Vægt, vægt, vægt

Jeg gør lige det her hurtigt. Ellers får jeg det aldrig ud af hovedet.
Har fået ny vægt, den gamle var i stykker. Den nye vægt viser to kilo mere, end den anden. Ikke fordi jeg har taget på, men fordi den anden bare vejede mindre. Det er jeg fuldstændig overbevist om.
I stedet for at stresse over det, selvom det selvfølgelig gør mig virkelig ked af det. Jeg var lige på et BMI, der viste, at jeg var normalvægtig, er jeg nu lige på grænsen til overvægtig igen. Også selvom mine knogler er over det hele - og jeg elsker det, mer af det (hjælp mig, gud....).
Så jeg var på 76-77 kilo, men da jeg stod på vægten igår viste den 80,3. I dag var den dog nede på 78,9, og jeg har ikke tabt mig 1,4 kg på en dag, så må bare have haft meget vand i kroppen.
Har planer om at spise lidt mere på ferien, dyrke lidt mere motion og drikke drinks. Med lidt omtanke, ikke? Kunne være fedt, hvis vægten var på 77,9, når jeg kommer hjem på fredag.

Jeg talte forresten med min bedste veninde om vægt og mad i går. Det gør vi sådan set tit, men jeg er ikke rigtig ærlig. Det var jeg igår. Fortalte, at det var svært for mig at spise og de følelser jeg får, når jeg har spist. Hun blev meget bekymret, og jeg kan jo godt høre, at jeg lyder fuldstændig sindssyg. Og sådan føler jeg mig også. Men jeg vil jo bare tabe mig. Fortrød, at jeg havde sagt noget, lige efter jeg havde nævnt det. Det er bare svært, at det fylder så meget i mit liv, men bliver nødt til at være en hemmelighed, for ellers vil alle begynde og holde øje og stoppe mad i mig. Hvilket jo er komplet latterligt, når jeg ikke engang er tynd.

Det var bare det, jeg havde brug for at skrive, inden jeg tager på ferie. Jeg skal nok gøre det bedre, jeg skal nok prøve mere.

Afbudsrejse!!

Det var det jeg havde brug for! Flyver fredag! Ses ved poolen!!!!!!!! Er helt manisk!

Æblekinder

Jeg er startet på Maria Hirses bog "Æblekinder" i dag. Har læst omkring 50 sider. Og det er enormt rørende. Jeg er ikke syg, men de tanker og følelser hun beskriver er så rammende. Jeg er ved at kaste op over denne her skitzofrene fornemmelse. Jeg er en overspiser, der sulter mig selv. Der findes ingen mellemvej for mig. Jeg spiser intet, eller for meget. Og jeg er jo stadig normalvægtig, i den høje ende endda. Jeg vil så gerne kunne tabe mig de sidste 10 kilo på en sund måde, men jeg kan ikke finde ud af det. Og min krop og min mad fylder 90 % af mit liv. Det er også derfor det fylder på min blog.
En af mine tætte veninder nævnte for mig, hvor meget jeg snakker om mad og kalorier og hvad jeg har spist. Og jeg ved godt, at det er rigtigt. Hver gang jeg snakker om det har jeg lyst til at slå mig selv i hovedet. Men jeg kan ikke stoppe mig selv.
Jeg spiste havregryn til morgenmad og har slået mig selv 1000 gange i hovedet over, at jeg gjorde det. Jeg ved, uden at slå op nogen steder, at der er 366 kcal i 100 gr. havregryn, 290 kcal i 100 gr. rosiner, 40 kcal pr. 100 ml minimælk, 400 kcal i 100 gr sukker og 52 kcal i 100 gr. æble. Jeg skulle have taget en kop kaffe i stedet. Og indtil videre i dag har jeg indtaget 21 vindruer. Jeg ved ikke, hvor meget det vejer, men jeg ved, at der er omkring 60 kcal i 100 gr. vindruer. Og jeg ved godt, at det er helt normalt, måske endda i underkanten, når man tænker på de obligatoriske 2000 man skal nå op på, men tankerne og tallene der farer rundt i mit hoved hvert eneste sekund stopper ikke.
Jeg vil ikke være anoretisk, jeg vil ikke have det på denne her måde. Men jeg vil være tynd, jeg vil tabe mig.
Det er for helvede da ikke særlig fedt og stå og tænke på, om der kalorier i tandpasta, og hvor meget man egentlig indtager af det. Og at der er 2 kcal i hvert eneste lille stimorol man kommer til at tygge. Og, at der vist nok er kcal i instant kaffe, men ikke i filter kaffe. Og igår, da jeg lavede aftensmad til hele min familie, hvor jeg lavede pizza til hele min familie, hvor jeg blev nødt til at lave et hjørne uden ost og chorizo-pølse fordi det ville være for meget. Og at jeg blev nødt til at cykle ned og træne bagefter, fordi jeg følte, at jeg havde spist for meget.

Jeg vil så meget i mit liv, så meget andet end bare at tænke på mad, som jeg har gjort hvert eneste sekund de næste 9 måneder. Da min kæreste gik fra mig, var der en del af mig, der blev glad, fordi nu var der et menneske mindre, til at holde øje med, hvad jeg spiste. Jeg kan ikke nyde, når nogen komplimenterer mig, fordi i mit forskruede hoved betyder det, at de hadede mig før jeg tabte mig.
Og jeg har bare lyst til at græde nu, fordi jeg spiste det forbandede havregryn, og mest fordi jeg ikke kan forklare de her følelser uden at tallene og maden fylder størstedelen.

I starten af mine teenageår spillede jeg volleyball. Rigtig meget. Var fuldstændig forelsket i sporten. Og spillede på et hold, hvor vi vandt. Har medaljer fra sjællandsmesterskaberne og danmarksmesterskaberne. Men jeg var depressiv, lidt socialt handicappet og meget introvert. De andre piger på holdet kunne ikke lide mig.
Jeg kan huske, at jeg havde det dårligt med min krop. Specielt mine lår. Så nægtede at tage de små volleyball tights på. Som mest bare er underbukser, faktisk.

Magtesløshed

Min bedste veninde henvendte sig på psykiatrisk skadestue for et par dage siden. Hendes angst har i mange år været tiltagende uden at det er blevet taget seriøst. Og jeg har bare grædt og grædt.
Jeg elsker hende helt til månen og tilbage igen. I løbet af de sidste 13 år har vi været der for hinanden igennem alt, hvad to mennesker kan gennemgå. Nye liv, depressioner, dødsfald, succeser, angst, kærester, søskende problemer, behandlinger. Alt. Og vi kender hinandens historier ud og ind. Der er ikke den ting, vi ikke kan snakke om.
Engang var jeg fortrolig med min søster. Hende har jeg mistet fuldstændig til hendes sygdom. Det gør så ondt, at min bedste veninde skal have det på den måde. Det fortjener hun ikke. Ikke at nogen fortjener det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for hende. Jeg vil ikke miste hende. Hun må ikke blive så syg. Ikke mere sygdom, ikke flere psykiatriske afdelinger. Hvis der er en gud et eller andet sted, beder jeg til den nu.  

Den selvopfyldende profeti

Kæmper en kamp. Mod mig selv. Har det mildest talt elendigt. For den her kamp kan tage hele mit liv at vinde. For i det her efterårslys skinner sandhederne mig lige i øjnene.
Også dem jeg ikke bryder mig om.

Jeg troede aldrig, at jeg var en luder. Jeg følte mig som en, følte mig billig, følte, at mine grænser ikke var noget værd. Men troede aldrig, at jeg var en. Det lyder måske fjollet, når jeg nu faktisk tog penge for sex. Det der bare er gået op for mig i løbet af de sidste 24 timer er, at jeg i hele min seksualitet er prostitueret.
Det vigtigste for mig er hans orgasme. Det er, at han er glad. Det eneste, der kan få mig til at være i fokus er, hvis det er vigtigt for ham, at jeg får noget ud af det. Det gør jeg ofte ikke. Faktisk er det år siden jeg gjorde. Og jeg har heller ikke lyst til at få noget ud af det. Det bliver for personligt. Så kommer han for tæt på.
Og det må han ikke. Han må helst ikke vide noget om mig. For alt han ved, kan blive brugt imod mig.
Jeg er så forberedt på, at jeg ikke er god nok til andet end et knald, at det er det der bliver min skæbne.
Det bliver en selvopfyldende profeti, fordi jeg bygger så mange murer op omkring mig for at undgå at blive såret, når det sker. Og hver gang det sker, gør det så ondt at blive bekræftet i.

Lort, lort, lort, lort

Det er jo klart vi havde så god sex. Eller at han havde. Jeg var jo ligeglad. Havde ingen forventninger, havde ingen grænser. For helvede, jeg var jo en man kunne købe. For mig handlede sex aldrig om mig. Det handlede om ham, og om hans orgasme. Jeg var altid bange for ikke at være pengene værd.
Så jeg lyttede til hvert eneste lille støn for at finde ud af, hvad han kunne lide. For at jeg kunne være god nok.
Det kan godt være, at han aldrig har haft så god sex. Men det betyder vel bare, at han aldrig har været sammen med en prostitueret.
Jeg hader mig selv. Jeg hader, hader, hader, hader mig selv. Hader alt jeg har gjort. Hader den jeg er. Jeg forstår godt, at han ikke kunne elske mig. Det kan jeg heller ikke selv.

Why I'm not where you are

" Jeg stoler ikke på dig. Og du sårede mig. At give dig tilladelse til at være i mit i liv, selv bare som en bekendt/ven, er at give dig muligheden for at såre mig igen. Det tror jeg næppe, jeg vil tilgive mig selv.

Jeg har selvtillidsproblemer. Hvor banalt. Min frygt er, at jeg bare er et hul. Bogstaveligt talt. Og ikke noget som helst mere end det. Så hvis det er fordi, du savner et knald. Vil du så ikke bare finde en anden? Min selvtillid holder ikke til flere, der egentlig ikke gider mig.

Jeg synes det er skræmmende, og lokkende at åbne op for 08/09 boksen. Jeg kan ikke huske særlig meget andet, end smerte. Og det ville være rart også at kunne huske nogle positive ting.
Jeg var så ung, og så depressiv. Jeg var så meget et offer. Jeg vil gerne vise dig, resten af verden - og mig selv, at idag er jeg ikke et offer, jeg er en overlever.
Jeg kunne godt tænke mig at forklare, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde. Er sikker på, at folk syntes jeg var verdens underligste.
Men på den anden side er jeg bange for, at det hele kommer for meget op; for de fleste ting jeg kan huske, kunne jeg godt tænke mig at glemme." 


Et uddrag af mine tanker omkring at mødes med min eks, sendt til ham. 


"Jeg er stolt og imponeret over din ærlighed. Og nej, du starter ikke et nyt skænderi.

Jeg vil også godt være ærlig over for dig: Jeg er ret sikker på, vi ikke så hinanden på samme måde dengang. Vi mødtes, kyssede, dyrkede sex, snakkede og hyggede. Scenariet gentog sig, og det blev en slags vane på et tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg sansede, at du blev glad for mig på den måde. Jeg havde nok i tankerne, at du ligesom mig nød den helt fantastiske sex, vi havde. Seriøst, jeg har aldrig haft så god sex med nogen som med dig. Men jeg misforstod. Og det må du undskylde.
På vores ferie var jeg bare dum. Det tangerede ren udnyttelse, kan jeg godt se i bagklogskabens ulidelidt klare lys. Og det må du virkelig, virkelig undskylde. Selvfølgelig er det ikke nok at sige undskyld, men ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. "


Hans svar. Det er så klart, at det eneste han vil mig, er at bruge mig. Men jeg bliver ikke brugt mere. Jeg er ikke et offer. Og jeg er slet ikke hans offer, ikke mere.  

Vi flytter kun kommaer

Livet er for kort. Ihvertfald til at lade sig deprimere og true med flytninger og verdens undergang pga. en dansk, rød regering. Det betyder noget, men så meget betyder det ikke.
Vi vil alle sammen det samme. Vi vil have at syge kan få behandling, at arbejdsløsheden er lav, at væksten er høj, pengene er i overflod og uddannelsen blandt de bedste. Er der nogen, der siger nej til dette?
Det eneste valgets resultat betyder er, at vejen til det samfund vi gerne vil have bliver lagt om. Lagt om på en måde så der stadig er plads til alle. Dem der har de bredeste skuldre må bare bære på mere. Men ingen laster så meget på de brede skuldre, at de falder sammen. Og hvis de skulle briste alligevel har deres egne penge sørget for korte ventelister og minus brugerbetaling :-)
Som en af mine venner udtrykte sig "Vi flytter kun kommaer i dansk økonomi-politik"


Forresten stemte jeg på SF's Özlem. For min stemme skulle gå til forbedring af psykiatrien, det har jeg drømt om siden jeg var 14. Og det kryds, det føltes fandeme godt. Nu håber jeg bare, at hun kommer ind.
 

Hellere fortryde det man gjorde, end det man lod være med?

Det er en af de klicheer nogle mennesker lever deres liv efter. Og i situationer, hvor jeg godt vidste, at jeg gjorde noget fuldstændig hovedløst er det den sætning jeg har trøstet mig selv med.
For den kliché man burde leve efter er, at man skal følge sin intuition.

Alligevel er det den falske kliché jeg nu sidder og messer. Imens jeg har lyst til at græde. For et par uger siden kontaktede min gamle eks mig. Ham, jeg var kærester med i 08/09. Samtalen har langsomt, men sikkert, bevæget sig derhen af, hvor spørgsmålet så igår kom; "Har du lyst til at se mig igen?".

Og ja, lysten er der. Men det er jo ikke det spørgsmålet handler om. Og det er slet ikke det, jeg skal tage stilling til. Det jeg skal vælge er, om jeg vil have ham i mit liv. Om jeg vil give ham muligheden for at såre mig igen.

Karrygul fest

Nogle gange må man sgu fnise lidt af sig selv. Har i lang tid haft ualmindeligt varme følelser for den karrygule/ mustard/ whatever farve. Startede år tilbage. Men for lidt under et år siden tog det sådan rigtig fat. Og det er blevet til en stor fest.
Kan fortælle jer, at det udfra hvad jeg har lige har ved hånden er blevet til:
1 trøjekjole
3 trøjer
1 sweater
1 pa r strømpebukser
3 halstørklæder

Billedet gør ikke mængden af tøj retfærdighed. Nu må jeg lige lade være med at lade denne her psykose tage over. Det er jo ikke engang fordi jeg går i farven. Synes bare den er pæn. Kuk kuk, er der nogen hjemme?

Dybt forvrænget

Har lige set kanal 4's QTV, som idag handlede om anoreksi. Ved i hvad? Det fik mig til at savne den helt specielle træthed og rusen, når man næsten uden energi formår at løbe 5 km.
Jeg savner at ryste af sult, og hele tiden være på grænsen. Savner at have helt kolde hænder. Savner ikke at spise.
Og de piger får mig kun til at væmmes ved mig selv. Fordi jeg ikke ser sådan ud. Det er jo det, der er det syge. Selvom jeg ikke er syg. Ikke som dem. Hvis jeg var det, ville jeg jo ikke have den her kamp med mig selv. Hvor jeg overspiser hver dag, og her til aften vejede jeg 77,9. Søndag morgen vejede jeg 76,4. Jeg bilder mig selv ind, at jeg spiser, så jeg hurtigst muligt kan blive rask, og få lov til at træne igen, og så vil jeg træne og træne, og ikke spise. Og jeg vil komme ned og veje måske 65 kg. Mmmh 65 kg. smager sødt, smager bedre end noget mad kan gøre.

Og så kan jeg tænke på februar, hvor der stod 103 kg på vægten, og jeg troede alt ville være godt, hvis bare jeg kunne komme ned under de 90 kg.
Og jeg føler mig ikke tyndere nu, end da jeg vejede 98 kg. Jeg er ikke lykkeligere. Jeg kan godt se forskellen på billeder - men når det bare er mig og spejlet er det eneste jeg kan se, alt det fedt der skal væk.

Tror i, der er nogle, der kan finde ud af det der med mad og kropsbillede og selvværd og få alt til at hænge godt sammen? Jeg tvivler.

Månedsdag

3 dage. Så har jeg været syg i en måned i træk. Min milt og lever ter sig, og har været til lægen med smerterne idag. Hun tog blodprøve, som jeg får svar på torsdag.

Er helt ødelagt. Og har egentlig ikke så meget at sige. Jeg vender stærkt tilbage.