Og jeg ved ikke

Det er svært for mig at skrive i øjeblikket. Synes, at hver gang jeg prøver at formulere de tanker, der kører rundt i hovedet på mig, kommer det til at lyde så voldsomt.
Og det er svært for mig, at jeg i snart et år ikke har modtaget fast psykologhjælp. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne bruge mine venner og min kæreste til at snakke, og få det bedre. Men jeg får ikke den samme respons - jeg falder bare. Når jeg snakker med min kæreste om et problem jeg har, siger han altid: "Bare rolig, skat, vi skal nok klare det sammen". Og jeg klarer ikke noget sammen med ham; jeg klarer ting alene. Jeg vil IKKE sammen med andre. Det er ikke mig. Jeg har brug for, at der er nogen, der gør det enkelt. Og siger imod. Ikke nikkedukker. Og nogle gange vil jeg bare gerne have et kram. Og lov til at skrige.

Jeg begyndte en slankekur for halvanden måned siden. Og har tabt 5-7 kg. Og jeg bliver mere og mere trist. Jeg har lyst til at sulte mig selv, jeg har lyst til at skære i mig selv. Jeg vil være så lille, at jeg kan gå i sneen uden at sætte nogen fodspor. Jeg er ikke god nok. Jeg kan ikke.
Her til aften løb jeg til jeg følte, at jeg skulle kaste op. Da jeg kom hjem spiste jeg til jeg følte, at jeg skulle kaste op. Og har været igang med mine øvelser, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke finde ud det her liv.