Jeg var aldrig i tvivl - jeg fortrød aldrig

Jeg har taget svære valg. Om at fortsætte behandling eller stoppe. Om at turde at elske. Om at vælge mellem at leve livet eller leve indlagt. Jeg har grædt, været i tvivl, fortrudt. Jeg har været menneskelig. 

Men valget om at at få en abort - var aldrig rigtig et valg. Jeg har altid støttet et frie valg - hverken for morens eller farens skyld - men for barnet. Intet barn skal føle sig uønsket - alle børn fortjener at være blevet valgt til. 

Det var da lidt mærkeligt, da jeg vågnede op fra narkosen. Jeg fældede vist også en tåre. Også var det videre i livet - på den måde er jeg lykkelig for den kirurgiske abort. En veninde fik den medicinske, kun dage før - og det tog hende meget længere tid at komme over. Hun blødte i uger.   

En anden veninde blev gravid kun 2 uger efter, at jeg havde fået min abort. Det var planlagt, og de fik deres lille pige. Og egentlig gjorde det mig ikke trist. Heller ikke, da den smukke lille pige kom til verden.

Men tanken strejfer mig jævnligt; hvordan ville vores have set ud? Mon det var en pige eller en dreng? Havde vores forhold overlevet det? Havde jeg været en god mor? Hvem havde jeg været i dag, hvis jeg havde valgt den vej?