Du dræber mig

Du kan ikke gøre det her mod mig. Du må ikke. Kan du ikke se, at du dræber mig? Hvis du går fra mig nu, vil jeg aldrig spise mere. Hvis du går fra mig nu skærer jeg i mig selv, indtil jeg kun er en hånd, en kniv og blod. Blod, tårer og smerte.

"Jeg er bare kommet i tvivl om det hele.. Om det kan fungere med dine konstante op- og nedture."


Også sidder jeg i halvanden time og får at vide, at jeg skal argumentere for, at vi skal være kærester. De tre faste emner:
- Jeg roser ham for lidt
- Økonomi
- Rengøring

Jeg fortalte ham jo, at jeg elskede ham. D. 17. december, da vi havde været sammen i 3 mdr og 3 dage. Og han elskede mig. Jeg sagde det lige før han tog hjem til sin familie, han ville slet ikke gå fra mig, han blev bare ved med at kysse mig.
Og når jeg siger jeg elsker nogen, elsker jeg, virkelig. Elske er skridtet før ægteskab. Elske er kærlighed og kærlighed er ikke noget man giver op på. Kærlighed er hårdt, det er noget man arbejder for, noget man bygger på. Selvom vi er forskellige, meget forskellige, bør vi lære at acceptere og tolerere forskellene og manglerne, og bruge dem, så vi kan blive bedre mennesker.

Jeg skal til eksamen lige om lidt. På fredag kl. 8:00. Kan jeg ikke tilkalde nogle vikarer, melde mig syg, for jeg kan ikke ret meget andet, end at græde. Han kan ikke gøre det her mod mig.

Jeg kan ikke være noget, jeg ikke er. Jeg kan ikke fake det. Og hvis du ikke elsker mig, så efterlad mig.

Jeg er blev dræbt før, bare rolig jeg er en kat og har vist 3 liv tilbage.
Men en dag dør jeg.

Kampen

Det er nu 20,1 kg siden det var februar. Vægten viste i morges 82,9. Jeg kan ikke passe nogle af mine bukser, og folk er begyndt at kunne se det. Og kommentere det, sådan rigtigt. Jeg vil gerne tabe mig 10 kg mere, så jeg har et BMI på omkring de 22. Men det er en underlig kamp, ikke? Jeg gør mit bedste for at indtage de imellem 1000-1500 kcal dagligt, også motionere 1 times tid om dagen.

Mange har kigget beundrende på mig, spurgt mig om det ikke har været hårdt. Spurgt mig, hvad jeg har gjort. Jeg svarer meget enkelt, at det handler om et eneste princip: at indtage mindre, end man forbrænder. Hvad jeg ikke siger, er at det her ikke har været et valg, ikke noget sundt valg. Det har været selvdestruktiv. Jeg har skulle vælge imellem at være konstant udbrændt og depressiv, eller kæmpe mod en enorm trang til at skære i mig selv, eller starte skænderier med min kæreste bare for at få lov til at græde, for at såre mig selv.
Det har ikke været et fair valg. Og det har intet med ansvarsforflygtigelse at gøre.

Jeg har snakket med min kæreste om det. Han siger, at han slår op med mig, hvis jeg begynder på at skære i mig selv igen. Det vil han ikke kunne cope med. Har snakket med ham om sulten, og han siger at han vil sørge for at få mig til at spise. Paradoksalt nok synes jeg ikke, at hans beroligende ord er beroligende.
Ligesom at det her handler om selvskade, der handler om kontrol. Men at behovet for kontrol overtager en, så man faktisk mister kontrollen over sig selv.

Det lyder tamt, men at muligheden for fysisk selvskade er så begrænset giver lysten til andre former for skade på mig selv næring.

Det er kampen mod en smerte, jeg ikke kan leve uden. Og smerte, som jeg ikke kan leve med.

Yes, I'm still running

Ja, så er det eksamenstid. Eller det har det været i et par uger for mig, nu. De første 3 er overståede, 5 to go. Korrekt gættet, det er grunden til stilheden her på bloggen. Altså, delvist. For jeg prøver at arbejde meget intenst med mig selv. Prøver at skrive ting, jeg ikke offentligører. Tekster, der indtil videre kun bliver set af mig. For jeg føler ikke længere, ihvertfald ikke i samme udstrækning, udvikler mig.
Jeg sidder fast. Både emotionelt, men også kreativt.

Anyway, det var ikke meningen, at det skulle være topic of the day.
Jeg var oppe i mundtlig fransk idag. Og jeg synes det gik fint, rigtig fint faktisk. Kom ud fra lokalet med en god mavefornemmelse, og da jeg blev kaldt ind, efter deres votering, smilede de.
Det var blevet til et 4-tal, dvs. på den gamle skala var det et 7 tal. Under middel. Også sidder man der, og får at vide, at alt, hvad man sagde og de ord man brugte var rigtig gode. Men at mit sprog ikke var flydende nok, jeg hakkede for meget.

Men det, jeg egentlig virkelig hader er, at jeg ikke er den der får karaktererne foræret. Ikke så meget i forbindelse med prøver, men mere i forbindelse med årskarakterer. Jeg ved ikke, måske er jeg bare ikke særlig klog. Jeg synes bare ikke, at jeg er dum. Det er frustrerende, aldrig at være tilfreds. Jeg føler hele tiden, at jeg ikke er god nok. Og det er jeg heller ikke. Jeg kommer ud med et snit på omkring ca. 6,5-7, og det er ikke nok. Det er det ikke.

Jeg er ikke god nok.

Det depressive sniger sig ind på mig.
Eller bryder ud af mig.

  Jeg er det erotiske, jeg er alkoholen, jeg er sulten, jeg er destruktiv.

Jeg er kniven. 

C'était bizarra

Jeg har simpelthen haft den underligste dag. Omgivet af alle følelser. Hovedpine. Av, godnat.

Tom, tom

Gav lidt efter i dag. Har spist, ork masser af mad, men har ikke gået udenfor en dag. Har været alene med musikken. Og så mine franskbøger, prøver at få læst lidt op, så jeg ikke bare sover. Skrevet har jeg ikke gjort, har heller ikke haft kontakt med andre mennesker, end dem der har banket på min dør.
Jeg løber en tur nu, og så tager jeg et dejligt, langt bad. Så skal aftenen stå på noget hjernedødt fjernsyn. Er forhåbentlig hjemme til for lækker til love. Håber det går bedre med jer derude.

" Mod er ikke det modsatte af frygt. Mod er at kunne kontrollere sin frygt. Det er at rejse sig op én gang mere end vi faldt ned" af Arianna Huffington

Jeg er træt, ikke sove træt. Måske mere græde træt. Selvom jeg har egentlig haft nogle gode dage. For det er noget smerte, der sidder fast. Et eller andet sted, hvor alle andre hele tiden kommer og går, sidder jeg fast og tæller arene fra alle de gange jeg er faldet.

"Så jeg tørrer tårerne væk fra min kinder, børster mit tøj fri fra det snavs der satte sig, da jeg faldt. Jeg roder op i mit hår, rykker en sidste gang på mit tøj og smiler til mit eget spejlbillede.

Jeg fortæller mig selv, at jeg ikke er alene, selvom det eneste jeg kan høre nu er stilheden. " - sommer 2010

Mareridt

Jeg vågnede i morges og vidste, at jeg ikke havde det godt. At min psyke i dag bare var gået nedenom og hjem. Da min kæreste så jeg var våge aede han mig på kinden, og spurgte om jeg var okay, han fortalte, at jeg havde haft mareridt i nat. Har åbenbart højt skreget "JEG VIL IKKE, JEG VIL IKKE" igen og igen.
Det er underligt, at man kan mærke, at man har oplevet noget i sin søvn, men ikke kan huske det. Alligevel påvirker det en. Måske har jeg mareridt oftere, end jeg tror?

Jeg kan godt huske dem nogle gange, mareridtene altså. De handler om hans øjne, og om smerten, da han voldtager mig. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de ser ud, andet end, at de var blå. Og måske sad de sådan lidt tæt på hinanden? Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan han ser ud. Eller hans efternavn. Eller hans børns navne. Men jeg kan huske, hvordan han bagefter sagde, at jeg ikke måtte fortælle det til nogen, og alle ville sige, at jeg gerne ville, og at han ville knalde min søster.

Kriser. Jeg har om det i psykologi, selvom jeg har haft det før. Jeg bliver altid lidt trist. Ved akut traumatiske kriser er der 4 punkter man skal igennem, der ikke må tage mere, end et bestemt stykke tid. Jeg kan ikke holde mig indenfor de grænser. For en måneds tid siden var det vist 3 år siden, eller var det 4? Jeg kan simpelthen ikke huske det. Og jeg er kun nået til at erkende, jeg har ikke accepteret endnu. Jeg er i bearbejdningsfasen, og jeg burde være i nyorientering. Men jeg kan heller ikke skille kriserne ad. For efter michael begyndte jeg min selvdestruktive promiskuitet, der endte ud i prostitutionen, der ramlede sammen med min søsters indlæggelser, selvmordsforsøg og anbringelsen af min nevø og det meget psykisk usunde forhold til min eks, der både byggede mig op, men også rev mig fuldstændig ned igen, imens min mor kun er blevet sygere og sygere, og jeg har søskende, der ikke får den omsorg og opmærksomhed, som de fortjener.  

Den der dømmer mig hårdest, er mig selv. Og jeg har aldrig været stolt af noget. Selvom jeg har fået at vide, at det burde jeg. Jeg burde være stolt over at være kommet igennem gymnasiet, imens alt det her har stået på. Jeg burde være stolt over ikke at være blevet tosset oven i hovedet.
Problemet er, at jeg føler mig tosset. For jeg ved rationelt godt, at det her ikke var min skyld. Men jeg kunne have ladet være med at møde en 20 år ældre mand på nettet. Der var masser af tegn. Så snart han kyssede mig, og jeg ikke havde lyst skulle jeg have sagt stop. Jeg blev bare smigret, ikke? Og det er mit liv, jeg har ansvaret for, om jeg er glad. Og det er jeg ikke, det er jeg virkelig ikke.

Jeg kunne have gjort det hele bedre. Jeg skulle have gjort det hele bedre. Det er ikke godt nok.

Om maden

Så blev det fredag. Fredag morgen, og jeg sidder og drikker en kop sort kaffe. En anden blogger har skrevet meget om mad på det sidste, og det fascinerer og skræmmer mig.
Ja, jeg drømmer om hele dage uden mad. Drømmer om en lejlighed kun til mig, med et fjernsyn, et tomt køleskab, en seng og en vægt. Fordi alle holder øje hele tiden, så jeg kan kun springe det mad over, som ingen lægger mærke til. Som frokost. Hvilket har den virkning, at når jeg er i skole er jeg træt og deprimeret lige indtil jeg kommer hjem.
Men altså, jeg har tanken, men udfører det ikke. Jeg spiser noget hver dag. indtager normalt omkring 7-800 kalorier på en dag, det ved jeg godt er for lidt, men det er det bedste jeg kan gøre. Igår spiste jeg endda 3 måltider og var oppe på 1150 kalorier. Så kan det godt være, at jeg har tabt 16 kg, men jeg spiser stadig væk.  

Et minde pt. 2

Så det var Kasper jeg kom fra. Fin fyr. I starten af 30'erne. Musiker. Spiste tit jordbærkage og sushi. Røg mange cigaretter.
Det startede altid om aftenen. Vi satte os ved computerne og så var der gang i chatten. Vi skrev tusinder af beskeder til hinanden. Først var det mest bare sjov. Men jo tættere vi kom ind på hinanden jo mere fortalte jeg. Det kolliderede, da jeg skulle til afhøring vedr. prostitutionssagen. Jeg fortalte ham om det. Mest fordi jeg ikke havde nogen at snakke med. Jeg var meget alene. Mest fordi jeg valgte det selv, at bære mit kors og takkede pænt nej til al hjælp. For fordomme, for misforståelser, frygten for ikke at blive forstået, var det, der styrede mig. Ihvertfald lige dér. Og jeg vidste, hvor jeg havde ham.

Han havde noget, han ville fortælle mig. Og det ville jeg slet ikke vide. Han hed slet ikke Kasper; jeg vidste intet om ham. Og det er jo det man risikerer, når man er åben online. At blive svigtet og løjet overfor.
Jeg mødtes mad ham i januar 2010. Vi købte en kop kaffe på Riccos på Istedgade og gik rundt på Vesterbro. Det var koldt. Og det var svært at snakke med ham, fordi jeg holdte rigtig meget af ham.
Efter det forsvandt han. Han sagde han fandt sammen med sin eks, som åbenbart var sindssyg jaloux, og ikke tillod at jeg var en ven.

Så hvor ville jeg hen med det her? At et menneske jeg følte var en kæmpe del af mit liv, løj og forsvandt. Af ukendte årsager? At man skal passe på sig selv?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at nogle gange tænker jeg på ham. Tænker på, om han tænker på mig. Og hvorfor han forsvandt. Og nogle gange savner jeg ham.

Dagens ord

Ja, jeg lever stadig.

Og ved i hvad? Det bedste i verden er, at man har en ny chance hver dag for at ændre sig og gøre det bedre, end dagen før.