er nået

Så står man der. Midt på Frederiksberg. Med tårerne løbende ned ad kinderne og en krop, der desperat skriger, at nu kan den ikke mere.

Kroppen skriger på næring. Igår blev jeg igen svimmel og fik hjertebanken. Jeg belønnede den for den indsats med chokolade. Men først senere.

Men i virkeligheden er det nok mest sindet, der trænger til et kram. Et virkelig langt kram. Der er kaos på min første etage. Der vrimler rundt med kræft og fædre med blodpropper, og hvad kan jeg gøre, og hvorfor er mine forældre ikke de samme mennesker mere? Jeg kan ikke passe på dem, jeg kan ikke gøre noget. De er forældre. Jeg har brug for en voksen. Og eksamensprojektet, der med hver time jeg arbejder på det, vokser en forventning om de store karakterer og de glade ansigter. Hvis bare jeg får 12 kan jeg måske samle min familie, og gøre dem glade, sammen, i nogle timer? Vi kunne grille og grine. Og have det godt. Hvis ikke lige der var det med mine gener. For jeg skal passes på nu. Jeg skal stoppe helt med at ryge, og jeg må ikke tage p-piller længere. For kræfter er derude, og den venter på at se sit snit til at kunne titte frem og sprede sig. Ligesom den frokost, jeg hver dag springer over, hvor det hele har bredt sig. Hvorfor fanden er det, det skal være sådan her, cykler jeg og tænker..
Jeg drejer til højre, der er godt nok rødt lys, men er der ikke noget med at man gerne må dreje til højre, når der er rødt? Jeg cykler videre, og tankerne vælter rundt uden egentlig at føre nogle steder hen. Prøver at få tænkt dem alle sammen inden jeg sætter mig på læsesalen, og skal fokusere, sådan rigtigt.
"Kan du holde til siden her?" hører jeg, og kigger forfjamsket til venstre, hvor der kører en politibil. Jo, det kan jeg da. Og så står jeg pludselig der, og får mit livs første lovstraf.
Og tanken rammer mig igen og igen. Døden ville være nemmere, døden ville være nemmere. Du kunne gå på apoteket og købe hvad de har. Tage hvad der er. Sætte dig på læsesalen også ville du aldrig skulle forholde dit til kræft og blodpropper og bøder og bachelorprojekter. Du ville få fred.

Så står man der, i hjertet af Frederiksberg. Med tårer og mascara løbende ned af kinderne. Uden at ane, hvad man skal stille op. Med et hoved og en krop, der bare mest af alt er træt. For helvede, hvor er det bare synd for mig.

Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?

"Så du må være stærk og stå ret.." synger Carl Emil fra Ulige Numre i Frit Land, og denne her aften, der passer det. Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville se på det hele nu, som om det var overstået. Men jeg er et pendul, der svinger fra ro til panik, fra accept til slet ikke at kunne forstå, fra mæt til sulten, fra håbefuld til opgivende.

Det er noget så menneskeligt, og det er en stor del af en proces. At gå frem, stagnere, gå tilbage, stagnere og gå frem igen.

Men lige nu, i netop dette sekund, der opleves verden, som om den ligger på mine skuldre. Og den vokser. Den vokser eksplosivt. Og den eneste måde jeg kan komme i tanke om, at jeg kan ligge den bare lidt fra mig det er at skrive det. Det er hårdt. Det er pisse hamrende, lorte, fucking, idiotisk bare noget lort. Og jeg er ked af det. Og nu græder jeg. Og hvad hjælper det egentlig?

Jeg tror, at det er for meget. Det hele, altså. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det er mit liv, og sådan vil det nok altid være. Måske er jeg sensitiv, måske rammer mange ting bare dem jeg har kært. Måske håndterer jeg det dårligt. Måske alt sammen. Men der er ikke andet at gøre - der er ikke nogle valgmuligheder.

Først et skridt tilbage. Idag er jeg stagneret. I morgen går jeg fremad igen.  

Sprog

Jeg kludrer i ordene. Uudtaleligt sandt. Jeg siger dem i forkerte rækkefølger. Jeg bytter om på forbogstaver. Lea og Sten bliver i min mund til Stea og Len. Nordjylland bliver til Jordnylland. Asien bliver til asiasien. Jeg bakker snagvendt helt uden at ville snakke bagvendt.
Jeg stammer mig frem, på min stædige facon, fæ-fæ-fække-rølge, mens jeg i mit hoved slår mig selv en million gange - fordi det var så klart at jeg bare skulle sige ræk-ke-føl-ge. Så jeg stopper op midt i en sætning for at forme min mund helt præcist, så jeg ved at det er det rigtige ord, der kommer ud. Og nogle gange hjælper det ikke engang - så når jeg, som en plade med ridser, har sagt den samme forkerte første stavelse helt op til 5 gange, så giver jeg op. Smiler, og siger; "ja, du ved ve-ve-ve-vel hvad jeg mener".  
Og her har jeg ikke engang nævnt min slemme læspen, som jeg gik til talepædagog for... I 7 år.

Behøves jeg at sige, at det er derfor jeg elsker at skrive? Behøver jeg at sige, at det er derfor mit hjerte ga-ga-ga-galoperer, når jeg snakker i telefon med nye mennesker?

Nå, 2 opkald er foretaget. 3 to go. Jeg tager mig en små-små-smoke, og slapper lidt af. Så går det horfåbentligt.

Nye tider og gamle tider

De sidste par måneder har jeg grædt rigtig meget.
Mest alene.
Mest uden at fortælle nogen noget.
Enkelte gange foran andre. Og altid uden nogen speciel grund. Andet end, at det blev for meget.
Altså, det hele.
Og det her kræft - kemo - blodprop i hjernen er PIKKE LORTE RØV FUCKING NOGET LORT. Punktum, basta.. Men - for der er et men - det er ikke slutningen.

Min fars blodprop ramte et heldigt sted - tilsyneladende INGEN alvorlige skader.

Min mors kræft er opereret ud, og vi er nu færdige med kemobehandlingen.

SÅ - det værste er faktisk ovre. Og selvom min krop momentvis føler sig i chok og krise og det her føles som umenneskelig hårdt - kunne selvmedlidenheden så ikke lige tage en pause? Altså bare en lille en? Fordi med selvmedlidenheden følger selvbebrejdelserne og det fører mig ind i en cyklus fyldt og tømt for mad - for sådan føler jeg altså stadig de følelser - med MAD. Og det gør mig egentlig temmelig ulykkelig. Jeg var kommet så langt - tænkte mad som en selvfølgelighed, og havde ingen no-go-mad. Jeg elskede ikke min krop, men accepterede den. Jeg havde ikke kastet op i et helt år, før min mor fik kræft. Den dag hun blev opereret spiste jeg en flødebolle og lidt aftensmad. Og løb 5 km.

Det er så klart, at min spiseforstyrrelsen lever af og er min reaktion på kræft og blodprop, og det må simpelthen stoppe. Jeg må finde en ny vej, nye stier at gå på.
Jeg må kontakte nogen. Om det så er LMS eller kræftens bekæmpelse eller hvem-nu-end-der-kan-snakke, så må og skal de følelser snakkes om - istedet for at være forklædt i kalorietabeller, dulcolax og lange ture på toilettet. 

Også stopper jeg lige med at have så ondt af mig selv. Det ville kræft edeme klæde mig.  


"The woods are lovely, dark and deep but I've got miles to walk before I sleep and promises I have to keep" Robert Frost

Det var ikke meningen

Pizza
Rugbrød
Chokolademuffins
Havregrød
Chokolader
Lakridser
Ind og ned
Og op igen

Top 10 over ting jeg ikke burde tænke over, når jeg faktisk prøver at sove

10: Hvad folk EGENTLIG håber på at få ud af at deltage i realityprogrammer? Det eneste realityprogram, hvor vinderen faktisk har en fremtid indenfor feltet er jo Den Store Bagedyst. (!)

9: Hvorfor påskeharen har æg? Er det kyllinger? Har haren stjålet dem? Hvordan er det blevet til chokoladeæg?

8: Karrysild. Jeg elsker det. 2 gange om året. Til en julefrokost og en påskefrokost. Ellers så go home. Er der seriøst mennesker, der spiser det hele året?

7: Karrysalat. Og alle de andre K-salater. Det er jo seriøst ulæks.

Nå. Nu kommer min mand. Må hellere fortælle resten af listen til ham istedet.

Det regner, og det sner. Og jeg har lige grædt.

Det regner, og det sner. Og jeg har lige grædt. Min mor vil stoppe med kemoterapien. Det er ikke en fair kamp. Kemoterapien for, at kræften ikke kommer igen og sclerosen, der bare får lov til at angribe, og næsten har taget hendes evne til at gå og holde balancen. Eller ingen kemoterapi, måske en kræft der kommer igen og tilgengæld kan hun træne sine muskler og måske på den måde have lidt livskvalitet. 

Så det er ikke en nem beslutning. Jeg ville ønske, at hun tog kemoterapien færdig. Der er trods alt kun få uger tillbage. Men det er ikke min krop, og det er ikke mit liv. Jeg har bare lige grædt. 

Kæmper kampe

Jeg har kæmpet mange kampe. Jeg bliver snart 23 år, men jeg har kæmpet mange kampe. Engang var det min kamp for omsorg. Omsorgen, der blev til overgreb. Der så blev en kamp om selvværd - en kamp jeg tabte gang på gang. Som en pige, der ikke var mange penge værd. Det blev til en kamp om livet; en kamp om, om jeg var nok værd til at leve det. Forfulgt af kampen om, om jeg egentlig magtede at leve. Jeg kæmpede for ikke at blive psykisk syg, og i min kamp for dette kæmpede jeg for at tabe mig. Så kæmpede jeg for at blive rask, men ikke blive tyk. Også kæmpede jeg for at lade mig elskes. Kæmpede for et hjem, kærlighed og for at have et liv.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg kæmper for lige nu. Om jeg kæmper? Det føles som en kamp, mest fordi det er svært. Jeg er bange, jeg er ked af det, jeg er udmattet.
Jeg har vundet mine kampe. Men måske har jeg vundet alle dem jeg burde?

Klump i maven/Sindssyg kælling/jeg dør af jalousi

"Forresten kan vi låne C's forældres sommerhus.. Så vi tager derop i sommerferien i en weekends tid. Mig og de andre fra studiet, altså"

Sagde han. Min smukke, dejlige, tro, loyale, kærlige, tålmodige kæreste. Og selvfølgelig skal han det. Selvfølgelig skal han drikke sig i hegnet i en weekend med dem fra hans studie. I en hel weekend. Også selvom der kun er en dreng. Og resten er 4 piger. Selv-følge-lig skal han det.

Jeg kan bare ikke lade være med at få klump i maven. Jeg har så svært ved at overhøre den onde, onde stemme indeni mig, der fortæller mig, at det her bliver enden på vores forhold.
Jeg kan næsten se ham komme hjem, helt brødbetynget, undskyldende. "Det var bare et kys" siger han. Men det kys har startet en lavine af forelskelse og udforskning af noget nyt. Noget der ikke har syge forældre, noget der er på kanten, noget der ikke ofte har følelsen af at bryde lidt sammen. Noget der ikke er mig, noget der er en af de piger.
Og jeg ved, med hele min fornuft, at det ikke kommer til at ske. Han elsker mig, virkelig. Jeg stoler på, at hvis han skulle stoppe med at elske mig, ville han sige det. Fremfor at gå bag ryggen på mig med en studieveninde.

Men det min fornuft har sværere ved at modargumentere er, at måske er dét det, der får os til vokse fra hinanden. Jeg nyder ikke at drikke mig fuld. Jeg har ingen interesse i sladder. Når jeg forestiller mig, hvordan jeg allerhelst vil bruge min fredag aften får jeg et billede af et rent hjem, en masse tændte stearinlys, manden (uden tøj på), mig (i nattøj), liggende helt tæt op af hinanden, kyssende og grinende se x-factor. Måske endda med en skål slik efter vi (selvfølgelig) har spist en god bøf. Eller også bare nogle vindruer. Nå. Det skulle ikke handle om mad.

Det jeg frygter er bare, at hans tætteste studievenner er unge mennesker. Af alder og af sind. De drikker øl, ryger en pind i ny og næ og diskuterer tinder og mænd som var det det vigtigste i verden.
Jeg er klar. Ikke til børn (for guds skyld), men til tryghed og tosomhed. Det er det, der gør mig glad og tryg og lykkelig. Og sådan har han det også. Nogle gange. Andre gange har han brug for (mange) øl og en pind i ny og næ og være ung.

Og det er der intet galt med! (fortæller jeg mig selv igen og igen og igen). Man kan sagtens have forskellige behov - for helvede, jeg tror de parforhold, hvor de altid har nøjagtig de samme behov, hele tiden er virkelig usunde. For det er umuligt, og så er der en der hele tiden undertrykker sit behov - og der går det galt. Det handler om at give plads; når jeg en sjælden gang er ude og svinge mit træben sidder han jo heller ikke sur og bebrejdende derhjemme og siger "jamen, jeg troede bare vi havde putte aften..."

Forresten nytter det jo heller ikke noget at gå og bekymre sig om at vokse fra hinanden. For hvis det er det, der sker er der jo ikke noget man kan gøre for at forhindre det, vel? Så vokser man bare i forskellige retninger, vil forskellige steder hen, har forskellige mål - og heller ikke det, skal man da stå i vejen for.

Jeg ved godt, hvordan det er at ville noget, og så står der en jeg holder meget af lige ved siden af og fortæller mig, hvor meget det vil såre hende, at jeg får opfyldt mit behov. At det jeg har brug for, vil gøre hende mindre vigtig. Og måske mindre værd i livet. Og hun kunne da også bare tage på psyk, også kan jeg passe min egen lykkelighed, mens hun svælger i sin ulykkelighed. Og det er vitterligt noget af det værste, for min intention var jo bare at være glad. Præcis ligesom min kære mands intention er at have det sjovt med sine venner.

Og det er netop det, at jeg formår at tænke alle de her tanker fra det tidspunkt hvor vi ligger i sengen, og han spørger om jeg ligger og savler på ham. Jeg siger nej, jeg havde bare vandede øjne.
"Du græder ikke, vel" - og jeg er så tæt på virkelig at bryde sammen, fortælle ham hvor meget den sommerhustur allerede påvirker mig, og om han ikke bare vil lade være. Bliv her, sammen med mig, for altid. Ligesom vi har snakket om så mange gange; lave vores egen verden. Uden andre. Netop det, at jeg formår at tænke alt det andet igennem og når til konklusion, at hvis jeg beder ham om at blive hjemme vil netop dét være ødelæggende for os, fordi jeg vil gøre vores magtbalance skæv, vil bede ham om at sætte behov til side for mine skøre tanker. Jeg vil være en sindssyg kælling. Det gør, at jeg ikke svarer ham, men bare giver ham et kys. Og han mumler sov fantastisk min baby, jeg elsker dig for evigt.  

Madtømmermænd

Jeg har hentet dynen ind på sofaen og ligger som en hval, som jeg har gjort de sidste mange timer. Faktisk 2 timer og 37 minutter. Jeg har spist i dag. Mere, end jeg normalt ville spise på 3 dage, og jeg har madtømmermænd. Min krop føles helt slået ud af alt det mad. Jeg har ondt i maven, ondt i hovedet, har en overvældende tørst og er vildt træt. Mit hjerte hamrer derudaf. Det føles lidt som en influenza. Det eneste jeg skal mere i dag er at slæbe mig ind i seng, og måske lidt børste lidt tænder inden jeg får kastet mig omkuld. Også gider jeg ikke have mere dårlig samvittighed over det mad. I morgen starter en ny dag. Med nye muligheder. For at gøre noget andet. Noget anderledes.

Ba-ba-bachelor

Jeg er nu officielt 8 dage fra at skulle aflevere min projektbeskrivelse. Derefter starter det endelige; bachelorprojekt!

Og gæt engang - jeg er allerede gået i stå...

Jeg har lånt en million bøger, og der ligger en million bøger og venter på mig på biblioteket. Jeg har allerede læst godt over 500 sider. Jeg har været til møde med en praktiker indenfor mit fag for at høre ham om, hvad der er relevant...
Og alt skyder mit projekt ned. For helvede, hvor er det opslidende. Den problemformulering jeg havde i tankerne kan besvares ved hjælp af få ord, der er ikke mere at komme efter.

Så, hvis jeg ikke skriver helt vildt meget er det bare fordi, jeg er gået i panik. Og hvis jeg skriver helt vildt meget er det nok fordi jeg føler, at jeg burde skrive et eller andet. Også er det her jo en udemærket overspringshandling.

Stærke krafter og kræft

I går gik jeg i 0 - ihvertfald sådan cirka - da jeg lukkede øjnene var jeg træt, men skræmmende lykkelig.

Jeg løb de lidt over 5 km om eftermiddagen, spiste min halve grapefrugt (som egentlig skulle være min morgenmad). Købte ind, og det blev til thaisuppe med kylling, en lille smule kokosmælk, spidskål, peberfrugt, ingefær, chili, hvidløg, porre og masser af limesaft. Jeg spiste to store portioner, men kom jo nok ikke over de 470 kcal jeg havde forbrændt på min løbetur.

Et eller andet sted orker jeg slet ikke det her. Den her konstante stillingtagen til mad. Det kører rundt i hovedet på mig. At spise er igen blevet til en kæmpestor beslutning, som jeg kan bruge timer på at tage.
Et andet sted i mig orker det her. Virkelig meget. Det gør mig så glad - at lykkedes. At det er mad der kører rundt i mit hoved i stedet for min mors kemoterapi, tabt hår, tabte øjenvipper. Det, at hun ikke engang når at komme op af sengen mellem behandlingerne. Min frygt for, at når det her kemo er slut, så har sclerosen vundet alle hendes kræfter. At hun for alvor skal blive invalid. Så er aftensmad lidt nemmere at forholde sig til. På en eller anden vis.

Også alligevel ikke. Min mand spiste sen frokost, og jeg VED at jeg burde spise aftensmad alligevel. Selvom han ikke skal have noget. Men nu er klokken snart otte, og jeg har diskuteret med mig selv i to timer. Jeg tror ikke, at jeg kan. Men jeg ved, at jeg burde. Jeg prøver at overbevise SF med, at jeg kan undgå en eventuel overspisning. Men SF fortæller mig, at det jo ikke er løbedag idag, så jeg er allerede i plus. Med min halve grapefrugt, 150 gr vindruer og 5 digestive kiks, som jeg spiste hos min mor.

Mit vægttab gavner ikke min mor. Men det er min coping - lige nu..

Årsopgørelse 2014

Vanen tro, som jeg gjorde det for 2013, for 2011, for mændene i 2011 og for 2010 - så er det nu tid til årsopgørelsen for 2014. Og JA, det irriterer også mig, at jeg på en eller anden måde glemte det for 2012. 

Det kedelige
Kærester: 1 - den samme som sidst <3 <3 
Rygestop: 0 - men min rygenedskæring fungerer upåklageligt
Jobs: 2 - dog er det ene nu opsagt, og det andet slutter også snart. 
Frivilligt arbejde: 1
Praktik: 1 - yes yes, den blev afsluttet i starten af januar '14
Uddannelser: 2
Afslag på drømmeuddannelsen: 1
Andelslejligheder købt: 1
Penge lånt i banken: sådan rundt regnet EN HALV MILLION
Rejser: Berlin, Vestjylland, Prag - og har faktisk også været på endagsture til både Ringsted og Odense
Nye venner: 0
Mistede venner: 0
Psykiatriske forløb: Ingen, niks, nada 
Indlæggelser: 0
Gange på psykiatrisk skadestue m. andre: 0 
Graviditetsforskrækkelser: 1, men den var heldigvis bare indbildt 
Vægt tabt/ taget på: Forholdsvist stabilt
Antal måneder brugt på vennepars sofa: 4 (7 i alt)
Buketter blomster modtager: 3 (1 fra mormor, 1 fra far, 1 fra veninde, 0 fra mand)
Antal Rhododendronbuske modtaget i fødselsdagsgave: 1 - fra manden, han troede det var en potteplante
Fælleskonti opretter: 3 (madkonto, budget og opsparing)


Jeg havde aldrig klaret det uden..
1) Kaffe - Den vil nok altid have en første plads
2) Lejlighedskøb og flytning i april
3) Min cykel - der dog døde i november. Tak for 9 gode år RIP. 
4) Mit hjemmekontor - det kom først til i juni måned, men det er så dejligt. 
5) Min smartphone! Hvordan har jeg kunnet leve uden?
6) Dr. Phil på tv3 puls om formiddagen! 
7) Generelt bare fjernsyn. 2 år er lang tid uden fjernsyn for sådan en som mig. 
8) Rynkecreme. Ja. Jeg hedder Ditte, jeg er 22 år, og ja, jeg har rynker under øjnene. 

Mest brugte sætninger i 2014
1) Jeg har seriøst hovedpine
2) Jeg går i seng! 
3) Jeg hader matematik!!!

Undervurderede ting
1) Hovedpinepiller (se mest brugte sætning)
2) Mascara (går fra underlig albino type til menneske med disse mirakelmidler)
3) Grapefrugt (virkelig yndlingsmorgenmad)
4) Go' morgen DK - ser det næsten hver morgen, og det er et perfekt opvågnings- og kaffeprogram for mig! 
5) Bagning - og madlavning generelt. Havde helt glemt, hvor meget jeg elsker at bage og lave mad!
6) Gå lange tur med manden og være helt os selv 
7) Bland selv slik. Fordi det altid er undervurderet. 

Overvurderede ting
1) Skyr (så godt smager det ikke, så meget mætter det ikke og det er dyrt)
2) Christian Bitz (Han er ikke lækker, han er ikke sjov, han har ingen fornemmelse for hvordan livet som overvægtig er, han ser kun sundhed i tal. Ikke fan.)
3) Danske serier (der ikke er reality og dokumentar). 2014 var for mig året, hvor jeg kastede mig ud i serier som True Detective og Breaking Bad. Seriøst, Arvingerne, Badehotellet og Sjit Happens - go home!!!! 

BSS: Bland Selv Slik

Gåture (denne var bare med min søster)

Hjemmekontoret <3

Et glimt af min morgenmad og mine smukke egernnatbukser

2 stk. hjemmebagte grydespeltbrød

Kaffe og Go' morgen DK

Januar, du var lidt af en kælling..

Det er næsten mere, end en kliche at snakke om, hvor hård januar er at komme igennem.. Hvert år! - Men, ikke desto mindre, håber jeg ikke at resten af året kommer til at ligne januar.

Nedture:

1. - Min mor begyndte kemo-behandlingen
2. - Min far fik en blodprop
3. - Dårligt gruppearbejde på studiet, hvor jeg tog alt for mange opgaver
4. - Har slet ikke set nogen veninder
5. - Har løbet en tur mindre, end planlagt 

Men men men - jeg skal jo ikke gro fast i alt det negative

Opture:

1. - Bestod modul 11 med glans
2. - Al den sygdom har gjort, at jeg har brugt en masse tid med min familie. På en normal mandag formiddag ville jeg jo aldrig drikke kaffe og høre musik med min far, vel.. 
3. - Mine søskende, som jeg passer på og holder af <3 
4. - Min mand, der altid står klar med verdens bedste kram, og prutter indtil jeg ikke kan lade være med at grine lidt af ham 
5. - har løbet ni ture på trods af eksamen, sygdom og alle de forpligtlser det har medført
6. Har holdt et sejt foredrag!
7. Har overskredet alle mine grænser, og gået model under CPH FASHION WEEK - og jeg gjorde det med ægte selvtillid! 

Se der! 5 lorte punkter - 7 dejlige opture!

Februar står på start på mit bachelorprojekt = jeg skal virkelig have købt mig en ny computer! Derudover har min mor lige fået 2. omgang kemo, så det kommer den næste uges tid nok til at gå med. Min far har heldigvis ok, efter omstændighederne. Men han er sygemeldt, og jeg tror jeg vil tage ham med ud og vælge computer.
Derudover har manden og jeg aftalt kærestetid - vi skal på date, og jeg glæder mig! Igår gik vi en lang tur i haglet, og det var så dejligt. Jeg vil gerne bage fastelavnsboller eller kanelsnegle. Også skal jeg holde endnu et foredrag. Februar - du må gerne være lidt flinkere, end hende der januar...

Måske er det bare fordi det er så gråt udenfor

Jeg ligger i sofaen med min kaffe. I mine natbukser med egern på, og en gammel top.

Jeg har ikke været ude at løbe, jeg har ikke været i bad, jeg har ikke snakket med nogen mennesker, jeg har ikke vasket op, jeg har ikke redt seng.

Jeg har set go' morgen DK, jeg har spist en skål branflakes, jeg har spist 1/2 grapefrugt, drukket et 1/2 glas friskpresset juice...

Jeg SKAL hjem til min mor, og købe ind + lave aftensmad.
Jeg SKAL med min lillesøster til orienteringsaften på gym i aften.
Dvs. at jeg skal i bad i dag.. Og det skal jeg, når jeg har været ude at løbe. Så kan min dag starte.. Bortset fra, at jeg ikke orker noget som helst.

Jeg har slukket fjernsynet, og det eneste jeg kan høre er vores ur. Sekunderne går virkelig hurtigt. Det føles som om, at jeg ikke kan følge med - måske er det også sandheden. Vores vinkekat er drevet af sollys, så den vinker kun ganske lidt. På dage med skyfri, blå himmel banker dens arm derudaf. Den kan ikke ønske os held og rigdom nok.

Min mor fylder 52 på fredag, der skal hun have sin anden omgang kemo. Hun kunne godt bruge lidt held, og måske også lidt hjælp til at følge med tiden.

Jeg besøgte min far igår - jeg spiste et stykke kage hjemme hos ham - han har det godt. Rigtig godt, efter omstændighederne. De siger, at blodproppen har ramt et heldigt sted. Sammen mindedes (mandtes?) vi tider fra min barndom..

Det har nu taget mig over en time at få skrevet det her.. Det sædvanlige: skriv og slet, skriv og slet.. Jeg har stadig natbukser på, det enester, der virkelig har ændret sig er, at min kaffekop nu er tom - og jeg har mindre tid..  

Mareridt

Jeg sover dårligt i øjeblikket. Det tager lang tid for mig at falde i søvn. Jeg drømmer mange drømme, men vågner samtidig ved det mindste.

Igår vågnede jeg ved lyden af en bombe, der sprang. Om det var rester fra en drøm, eller nogen fyrede ulovligt fyrværkeri af kl. 6 om morgenen ved jeg ikke. Men bagefter syntes jeg, at jeg kunne høre nogen råbe og løbe op ad trapperne i min opgang. Jeg blev mere og mere bange. Men var ikke helt vågen. Jeg stod op, fordi jeg syntes jeg hørte nogen tage i vores hoveddør. Jeg styrtede ud - bare for at konstatere, at der ikke var nogen, der tog i dørhåndtaget..

I dag vågnede jeg med høj puls og mindet om en drøm. Jeg var låst inde i et hus med en masse fremmede mennesker. En af dem, en mand, havde helt kolde øjne. Han var lav, og havde ar i hele ansigtet. Han begyndte at skyde de fremmede, og de faldt om rundt omkring mig. Så skød han mig, og jeg kiggede direkte på ham - før jeg løb. Jeg løb så langt væk jeg kunne, og fik lidt fred før han igen dukkede op og skød på mig. Det var ikke normale patroner, men kanyler fyldt med gift. En af de andre så forundret på mig, da jeg ikke faldt om. Jeg måtte være immun, måske fordi jeg kiggede ham i øjnene, mens han skød..

Behøver jeg at sige, at jeg har haft en lang dag, hvor jeg har følt en slags angst, og haft svært ved at koncentrere mig?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da min mor igen sagde; "Jeg synes altså, at du går og taber dig..."

Kunne ikke kigge hende i øjnene, så kiggede ud af vinduet.

Gik ud i køkkenet og begyndte at lave deres aftensmad.

Det er det eneste, der er okay for mig lige nu.. Det er at spise lidt mindre. Det giver mig lidt glæde. En lille sejr, en lille succes.. Jeg har ikke lyst til at gøre noget ved det.. lige nu. Jeg er LANGTFRA undervægtig og vi snakker måske om 5 kg de sidste par måneder. Jeg spiser normal aftensmad HVER dag. Det er bare de andre måltider, det kniber lidt med..

Den sidste uge

I aften er jeg ikke rigtig mig selv. Jeg er ikke ude af mig selv, men lidt ved siden af. Jeg har ikke lyst til at være alene, men jeg har virkelig ikke lyst til at se nogen mennesker. Jeg er udmattet for talte ord, jeg har ikke rigtig noget at sige til nogen.

Forrige torsdag fik min mor sin første omgang kemo. Manden og jeg var inviteret til middag hos dem lørdag aften - min mor, min lillesøster og jeg hjalp hinanden med at lave maden, og min stedfar tog opvasken. En rigtig hyggelig aften, hvor manden og jeg gik hjem i stormvejret, og så film det mest af natten.

Søndag sov jeg længe, løb 5 km og hjalp manden med at skrive en opgave til hans skole.

Mandag brugte jeg selv på at læse og forberede mig. Både til studiegruppemøde tirsdag og til foredraget jeg skulle holde om aftenen. Jeg havde kun 20 min., og de gik alt for stærkt - jeg nåede ikke i dybden, men de lyttende var glade. Jeg cyklede hjem i stormvejret med en lidt underlig fornemmelse. Altså, de andre gange har jeg været overdrevet glad efter et foredrag - men denne gang blev jeg ikke ramt af samme følelse af mod og styrke. Måske er det bare fordi jeg er ved at vænne mig til det?

Tirsdag var jeg kort til gruppemøde og cyklede hjem bagefter. Min mor ringede, og spurgte om jeg kunne lave mad til dem onsdag. Hun havde ligget i sengen siden lørdag aften. Kemoen havde ramt hende, hårdt. Jeg tog løbetøj på, løb hjem til min mor, hvor min mormor også var. Vi aftalte vagtskema hos min mor (jeg fik onsdag og fredag). Hun kunne ikke rigtig snakke. Hun lå bare med lukkede øjne. Kunne hverken drikke eller spise. Efter et par timer hos min mor tog jeg løbeskoene på og løb hjem igen.

Onsdag stod på lang studiegruppedag. Efter det cyklede jeg hjem til min mor. Tog min lillesøster under armen, og sammen købte vi ind, var på apoteket for at hente opkastposer til min mor (hun havde haft en rigtig dårlig nat) og købte noget kage min lillesøster skulle have med i skole næste dag. Så lavede vi mad sammen, spiste, jeg vaskede op og tog hjem.
Da jeg kom hjem kunne jeg ikke stoppe med at græde. Jeg gik direkte i seng. Min mors stemme kørte inde i mit hoved; "Hvorfor skal jeg det her? Jeg er jo rask?"
Der er noget fundamentalt mærkeligt ved at føle sig som den voksne overfor ens mor. Som om hun var min syge lille pige, sagde jeg roligt og forklarende, at hun gjorde det denne ene gang for at kræften ikke skulle blive ved med at komme igen.
Manden kom ind til mig, og jeg bad ham fortælle mig noget rart. Han fortalte om børnene på hans fritidshjems lege næsten indtil jeg faldt i søvn. Det var dejligt at lade mig selv synke ind i en verden af fangelege og hårsaloner.

Torsdag havde jeg studiegruppe igen. Jeg vågnede, gik i bad, tog tøj på, så Go' morgen DK. Så åbnede jeg min mail. Han har fået en blodprop i hjernen, stod der. Jeg læste det igen, og kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. Hyperventilerede. Efter nogle minutter gik jeg ind til min mand, vækkede ham, og han holdt om mig lige indtil han skulle ud af døren. Skrev til min studiegruppe, at jeg ikke kom i dag. Tog hjem til min mor, hvor min mormor heldigvis var. Jeg græd og græd. Hun trøstede. Jeg mailede med ham, og han sagde alt var okay. At han snart skulle hjem. Jeg faldt til ro, sov lidt sammen med min mor, og cyklede hjem tidligt på aftenen.

Fredag var han ikke udskrevet endnu, så jeg cyklede over til ham lige efter jeg var vågnet. Heldigvis har det ikke gjort så meget skade, som man ellers kan høre om. Hans synkereflekser er påvirkede, hans tale er lidt snøvlende og hans ansigt og mimik er forandret. Men humoren er i behold. På trods af alt.
Jeg havde jo "vagt" hos min mor den fredag så bagefter cyklede jeg derhjem. Hun var lidt friskere, og havde brug for at spise frugt og sodavandsis. Derudover var hun ved at udvikle lidt svamp i munden. Så jeg cyklede igen byen rundt for at købe frugt, is og medicin. Jeg skar melon og ananas ud i bidder til hende og hun spiste lidt astronaut is. Til resten af familien fik jeg lavet et par pizzaer, en pastasalat og frugtsalat med vanilje creme - det var jo fredag. Så cyklede jeg hjem til manden. For 2. gang i den her uge fik vi andet end rugbrød til aftensmad, og for en gang skyld lavede vi mad sammen. Kylling i karry m. bulgur og bananasplit til dessert. Vi så film og lå i ske, og jeg blev aet og nusset til jeg slappede helt af.

I dag skulle jeg have været til familie-kom-sammen, men jeg orkede ikke. Det er ærgerligt, for jeg ser kun den del af familien 2 gange årligt, og sidst blev jeg nødt til at aflyse pga. eksamen. Men helt ærligt, så kan jeg ikke sidde og smalltalke, når min hjerne er fyldt med kemo, kræft, bekymringer for mine søskende, blodpropper og SF.
Istedet løb jeg en tur og inviterede mine små søskende over. Vi bagte macarons sammen alle tre, og så to film. Vi spiste aftensmad sammen, hyggede og snakkede. Ingen af dem er særlig eksplicitte med deres følelser, og da jeg heller ikke rigtig er bliver det rigtig svært at snakke om. Jeg håber derfor, at det gør en forskel, at de kommer væk fra kemo-hjemmet i et par timer og ser en sjov film med deres gamle søster..

Nu er de taget hjem, og jeg er alene. For første gang i mange dage. Jeg fordøjer langsomt hele den her uge.. Det føles som om, at nogen laver et terrorangreb på mit liv.. Je suis Ditte...
Men jeg giver ikke op, jeg giver aldrig op.

2015 må helst gerne være året, hvor jeg...

... tager min bachelor færdig

...beslutter mig for, hvad der så skal ske i mit liv

... ikke skal i psyk. behandling

... ikke dræber min basilikumplante

... får en lille sød kat

... vasker tøj lidt før, at det egentlig har været last call

... fejrer tre år sammen med min mand

... læser mere litteratur

... løber min. 1 gang om ugen og maks. 3

... ikke stopper med at spise, men holder overspisningen væk

... ser veninder mere

... øver mig på at tage initiativ

... ignorerer min spontane rejselyst og sparer op til en større, længere rejse

... skriver mere

2014 var året, hvor jeg....

... lavede min første gæld
... men KØBTE en andelslejlighed og dermed officielt flyttede sammen med min mand
... opdagede hvor svært min mand har ved at bruge en vasketøjskurv

... blev foredragsholder
... lærer mig selv bedre at kende efter hvert foredrag
... kender mine grænser bedre og bedre

... tog matematik på B niveau
... fik 02 til en eksamen for første gang
... lærte integraleregning og en masse andet, jeg allerede har glemt...

... altid først vaskede tøj, når jeg ikke havde flere rene trusser
... er begyndt at tisse med ulåst dør, når min kæreste hjemme
... har holdt en plante i live (en basilikum) (ps. vi snakker ikke om, hvor mange, der ikke har overlevet)

... lærte at slå masker op og strikke vrang
... fik en varmepude i julegave (af manden)
... følte mig en del ældre, end mine 22 år

... var i IKEA mere end 5 gange
... tog på ferie med (næsten) fremmede mennesker til bryllup
... havde nogle fantastiske dage i Prag

... besøgte Berlin for første gang
... begyndte at spare op og planlægge rejsen til Bahamas
... sagde mit hade-job op


Alt i alt et ok år