Rask?

Jeg har jo sagt det 1000 gange før, og for mig er alt jo lidt skræmmende, men de rester der er tilbage af sygdommen har jeg brug for, i min egen lille sære bobbel af tryghed for at forsikre mig, at jeg ikke lige pludselig har været overspiser i over et år og vejer over 100 kg. 

Der er en masse der tricker SF-tanker, men de når kun til "du er ikke god nok" - så stopper jeg dem. Jeg har lært, at når jeg allermindst har lyst til at spise, så er det nok en god idé, at jeg gør det - så jeg kan få ro til at finde ud af hvor problemet i virkeligheden er. 

Det er hårdt. Men måske bare et forbehold man skal tage når man i mange år har brugt mad i stedet for ord. 

På de her dage
hvor angsten sidder lige under huden
men jeg ingen idé har
om hvad i al verden jeg er bange for
men bare kan mærke
helt, dybt, i hjertet
at mit behov
er
TRYGHED
og jeg for guds skyld slet
ikke kan finde den fandens tryghed
og min frustration kun vokser
og der er heller aldrig noget der fungerer
og hvorfor skal jeg altid være ked af det
og jeg vil aldrig få et normalt liv
og jeg er dømt til at leve miserabelt
og altid være dybt ulykkelig
og diagnoserne løber rundt inde i hovedet på mig
og måske er jeg også ved at få OCD

Skal jeg vist lige stoppe lidt op. Og huske mig selv på. Hvor meget af min tid der, i disse dag, rent faktisk går med at være ked af det. Og om det ikke lige netop er at have et normalt liv, dét at have dårlige dage?

Jeg ønsker mig kun lykke

Lykke kræver tilfredshed
Tilfredshed kræver selvværd
Selvværd kræver lav vægt

Og det her hænger ikke sammen.

For lav vægt VED JEG ikke giver lykke.

Lav vægt - lav energi - depression