fredag den 28. november 2014

Potentielt kaos

"Hvad er det?" sagde han

Og jeg konstaterede "Det er min hofteskål"

"Den er spidsere, end den plejer" - og så var der ikke rigtig mere at sige.

Jeg ved godt, at jeg har tabt mig. Ikke meget, men mine hofter og ribben kommer langsomt mere til syne. Mine bukser sidder lidt løsere. Bæltet kan spændes længere ind.

Jeg ved også godt hvorfor. De sidste par måneder har jeg sprunget flere og flere måltider over. I starten var det bare mellem måltiderne. Så missede jeg frokost en enkelt dag - men det kunne en stor aftensmad da veje op for. For lidt over to uger siden missede jeg min morgenmad. Og frokost blev til en grapefrugt. Og så har hver dag egentlig lignet den. Nogle gange også uden grapefrugt. Men altid med en stor aftensmad.

Måske er det lidt kommet snigende. Måske kan jeg ikke løbe uden at holde det regnskab, der helst skal gå i minus. Måske er jeg presset. Fordi jeg har brug for ikke at eksistere - jeg kan ikke håndtere virkeligheden, men mest af alt fremtiden - så hvis jeg bare bliver syg igen, så kan jeg måske ikke stoppe verden, men forsinke det hele. Bare en lille smule.

Det er en farlig leg.
Jeg ved det godt.
For den kontrol jeg har lige nu, varer ikke ved. Bare for to uger siden havde jeg ikke dårlig samvittighed over at spise hverken min aftensmad eller min grapefrugt.
I dag har jeg overvejet, om jeg skal spise den grapefrugt i 3 timer. Og jeg har fanget mit sind i at tænke på undskyldninger for ikke at spise aftensmad overfor min kæreste.

Men du skal ikke blive bekymret. På søndag skal jeg spise franskbrød, boller i karry og lagkage. Det skal nok gå - det er bare lige nu, at det hele sejler. Faktisk er det ikke engang kaos endnu, det er bare potentielt. Det er alt sammen bare potentielt.


fredag den 21. november 2014

Min familie

Når jeg holder foredrag er det vigtigste for mig, at jeg ikke udleverer min familie. Jeg mener ikke, at nogen har håndteret mig eller nogle af de problematikker forkert - jeg tror på, at alle gjorde hvad de kunne, hvad de troede var bedst. Uvidenhed og mangel på ressourcer er grunden til, at ingen kendte til min selvskade eller spiseforstyrrelse.

Jeg har ingen bebrejdelser.

I onsdags holdte jeg foredrag i psykiatrien. Det var en fantastisk oplevelse at dele min rejse, og få muligheden for at fortælle om alle de fantastiske mennesker jeg har mødt - og om dem, der havde højst uheldige kommentarer, og ikke rigtig forstod.
Jeg fik fantastisk feedback, men også mange spørgsmål om min familie. Hvorfor inddrog jeg dem ikke mere i behandlingen? Havde vores forhold idag været anderledes, hvis de havde været med? Har de hørt mit foredrag? Ved de idag, hvordan jeg har haft det?

Det ved de ikke. For et lille år siden spurgte min mormor mig om grunden til, at jeg engang drak meget kaffe var min spiseforstyrrelse. Det ord brugte hun selvfølgelig ikke, fordi det er ikke et ord vi siger i vores familie. Ligesom vi ikke siger kræft, depression, indlæggelse, misbrug, overgreb, psykose, sovepiller eller selvmord. Men ellers er det ikke noget vi har snakket om. Og det kommer vi ikke til.

Vi har været belastede i min familie - af alt muligt sygdom; psykisk som fysisk. Og alt for tit har alle været på randen af slet intet at kunne bære mere, og derfor holder vi det rigtig svære for os selv.

Jeg tror i høj grad, at min mor har haft et så højt ønske om, at jeg kunne være velfungerende, at hun lukkede øjnene for alle de faresignaler jeg udviste. Det bebrejder jeg hende ikke, men foredraget gjorde mig nysgerrig, og derfor havde vi følgende samtale:

- "Jeg var på mit frivillige arbejde i går......... Nogle gange fortæller jeg om mig selv der. I går fortalte jeg om mig selv i psykiatrien"

- "Nå" (helt iskoldt)

- (blev helt tør i munden, og fortrød virkelig at jeg havde sagt noget)

- "Hvem hørte det?" (sagt i en tone, jeg tolker som anklagende)

- "Altså ansatte i psykiatrien. Sygeplejersker og sosu hjælpere. Der var mange fra Bispebjerg."

........ (lang stilhed)

- "Jeg hørte hende der fra vejret havde bulimi, og jeg forstår det ikke. Altså jeg tænker da egentlig det er meget smart. Tænk bare at kunne spise det man har lyst til, også kaste op. Det er bare ærgerligt, at jeg hader at kaste op"

- "..Det må også være svært at forstå.."

- "Tænkte faktisk på at [navn] måske har bulimi. Hun går tit på toilettet, og hun har faktisk tabt sig"

- "Det var da forfærdeligt. Det er så dumt, at det er sådan et tabu. Tænk hvis nogen, der kendte hende godt havde modet til at spørge hende, om hun var okay"

(uden pause)

- "Hvad ønsker du dig i julegave?"

Og så var vi færdige med det emne.
Jeg tror ikke, at det havde gavnet nogen af os, at hun havde været en del af min rejse i psykiatrien. Hun vil helst tro, at jeg altid har det godt. Det er det, hun kan leve med. Alt andet er for svært, og jeg tror, at hun kommer til at bebrejde sig selv for meget. Hun kommer ikke til at høre mit foredrag, deltage i pårørende arrangementer eller nogensinde bringe det på banen. Fordi hun føler, det er hendes fiasko.

Det minder jeg selv om efter sådan en samtale, som vi havde i går. For min umiddelbare følelsesmæssige reaktion er, at hun skammer sig over mig eller er ligeglad med mig. Og det er ikke tilfældet. Vi har bare haft mange svære ting at kæmpe med.

fredag den 14. november 2014

At finde fred en fredag aften

For nogle år tilbage havde man en fredag aften fundet mig i København K med en blodtype, der sagde vodka. Eller rom. Eller hvad den lige stod på.

For to år siden fandt man mig stensikkert liggende i ske (var i forelskelses undtagelsestilstand) med min mand. Og vi elskede det.

For et år siden lå jeg grædende på grænsen til det selvskadende i vores seng, alene. Mens manden drak sig i hegnet. Hvorfor han gjorde det var der utrolig mange grunde til, og alligevel ikke nogen som helst. Og hvorfor jeg reagerede så voldsomt er der lige så mange eksisterende og ikke-eksisterende. Usikkerhed. Stress. Jalousi. Mangel på tryghed. Mangel på et ståsted. Tvivl om, hvor vi skulle hen. Hvor jeg skulle hen. Afslutning på behandling. Men allermest; at være husvild.

Jeg elsker ham, det ved jeg. Men nogle gange er jeg måske også for afhængig af ham. Grunden til vores forhold kan bære dette er vores åbenhed om netop dette. Så vi kan sørge for at være for sig. Så jeg kan lære at være alene. 

Det er stadig ikke let, men i dag har jeg været alene hele dagen. Jeg har ikke været ked af det, jeg har ikke overspist, jeg har ikke sultet. Men hvordan gør man det så?

- Læg planer, sæt dig nogle mål
Hvad har du behov for i dag? Er det at løbe en tur? Gå en tur? Sumpe foran fjernsynet? 

I dag ville jeg gerne løbe en tur, købe en ny cykel, undersøge lidt på nettet til mit nye modul, se Desperate huskvinder og Gift ved første Blik

- Men tag det som det kommer - vær realistisk, du er mennskelig
Hvis noget kikser, så lad det ligge, og kom videre. 

Kunne ikke tage mig sammen til at løbe. Udskød det til det sidste sekund. Da jeg endelig kom afsted viste det sig at mine løbebukser glider ned.. Vendte derfor hurtigt om. Ændrede planer og gik i stedet ind til byen for at købe cykel for at få lidt frisk luft i dag.

- Planlæg dine måltider
Sørg for at have købt ind. Ordentlig mad, som man bliver mæt af. Men hav ikke så meget mad i huset, at der er grundlag for en overspisning, hvis humøret skulle vende. 

Jeg havde rester af jordskokkesuppe, som passede fint bare til mig. Men der var måske ikke helt nok til at dække et helt aftensmåltid. I stedet for at gå i døgnnetto og købe ind (hvilket for mig ville ende i alligevel ikke at købe noget eller købe ind til overspisning) bagte jeg derfor en lille æbletærte (bare æble og havregryns-crumble).

- Vær i kontakt med andre (evt. på sociale medier)
Brug de sociale medier til en let, hyggelig og lidt overfladisk kontakt

 Har hele dagen snappet lidt med et par stykker. Ikke noget alvorligt (ting som at Bent Flink har fået snapchat og se min nye cykel) - bare lige for at minde mig selv om, at jeg ikke er mutters.

-Vær god ved dig selv
Overvej: Under hvilke rammer har du det bedst i dag? I sengen med netflix eller med stearinlys og en bog? 

Jeg har tændt stearinlys og drukket både kakao og te. Jeg elsker, når jeg kan sidde stille og koncentrere mig om at se fjernsyn. Det lykkedes ikke altid. Jeg har gået meget rundt og ryddet op imens jeg har set fjernsyn. Men det er okay, for det er det jeg har haft behov for.


Også vil jeg egentlig bare slutte af med noget, som jeg hørte en klog, klog kvinde sige i tirsdags. Vi skal huske, at vi vokser og udvikler os på vores succeser, vi bliver ikke større og modigere af vores nederlag. Så beløn din succes! Om den er at have været alene en dag og spist ordentligt, eller om den er at have haft en destruktiv tanke mindre, end igår - så fejr det, og klap dig selv på skulderen!

onsdag den 5. november 2014

Tilbage til fremtiden

Panikken har siddet i mig i lang tid. Efterhånden.
Hver dag bliver der kortere tid til at beslutte sig i. Hver dag er jeg tættere på slutningen. Okay, det lyder dramatisk - men det er det på sin vis også.

Fremtiden er stadig foran mig. Og jeg er snart færdig med min uddannelse. De her 3 år er fløjet så vanvittigt hurtigt forbi. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal. Er der ikke nogen, der vil vælge for mig?

1) Kandidatuddannelsen
Er på sin vis det sikre valg. Jeg kan vælge mellem temmelig mange kandidater, og det udskyder min debut på arbejdsmarkedet i 2 år. Men - i sidste ende er min grunduddannelse, mit udgangspunkt, socialrådgiveruddannelsen. Og jeg har ikke ret meget lyst til at være socialrågiver, det virker dog svært at undgå mindst at skulle være et par år i felten. 

2) Satse på psykologi
Det var jo det her jeg ville. Det var det, der var planen. Men det vil altid være vildt usikkert, om jeg kommer ind. Om jeg så er på dagpenge og bare laver vildt meget frivilligt arbejde, så min chance så minimal. Men kan man opnå en drøm som denne, hvis ikke man satser alt? Men kan jeg overskue at vente år på at blive optaget, og derefter skulle læse i 7 år? Og så fordi jeg langt fra har su-klip til det hele.. 

3) Arbejde
I princippet er jeg jo færdiguddannet til sommer. Måske ville det gør mig godt at få noget erfaring. Og jeg kunne jo godt kombinere at få skabt mig et stærkt CV til psykologi-ansøgningen med et job som socialrådgiver. Og efter 2 år åbner muligheden sig for en række diplomuddannelser, som er mere psykologi orienterede, end kandidaterne... Men mon jeg kan vænne mig til en 0-indkomst, når mine klip er rendt ud, efter en fuldtidsløn (Der er 3-dobbelt af hvad jeg har at gøre med nu). 

Alle de valg.....

Jeg var aldrig i tvivl - jeg fortrød aldrig

Jeg har taget svære valg. Om at fortsætte behandling eller stoppe. Om at turde at elske. Om at vælge mellem at leve livet eller leve indlagt. Jeg har grædt, været i tvivl, fortrudt. Jeg har været menneskelig. 

Men valget om at at få en abort - var aldrig rigtig et valg. Jeg har altid støttet et frie valg - hverken for morens eller farens skyld - men for barnet. Intet barn skal føle sig uønsket - alle børn fortjener at være blevet valgt til. 

Det var da lidt mærkeligt, da jeg vågnede op fra narkosen. Jeg fældede vist også en tåre. Også var det videre i livet - på den måde er jeg lykkelig for den kirurgiske abort. En veninde fik den medicinske, kun dage før - og det tog hende meget længere tid at komme over. Hun blødte i uger.   

En anden veninde blev gravid kun 2 uger efter, at jeg havde fået min abort. Det var planlagt, og de fik deres lille pige. Og egentlig gjorde det mig ikke trist. Heller ikke, da den smukke lille pige kom til verden.
Men tanken strejfer mig jævnligt; hvordan ville vores have set ud? Mon det var en pige eller en dreng? Havde vores forhold overlevet det? Havde jeg været en god mor? Hvem havde jeg været i dag, hvis jeg havde valgt den vej?