Potentielt kaos

"Hvad er det?" sagde han

Og jeg konstaterede "Det er min hofteskål"

"Den er spidsere, end den plejer" - og så var der ikke rigtig mere at sige.

Jeg ved godt, at jeg har tabt mig. Ikke meget, men mine hofter og ribben kommer langsomt mere til syne. Mine bukser sidder lidt løsere. Bæltet kan spændes længere ind.

Jeg ved også godt hvorfor. De sidste par måneder har jeg sprunget flere og flere måltider over. I starten var det bare mellem måltiderne. Så missede jeg frokost en enkelt dag - men det kunne en stor aftensmad da veje op for. For lidt over to uger siden missede jeg min morgenmad. Og frokost blev til en grapefrugt. Og så har hver dag egentlig lignet den. Nogle gange også uden grapefrugt. Men altid med en stor aftensmad.

Måske er det lidt kommet snigende. Måske kan jeg ikke løbe uden at holde det regnskab, der helst skal gå i minus. Måske er jeg presset. Fordi jeg har brug for ikke at eksistere - jeg kan ikke håndtere virkeligheden, men mest af alt fremtiden - så hvis jeg bare bliver syg igen, så kan jeg måske ikke stoppe verden, men forsinke det hele. Bare en lille smule.

Det er en farlig leg.
Jeg ved det godt.
For den kontrol jeg har lige nu, varer ikke ved. Bare for to uger siden havde jeg ikke dårlig samvittighed over at spise hverken min aftensmad eller min grapefrugt.
I dag har jeg overvejet, om jeg skal spise den grapefrugt i 3 timer. Og jeg har fanget mit sind i at tænke på undskyldninger for ikke at spise aftensmad overfor min kæreste.

Men du skal ikke blive bekymret. På søndag skal jeg spise franskbrød, boller i karry og lagkage. Det skal nok gå - det er bare lige nu, at det hele sejler. Faktisk er det ikke engang kaos endnu, det er bare potentielt. Det er alt sammen bare potentielt.