Bum!

Min computer er i stykker, så er lidt fraværende indtil den er fixet, eller pengene er til at tage spenderbukserne på og bruge penge på en ny. Den er trods alt 5 år gammel. Nu må vi se. Gør mit bedste :)

Efterårshumør

idag

Tankestrøm og konkretisme.

Jeg landede i København igår eftermiddags kl. 16. Lyset var klart og luften var kold. Jeg kan godt lide den slags luft. Er faktisk pæn stor fan af efterår. Jeg kom hjem, catchede lidt op med virkeligheden (dvs. min netbank og facebook). Ikke videre opmuntrende. En venneanmodning, en irrelevant notifikation, endnu en besked fra min eks og ikke så mange penge tilbage. Lafayette ruinerede mig. Nårh ja, byen var Nice og det var med min familie. Det er lidt underligt. "Min familie". Det er jo det de er. Bortset fra, at det er jo ikke min far. Jeg ved ikke. Føler mig lidt udenfor, lidt malplaceret. Jeg vil gerne på Chagall museum, spise muslinger og gå ture på srandpromenaden. De vil gerne spise friturestegte ting, kæmpe isdesserter og slappe af på værelset. Så jeg fandt min rolle som min mors assistent (hun vil lidt det samme som jeg (nogengange)). Hende skubbede jeg så rundt i Nice i kørestolen. Og de var jo fint. Men også lidt underligt at den eneste måde man kan være sammen med sin "familie" på er at være handicaphjælper. De ni dage føltes lange.

Kalorier blev indtaget i overflod og sirligt skrevet ned i min notesbog. Dag for dag. Men igår da jeg skulle tilbage til virkeligheden (vægten), gik min hjerne på autopilot. Jeg sultede mig fra morgen til aften. Kom under de gyldne 500 i madvarer, men indtog også lidt af de våde varer, så kom lidt over.
Da jeg var hjemme crashede min psyke lidt. Kunne ikke bære at fortsætte på den her måde. Det gør mig jo pisse ulykkelig. Men jeg er jo heller ikke glad når jeg spiser og er overvægtig. Derfor det lidt mystiske indlæg igår. Jeg ved ganske simpelt ikke, hvad jeg skal gøre. Og ville ønske, at nogen kunne hjælpe mig. Så jeg kunne blive glad. Selvom jeg ikke har lyst til at spise. Og virkelig ikke har nogen intentioner om at begynde på det. Ved jo, at det ikke gør mig glad. For helvede.

Idag har jeg nyd livet. København er pæn. Var på kaffebar med en veninde for at ordne praktiske gøremål. Derefter cyklede jeg ind til søerne og kiggede på hvor pænt det var der. Jeg købte to kager, fordi jeg ikke bare kunne købe en, fordi så ville damen vide, at jeg skulle spise den alene. Jeg spiste den omkring lidt i otte. Lige nu er klokken lidt over elleve. Jeg spiste dem på lidt under et kvarter og fik det super dårligt. Det er det eneste jeg har spist idag. Jeg har været ude på toilettet otte gange siden. Har siddet foran kummen med to fingre langt nede i halsen og grædt og grædt. Men jeg har ikke kunnet kaste op. Selvom det er det eneste jeg har lyst til. Fortæller mig selv, a jeg bare må træne ekstra hårdt i fitnesscenret, men kagernes sødme fylder mig og giver mig kvalme. Jeg ved ikke hvor mange kalorier, der er i dem. De har jeg siddet og googlet lidt på. I min bog har jeg skrevet 1000 kalorier. Så det er sådan en fredag aften er for mig. Jeg googler kalorietabeller og hvordan man kaster op.

Hjemme. Lykkelig. Forstyrret. Syg. Nok mest i mit hoved.

Hvorfor er der ikke nogen, der siger jeg skal stoppe?

Lufthavn

Har så mange tanker, så mange ord der skal skrives, og kommaer i mit liv. Alt vil jeg. Men først vil jeg forlade Danmark i lidt over en uge. Til fordel for det her (så må I selv gætte, hvor det er) :

Gid jeg havde haft forældre, der havde fået mig til at tro på, at jeg var noget værd. I stedet for forældre, der dyrkede selvhad. Til mig. Og dem.

Det der med taber og vinder, som jeg engang i januar fablede om er stadig mere aktuelt. Og hold da kæft, hvor jeg hader det. Også selvom det ikke er fair.
Tænk at have det gå-på-mod og en følelse af, at man fandeme er det værd. Man er alt værd. Den følelse har jeg ikke, og har jeg aldrig haft. Jeg slipper selvfølgelig for nogle skuffelser, fordi jeg ikke skal finde ud af, at jeg ikke er den bedste til noget, men tænk bare at kunne have den selvtillid. Også selvom den nedbrydes. Det er jo ikke fordi det er nogen fest; hverken at hade sig selv, eller blive bekræftet i, at det er med rette man gør det.

Copenhagen

Ensomheden ramte mig som en lussing for hvert et ansigt jeg ikke genkendte, da jeg gik ud i ankomsthallen. Det her er ikke let. Fortalte jeg mig selv igen og igen. For ikke at bryde sammen. Indenfor 20 min. stod jeg, helt frosset på Nørreport st. Og rystede af angst. Angsten for alle de ansigter, jeg ikke kender. Og jeg tog hånden op til min mund, og det lykkedes mig at ryge. Hvæs på hvæs indtil noget stærkere dræbte følelserne i mig. Og det var måske det, der skræmte mig mest. Ligegyldigheden.
For en uge i paradis kan godt gøre det lettere at leve i helvede, men det bliver aldrig let.

Jeg er hjemme!