torsdag den 17. januar 2013

Der kan man bare se

Har kysset med min kærestes bedste ven. Altså før vi blev kærester. Har mødt ham efter, og havde ingen ide om det. Kunne på ingen måde kende ham. Er det normalt?

Jeg ved, at jeg til tider har et så stort behov for bekræftelse, at det tenderer til at jeg er en smule løs på tråden. Men samtidig har det været mit eget valg. Alligevel chokerer det mig lidt.. Jeg er åbenbart typen, der glemmer.

Ikke at jeg er ked af det. Tror udelukkende, at det er grunden til, at jeg stadig er her ;)

lørdag den 12. januar 2013

Om ikke at forstå sig selv

Jeg var helt sikker på, at vi havde aftalt at det skulle stoppe. Stoppe med at være en smerte, stoppe med at gøre ondt.

Den forårsnat, hvor jeg tabte mit hjerte og mit sind næsten helt forsvandt for at følelsen endelig kunne få sin plads. Den forårsnat, hvor det eneste jeg rummede var en sikkerhed på, at jeg aldrig kunne elskes. En sikkerhed, der fik mig til at ville tage mit eget liv, tage sovepiller nok til at sove i måneder indtil alt gav mening. Der hvor jeg fandt en styrke i de mennesker omkring mig og oplevede, at selvom jeg var helt krøllet sammen til noget virkelig hjælpeløst - som slet ikke kunne yde til nogen - så var de der. De mennesker, jeg elsker.

Og som historien skrider frem og jeg finder ud af at ham der - der gjorde mig glad i 2 minutter for at lade mig ligge ødelagt i min seng i 2 måneder - var blevet kærester med hende der, der gik i min klasse. Og var pæn, veltrænet, blondine, solariebrun, Jason Derulo, poptøs-agtig. Alle mulige ting, som jeg ikke er .

Og på trods af, at det lidt ødelagde min verden påny - så gav det mig også eftertanke.

Jeg er speciel. Jeg har baggage. Jeg har diagnoser. Jeg er en hel masse. Jeg rummer mange ting. Det gør mig sårbar. Det gør mig følsom. Ja.
Det har gjort mig stærk. Det har gjort mig indlevende - empatisk - nærværende - menneskelig - lyttende - forstående - nuanceret -eftertænksom.
Jeg har fået kompetencer til at være mig og til at rumme tabuer, skæbner, glæde, svigt og en stor sorg.

Men......... Hver gang jeg ser hende dukker følelsen af at være utilstrækkelig, at være for meget, for syg, for skadet til at kunne elskes op. Og ligemeget hvor mange gange jeg fortæller mig selv, at hun er en helt anden type end jeg og det var den type han ville have. Og jeg bliver sindssyg.
Alt for ham er helt væk. Om jeg fik en million kroner ville jeg ikke bytte kærester med hende. Men kan ikke leve med, at hun er "bedre" end jeg er. Tror næsten jeg hader hende......

onsdag den 9. januar 2013

Det her handler om at miste noget

Det er at lukke øjnene i, kæmpende. Helt blottet, nøgen. Klar til at skulle have fjernet en fremtid - men slet ikke parat til at give slip.
Det her handler om at holde fast, det handler om ikke at blive væk.
Miste sin retning, miste sit mål, miste sit liv.

Og alt er langsomt ved at blive helt okay - jeg er helt okay.

Men til juli kunne det have været mig - hende med fremtiden, hende med barnevognen, hende med kærligheden, smilet, lykken.

Men det er kun i sekunder. Resten af tiden ville jeg have druknet i graviditetsvægt, bleskift, barsel, omsorgssvigt, kærestesorg. I virkeligheden.

Jeg har taget det rigtige valg - Jeg har min ungdom, jeg har mit liv og alt skal nok blive magisk.

tirsdag den 8. januar 2013

Endnu en tur i psykiatrien

bruger for tiden mine dage mest på den lukkede. I denne omgang er det ikke mig, men min allertætteste. Jeg tog med hende på skadestuen, lige efter hun havde fortalt mig om hendes selvmordstanker.
Når man nok gange er blevet stillet de spørgsmål, der fpr en til at være helt ærlig og bede om hjælp, lærer man også at stille dem. Og det lød seriøst - og de syntes det samme på skadestuen.

Det er vildt igen at stå i skoene "pårørende til selvmordstruet", men er meget mere tryg i denne omgang, da hun er åben og inddragende. Min søster var lukket og lod som om alt er fint.

Jeg er 20 år gammel. Min søster, bedste veninde og jeg selv har være indlagt på en lukket afdeling. Jeg har været i psykiatrien i 4 år. Jeg får det ikke bedre - men holder en lige trivselslinje, ikke en nedadgående.
Jeg kender psykiatrien, jeg kender mange med psykiatriske diagnoser, jeg bruger mit liv på at overbevise mig selv og dem omkring mig, at det er værd at leve.

Det her har fandeme bare at gøre mig til noget stort - at hjælpe nogen - at være nogen.