Agnes Obel

Jaja, jeg ved godt, at hun bliver mere og mere mainstream. Men jeg elsker hende stadig, og har gjort det i laaang tid.

Moralsk dilemma

Hvornår er man sin partner utro? Er det ét blik på en anden, en tanke eller en lyst? Eller er det først når man helt konkret kysser nogen? Må man holde andre drenge i hånden, må man lyve om at se en af sine drenge venner, som man ikke har tænkt sig at lave noget som helst intimt med, men bare for at undgå et skænderi?

Jeg har lidt følelsen af, at det her forhold er ved at falde fra hinanden. Hans mor har fået kræft, og han har intet overskud til noget. Og jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at være i et forhold med samme pessimistiske, depressive type som jeg. Er det i orden? At være så ego, at man kun kan indeholde sine egne problemer, men at man stadig gerne vil være i et forhold? Rod i mit hoved.

Jeg kan godt genkende den her følelse, og den gør mig ængstelig. For jeg ved nu, at jeg ikke kan få hjælp. Hader voksenpsykiatrien, hader at jeg ikke kan få hjælp fordi jeg vil have en uddannelse og kæmper min røv ud af bukserne for at få en åndssvag hue på. Trangen til at sulte mig selv, trangen til at skære i mig selv, trangen til at knalde med alle mulige for at straffe mig selv for at have det skidt, for at få en eller anden bekræftelse forsvinder ikke mere. Sidst jeg havde det sådan her solgte jeg mig selv.

Jeg nægter, nægter, nægter at lade mine depressive tanker vinde over mig.

Husker du marts,april og maj i 2003?

Min mor bukkede sig ned foran mig, og signalerede med sin pegefinger, hun havde placeret midt på munden, at jeg ikke skulle sige noget nu. Hun tørrede mine øjne med hendes trøje og hviskede: ”Hvis bare, du kan være en stor pige nu, så snakker vi ikke om det”.

Tiden op til det havde været kaotisk. Min mor græd hver morgen, fordi min søster ikke ville stå op af sengen. Og når hun stod op, gik der flere dage før hun kom hjem. Ingen vidste, hvor hun var. Hun blev sendt på efterskole, men stak af. Hun blev sendt på kostskole, men stak af.

Nogle aftener kom hun hjem, grædende. Og brækkede sig ud over det hele. Hun havde kun had i sine øjne.

Hun stjal. Hun stjal vores alkohol. Hun slog min mor. Min stedfar slog hende, mange gange. Da hun stjal, truede han hende engang med en kniv. Hun solgte vores fjernsyn, og brugte pengene på det hvide stof, hun hurtigt kunne sniffe op igennem næsen og være et andet sted, hvor alt hendes mørke forsvandt. Jeg kunne ikke lade være, hun tog alt fra mig. Og da hun sagde, at hun også ville have sin toast i toasteren med min fik hun et nej. Jeg ville have min toast i fred. Min mad.

Hun forstod ikke meningen, der var jo egentlig plads til to. Så vi skændtes, som søskende gør. Men min stedfar blandede sig. ”Fuck af, dit svin” tror jeg nok, min søster råbte. Han blev sur, havde nået sin grænse. Min søster løb op ad trapperne, han løb efter hende og hev hende ned af dem igen i håret. Han slog hende, og hev hende op mod væggen, og tog fat om hendes hals.

Jeg græd, var 10 år. Hun slog ham, fik revet sig løs og løb. Løb væk fra os alle sammen. Inden hun løb råbte hun ”Jeg skal nok få jer væk herfra”. Jeg løb op på mit værelse, låste døren. Min mor sagde, at jeg ikke behøvedes at tage i skole næste dag, men jeg ville væk fra dem.

Det var en af de dage hun brød ind den første gang. Hun stjal nogle penge og fjernsynet. Hun brød ind på mit låste værelse, og fandt min låste dagbog, hvor hun rev de sider i stykker, der handlede om hende. Jeg havde skrevet, at jeg havde ondt af hende.

Anden gang var jeg hjemme hos min far. Sad nede på mit værelse, og legede med Barbie. Om en lykkelig familie. ”Din søster har brudt ind igen, du kan ikke komme hjem i morgen”, råbte han oppe fra køkkenet, ned gennem trappen og ramte mig. Min far kørte mig hjem til min stedfars forældre, der kørte mig hjem til min moster, der kørte mig ud til min mormor, og vi kørte ud til Fisketorvet. Det eneste, de fortalte mig var, at jeg ikke kunne komme hjem. Og jeg havde kun det tøj, jeg havde på. Så de købte noget nyt til mig. Og kørte igen hjem til min mormor. Der satte hun mig foran fjernsynet imens hun grædende skrev breve til min søster.

Også kom hverdagen igen. Jeg fik lov til at se min mor og mine søskende. Men jeg ville ikke se på min stedfar. Vi flyttede på et hotel, ikke ret langt fra, hvor vi bor. Og jeg startede i skole igen, selvom jeg ikke havde nogle af bøgerne. En morgen kunne jeg ikke finde mine nøgler. Imens jeg ledte begyndte jeg at græde. Jeg satte mig ned, og jeg kunne ikke stoppe. Efter en times tid tændte jeg for fjernsynet, stadig grædende. Det var den første gang, jeg pjækkede. Hver fredag, når jeg skulle møde lidt senere, blev jeg hjemme og græd. En af dagene kom min mor hjem og opdagede mig; ”Hvis bare, du kan være en stor pige nu” sagde hun. Og jeg spurgte, hvad der var sket med huset; ”Så snakker vi ikke mere om det”.

Så senere cyklede jeg forbi. Sofaerne var blevet sprættet op med en kniv, der lå iturevet papir på gulvene, der var skrevet på væggene ”DØ”, ”JEG HADER JER”. Alt var ødelagt, undtagen mit værelse og mine søskendes. De var som uberørt. Min søster har fortalt mig, at hun var kommet for at hente nogle af hendes gamle ting. Da hun så fandt ud af, at vi havde skiftet lås, blev hun sur. Også kan hun ikke huske mere. På papirerne fra retten står der, at hun smadrede for over 2 mio. kr. Hun fik 2 års betinget fængsel.

Jeg fyldte 11 på hotellet, og min klasse spurgte, hvorfor jeg ikke holdte fødselsdag. Jeg svarede, at vi boede på hotel, fordi vi var så rige og havde lyst til at prøve det.

Vi flyttede tilbage en måned efter. Dem, der havde ryddet op efter det, havde puttet alle de ting, der ikke skulle erstattes i flyttekasser og stillet dem ind på mit værelse. Der var kun en lille sti, hvor jeg kunne gå hen til min seng. ”ISS – når skaden er sket”, stod der på kasserne. Og det eneste jeg kan huske fra den tid er, at jeg tænkte, at skaden virkelig var sket.

For tre år siden ledte jeg efter nogle gamle ting. Jeg gik ud på det badeværelse, vi bruger som opbevaringsrum. Da jeg kiggede igennem tingene fandt jeg dem, de 50 udslåede papkasser, der havde fyldt mit værelse. ”Når skaden er sket” fik mig til at huske, nogle af de ting, jeg havde fortrængt. Og den anden dag sad jeg i stuen, lyset skinnede ind og jeg fik øje på en plet, der var hvidere, end de andre, og man kunne skimte, den sorte maling ”DØ”, havde der stået. Og sådan har jeg det i dag. Jeg genoplever det mareridt, mit sind havde fortrængt. Og nogle gange bliver jeg i tvivl. Om det er okay, at jeg er trist. Også husker jeg glimt. Af vold, stilhed og kaos. Så nogle gange bliver jeg nødt til at forstå, at hvad der aldrig fik lov til at hele, bliver nødt at til at syes sammen nu. Uanset smerten, og latterligheden af at disse gamle sår stadig er åbne. 

Bom bom bom bom

SÅ har jeg forsøgt at spise lidt mere. Onsdag var lort med 300 kcal i alt, men torsdag gik med 1700 kcal. Idag er jeg ved skrivende stund oppe på ca. 200 kcal. Så skal jeg bare lære at indtage de rigtige slags kcal og på de rigtige tidspunkter.
Vægten er stabil.

Men dette er IKKE meningen, altså forhelvede. Ikke en madblog. SÅ jeg kom ikke i skole idag. For første gang i et par uger. Normalt er der et par moduler om ugen, jeg ikke kommer til. Men jeg sad og snakkede med min mor, og glemte tiden.
Det var dejligt at snakke med hende. Jeg fik vendt nogle tanker omkring samværet med min bror, der medfører samvær med min søster. Selvom jeg ikke rigtig har lyst til at se hende, fordi hun er alt for dominerende. Vi snakkede om det svage jeg, man har i grænsepsykotiske tilstande, narcissistiske forstyrrelser m.m., da jeg synes hun har et ret stærkt jeg. Men min mor mener, at et stærkt jeg kan være en forsvarsmekanisme for at skjule sit svage jeg.

Nå, men det var lidt tanker fra her er der. Hav en fantastisk weekend!  Og en ret sjov video at starte den med! Værsgo grin på et sølvfad!

Krop umuligt forvirret

Min opfattelse af egen krop er fuldstændig bims. Mit BMI fortæller mig, at jeg er overvægtig, men når jeg ser på billeder af mig selv, kan jeg synes, at jeg ser ganske normal ud. Godt. Så her får i et par billeder, og jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg er virkelig fed eller bare normal 

 

 Billede af mine ribben, som er tydelige. Men jeg har et BMI på 29??

 Lår.

Måske lidt grænseoverskridende for nogen, men egentlig mest et billede til mig selv. For at vise, hvor lang tid siden det er, at jeg har skåret i mig selv. Og at mine ar også er en del af mig. 


Jeg ved godt, at jeg er lidt langt ude. Og jeg undskylder. For jeg har ikke en spiseforstyrrelse, ikke mere end alle har. For det er et generelt problem i samfundet, ihvertfald for kvinder, at man kan ikke blive sund nok. Og for det meste handler sund om mindst mulig kalorier.
Jeg kan glæde omverdenen med, at jeg idag har indtaget omkring 1000, hvilket er ca. det dobbelte af, hvad jeg normalt ville stræbe efter.

Nattetanker

Godaften -

Jeg er lidt svær at tage seriøst. Ihvertfald for mig selv. Klokken er på siddende numse 1:15.Og jeg har lige drukket dagens sidste kop kaffe, selvom kroppen hungrer efter MERE MERE MERE. Jeg elsker kaffe, højt.
Imorgen skal jeg op kl. 6, være i skole i 8 timer og derefter til køreundervisning, og hjem og skrive opgave. Måske ville jeg være mindre presset, hvis jeg lavede noget af opgaven nu. Men kan mærke, at min manglende lyst til at sove ikke er ensbetydende med, at jeg kan lave noget.
Vores vægt mangler batterier, så ved ikke, hvad jeg vejer. Det er svært.

I går var jeg i svømmehallen. Der var en mand, der lignede en, jeg har knaldet med. Jeg var der med min kæreste, han smilede til mig. Jeg skammede mig ikke så meget som jeg plejer, altså over min krop, men jeg har også tabt 8 kilo siden januar.

Ham der, jeg solgte mig selv til, han boede lige ved min skole, og jeg cykler ofte forbi hans lejlighed. Hans gardiner er væk nu. Så jeg cyklede forbi i fredags, og kiggede ind. Der er tomt. Fuldstændig. Måske er han i fængsel. Jeg håber det. Jeg håber, at han bliver banket i fængslet. For ti minutter siden græd jeg. Stod i undertøj foran spejlet og kiggede på min krop. Fik jeg sagt, at jeg græd? Jeg kiggede mig selv i spejlet, og jeg sagde: "Jeg håber, at du hader dig selv så meget, at du begår selvmord". Mest til ham. Men også lidt til alle andre.
Den der følelse af at have lyst til at gemme sig i en mørk hule er meget gennemtrængende. Og ville lidt ønske, at jeg stadig røg. Det plejer at dulme mine nerver lidt. I stedet for drikker jeg kaffe. Regner alligevel ikke med at sove. For jeg er bange. Jeg ved ikke helt, hvad jeg er bange for. Nogle gange tror jeg, at jeg er lidt for eksistentialistisk. Kan Sartre smitte?

Sommer!?!

Tænk, hvis nu det engang bliver sommer! Incroyable! Jeg tror næsten ej mine egne øren!

Og jaja billedet er et snyde billede fra Nice, men bare lyset. Man vågner jo op, og har måske ikke lyst til at dø :)

Får 1300 kr. tilbage af hr. skat. Har næsten lyst til at sige til dem, at de skal beholde dem og give dem direkte til voksen psykiatrien, for det bliver da ved med at være et helvede derover... Nå men de går de 100 % til feriekontoen, så jeg kan se noget rigtig sol til sommer. Helst i Grækenland m. ouzo og folkedans til dessert. 

Tag mig lige sammen

ALTSÅ! Nu skal jeg lige lade være med at blive virkelig crazy. Er i det mindste pænere, end eksens nye kæreste. Og i går spiste jeg: Et stykke rugbrød m. ost, et stykke agurk, en håndfuld chips og 1,5 l. kaffe. Plus en øl g en cider. Jeg løb 2 km og cyklede 12 km. 

Kan mærke, at dagen i dag bliver mindre aktiv. Pokkers regnvejr og træthed. Har indtil videre spist: En skål musli, et stykke mørk chokolade og en chokofant. 

Og lavet nada motion. 

Har lyst til at sove 50 timer i træk!

Ha' en god dag! 

Det var nok mest en lussing, jeg ikke havde set komme

Fredagens indlæg om min kære Hr. Ekskæreste var nok mest bare overraskelse. Jeg ved, at jeg ikke har nogen romantiske følelser for ham, men han betød meget for mig engang. Eller jeg ved ikke nogensinde, om jeg kommer til at være ligeglad. Men jeg er ikke forelsket i ham, på nogen måde. Det er bare svært det der med, at det nok mest bare var mig, han ikke ville være kærester med ude i offentligheden.
Og jeg vil nok altid være ambivalent i forhold til ham, da han var en kæmpe støtte for mig, men samtidig også knuste mig fuldstændig bagefter. Og der var jo ingen der vidste, hvor ondt det gjorde, for jeg havde jo ikke måtte fortælle noget om ham. Hele forholdet - den måde det startede, den måde det forløb, den måde det sluttede på - det var noget rod.
Men på trods, så var han min første gang. Ikke teoretisk set. Men den første gang jeg elskede, sådan virkelig rigtig, virkelig meget, virkelig sygt.

Og når jeg ikke vil have et menneske i mit liv, har jeg lidt en tendens til at fryse det ud. Bare lade som om, at personen er død. Det er måske lidt dumt, fordi jeg får et følelsesmæssigt chok hver gang jeg finder ud af, at et afdødt menneske, jeg engang elskede højere end mig selv, stadig går rundt i mellem alle mulige andre.

Smålighed pt. 2

Det her med Andreas og hans nye kæreste bliver ved med at sidde i mig. Som noget, jeg godt ved, at jeg ikke burde føle; og jeg burde slet ikke sige noget.
Jeg elskede ham nok. Rigtig højt. Jeg mødte ham i en periode af mit liv, hvor jeg mest af alt ville dø. Jeg var depressiv, på anti depressive piller, søvnløs og i stedet for at tage hen til gymnasiet flakkede jeg rundt i indre bys små, snørklede stræder. For jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen. Nej, jeg vidste godt, hvad jeg ville. Men jeg vidste også, at alt det jeg ville var umuligt, for det jeg ville var at være væk. Ikke altid død, men bare gemme mig. Så man kunne finde mig i Pisserenden, på en bænk på Højbro Plads, på en café med den sorteste kaffe. Men man kunne nok alligevel aldrig rigtig finde mig.
For jeg var der aldrig rigtig. Jeg sov aldrig helt, og var aldrig rigtig vågen. Gik rundt i en verden, som jeg helst så forsvinde fra mig - for alle andre vidste ikke hvor ondt det gjorde at være her, for så kunne de da ikke grine, vel?

Og pludselig var han der - men ikke ligesom alle de andre mænd var der. De tog det, de ville; og sendte mig ud i Pisserenden igen. Han sendte mig aldrig rigtig væk, han fik mig til at føle mig så tryg, at jeg sov lidt igen. At jeg fortalte ham om voldtægten, fortalte ham lidt om min opvækst, at jeg kyssede ham. Jeg havde lyst til ham. For første gang i mange måneder begyndte jeg at have lyst til ting.
Men han var 10 år ældre, jeg havde mødt ham på en side for homoseksuelle og biseksuelle, vi spillede badminton i samme klub. Så han bestemte, at vi var i et forhold. Men at vi ikke skulle sige det til nogen.

Og det var okay; jeg ville jo ikke tage ham med hjem til mine forældre. Han var jo lidt tyk på mavsen, havde fodsvamp, var ved at miste håret og prøvede at redde det med hårlak, så det lignede noget hentehårs-agtigt noget. Men jeg var lidt ligeglad; jeg har aldrig gået op i andres udseende, end mit eget. Og jeg begyndte at holde af ham - for stabiliteten, for omsorgen og fordi han gav mig noget, der mindede om kærlighed.

Vi havde sex. Hele tiden. Han var umættelig, han kunne ikke elske nok med mig. Og det var der min eneste selvtillid lå - et eller andet sted imellem lagnerne - så det var okay. Der var ikke noget, der kunne gør mere ondt, end det jeg følte, når jeg var mig. Så det var okay, at jeg begyndte at bløde nogle gange. Det var okay, at vi gjorde det, selvom jeg ikke havde lyst. Det er vel derfor, der findes spyt og cremer?
Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt nu. Så tragisk-komisk. At det føltes som om, at han reddede mig fra alle andres udnyttelse af mig; og i virkeligheden var han en af dem, der udnyttede mig mest.

Men det er jo ikke noget godt forhold, når det eneste man har lavet sammen i næsten et halvt år, har været at knalde. Javist, det var godt, men? Jeg sagde aldrig rigtig fra overfor noget, jeg sagde aldrig rigtig noget. For jeg var bange for at miste ham, og falde. Når jeg havde det som om, at jeg lige havde lært at stå på mine ben.
Så jeg lod ham kaste mig rundt; lod ham gøre lige dét, han ville. Ja, han slog mig en enkelt gang, svinede mig vist også til og skubbede mig ned fra sengen. Han fik mig til at føle mig værdiløs; men det værste der kunne ske ville være, at han gik fra mig. Og det gjorde han - men jeg fik ham tilbage. Og vi knaldede igen og igen og igen. Og jeg prøvede at skjule mine svagheder - måske ville han have mig, hvis jeg var glad? Så jeg smilede og forsøgte at foregive, at alt var som jeg ville have det. Og det var tæt på, han sagde til mig en måned inden, at han havde fortalt nogen af hans venner om mig. Men ja, så modtog jeg "Jeg ved godt, at det her måske er et lidt ømt emne. Men jeg har fundet en anden, som jeg nu er kærester med".

Og jeg tror aldrig, at jeg glemmer det helt. Min krop gør ihvertfald ikke. For jeg tog hjem til min søster, der var indlagt så jeg havde lejligheden for mig selv, og jeg kastede op og skar. I tre dage, uden søvn, uden mad.

Men pointen er jo ikke min sorg, pointen er jo, at han havde mig i sine hænder. Fuldstændig. Og han smed mig ned på jorden, og trampede på mig. Selvom han vidste, at jeg gik til psykolog en gang om ugen, og selvom jeg smilede, kunne han jo godt se, at jeg stadig skar i mig selv. Og han bemærkede jo også, at min vægt steg og faldt hele tiden, fordi jeg sultede mig selv og overspiste. Og han vidste, at min søster var indlagt efter flere selvmordsforsøg, og at min mor hele tiden råbte af mig, det var derfor jeg var meget hjemme hos ham, og ingen troede, at jeg gik videre til 2.g.

Han vidste, at jeg ville gøre absolut ALT for ham. Jeg tog på ferie med ham EFTER han havde droppet mig på sms. Fordi han så gerne ville. Og bagefter prøvede vi flere gange at finde sammen igen; men jeg har fået det bedre siden dengang - jeg kunne ikke indordne mig på samme måde. Jeg kunne ikke gå tilbage til en, der havde droppet mig to gange.
-Og så har han nerverne til at få en kæreste. I fuld offentlighed. Bare lige sådan. Når han vidste, at jeg havde gjort ALT for, at han ville være min kæreste. Det er 2 måneder siden han sidst skrev til mig, og spurgte om vi ikke kunne være venner, og jeg kunne komme hjem til ham og sove og..

Det sørgelige er, at han mener, at hans bedste egenskab er hans medmenneskelighed. Han græd til Michael Jacksons begravelse. Men da jeg helt nøgen og sårbar sagde til ham, at han ikke måtte kigge på mine ar, og om han ikke nok ville elske mig, selvom jeg godt vidste, at jeg slet ikke var værd at elske, fordi jeg bare var sådan en pædofile mænd købte og familiefædre voldtog. Men ville han ikke nok?
Var reaktionen, at man var kun så meget offer som man gjorde sig selv til.

Kan ikke finde ud af, om jeg vil have ham til at elske mig, til at dø eller bare til at være virkelig ulykkelig.

Smålighed

Jeg skærer jo ikke mere. Selvom det er det, jeg vil. Eller ikke vil, men det er det min psyke kræver nogle gange. At det skal gøre rigtig ondt. Jeg borer mine negle ned i mine arme. Tager helt kolde bade, eller virkelig varme. Og jeg hiver hårene af mine arme. Det er ikke pænt, det er ikke rigtigt. Men det er sandheden. At finde alternativer, som ikke giver ar. Min psykolog hjalp mig med det. Tror aldrig hun forstod, ved aldrig om jeg kommer til at kunne forklare det så jeg selv kan forstå det.

Når det er rigtig slemt torturerer jeg mig selv. Jeg går ind på min ekskæreste facebook-profil, og læser alt, hvad han skriver. Jeg googler "47 årig dømt betale unge sex", og læser de næsten identiske artikler om Ole, og hans overgreb. Og græder. 

I dag har jeg kørt mig selv ned, med min egen psykiske tortur. Og læst alle artiklerne, og været inde og se, hvad Andreas laver. Han har fået en kæreste. Og det er pisse frustrerende, at jeg bliver så ked af det. Det er så lang tid siden nu. Det er snart et år siden, jeg sidst så ham. Og to år siden vi slog op. Jeg vil bare gerne have, at han er ulykkelig. Det er utroligt så lille et menneske man kan være. Og nu hader jeg mig selv for det. Tror den her skrue er en af dem uden en ende. 

You stand in the doorway with a bag full of words that you can't say. Your distant eyes on the tv, your distant eyes won't see me. But it's written across the blue skies - you're scared to stumble and realise that underneath the cover we're all as frail as eachother

Kærlighed

Vi har nogle problemer. Og jeg er faktisk ikke helt sikre på, hvad de er. Om det virkelig er kærlighed, der drukner i hverdag og, at jeg ikke gider at være husmor, og vil have dig til at tage et ansvar for din egen opvask og din egen tøjvask. Eller om det er fordi, at vi har fået nogle roller i det her forhold, som er virkelig usunde. Du kan se mig som en streng mor, og du er nogle gange min irriterende lille dreng. Eller om jeg bare aldrig har elsket dig nok? At du bare altid har været et skridt foran, og villet gå skridtet videre. Så skulle vi være kærester, så skulle vi ses hele tiden, så skulle vi have fælles økonomi, så skulle vi dele alt, og bruge alt vores tid sammen. Og vi skulle flytte sammen, og vi og vi og vi. Og måske var det jeg ville bare at have en, som jeg kunne grine med, en som jeg kunne elske med, være tryg med. En jeg kunne bruge tid med, se film med, holde i hånden og føle mig tryg og føle mig som en del af noget. Måske ville jeg bare teste, om jeg kunne. Eller om det bare ikke var noget jeg kunne mere. 

Vi vil vel bare ikke det samme. 

Et sted imellem alt og intet

Det er der, hvor vi er, ikke skat? 

Alt er lidt forvirrende, lidt gråt. Og jeg aner ikke, hvem jeg er i morgen. Eller, om jeg har en kæreste. 

Er jeg psykisk syg nu, mor?

Jeg fik brev fra et behandlingssted, hvor jeg har været til to samtaler. De havde ingen tilbud, der passede de tidspunkter jeg kunne. For jeg har valgt at gennemføre min uddannelse fremfor at droppe alt 4 måneder før min hue, og gå i behandling.


"Du har det temmelig dårligt lige nu", "man kan formentlig forudse, at du vil have et behov, som ligger langt udover hvad vi kan honorere her omkring behandling", "...du kan fortsætte et støttende forløb hos en psykolog, som formentlig bør være temmelig langvarigt". 

Jeg føler, at de sygeliggør mig. Og jeg blev rigtig ked af det. Det er et brev fuld af håbløshed. Nej, for helvede. Jeg har været pisse uheldig. Jeg har oplevet slemme ting; jeg er ikke syg. Jeg er ikke syg. Og nu græder jeg igen. For hvad nu hvis, at jeg er syg? Og jeg aldrig bliver rask? Og jeg skal gå i gennem livet og ikke opleve lykken? Fordi jeg altid skal ødelægge alt ved alt, og altid finde fejl og aldrig bare være noget, men altid være så kompleks. Og så trist. For jeg kan ikke huske, at jeg har været lykkelig. Kun at jeg i få sekunder har smilet, og prøvet at klamre mig fast. Fast til en glæde jeg ikke engang rigtig følte.

Og måske ønsker jeg ikke engang at være lykkelig, for hvis jeg var; hvem var jeg så?

Jeg kan ikke stoppe med at høre den sang. Den kører hele tiden i mit hoved. Og den er mig. Den er så meget mig. 

Og jeg ved ikke

Det er svært for mig at skrive i øjeblikket. Synes, at hver gang jeg prøver at formulere de tanker, der kører rundt i hovedet på mig, kommer det til at lyde så voldsomt.
Og det er svært for mig, at jeg i snart et år ikke har modtaget fast psykologhjælp. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne bruge mine venner og min kæreste til at snakke, og få det bedre. Men jeg får ikke den samme respons - jeg falder bare. Når jeg snakker med min kæreste om et problem jeg har, siger han altid: "Bare rolig, skat, vi skal nok klare det sammen". Og jeg klarer ikke noget sammen med ham; jeg klarer ting alene. Jeg vil IKKE sammen med andre. Det er ikke mig. Jeg har brug for, at der er nogen, der gør det enkelt. Og siger imod. Ikke nikkedukker. Og nogle gange vil jeg bare gerne have et kram. Og lov til at skrige.

Jeg begyndte en slankekur for halvanden måned siden. Og har tabt 5-7 kg. Og jeg bliver mere og mere trist. Jeg har lyst til at sulte mig selv, jeg har lyst til at skære i mig selv. Jeg vil være så lille, at jeg kan gå i sneen uden at sætte nogen fodspor. Jeg er ikke god nok. Jeg kan ikke.
Her til aften løb jeg til jeg følte, at jeg skulle kaste op. Da jeg kom hjem spiste jeg til jeg følte, at jeg skulle kaste op. Og har været igang med mine øvelser, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke finde ud det her liv.