Jeg fik brev fra et behandlingssted, hvor jeg har været til to samtaler. De havde ingen tilbud, der passede de tidspunkter jeg kunne. For jeg har valgt at gennemføre min uddannelse fremfor at droppe alt 4 måneder før min hue, og gå i behandling.
"Du har det temmelig dårligt lige nu", "man kan formentlig forudse, at du vil have et behov, som ligger langt udover hvad vi kan honorere her omkring behandling", "...du kan fortsætte et støttende forløb hos en psykolog, som formentlig bør være temmelig langvarigt".
Jeg føler, at de sygeliggør mig. Og jeg blev rigtig ked af det. Det er et brev fuld af håbløshed. Nej, for helvede. Jeg har været pisse uheldig. Jeg har oplevet slemme ting; jeg er ikke syg. Jeg er ikke syg. Og nu græder jeg igen. For hvad nu hvis, at jeg er syg? Og jeg aldrig bliver rask? Og jeg skal gå i gennem livet og ikke opleve lykken? Fordi jeg altid skal ødelægge alt ved alt, og altid finde fejl og aldrig bare være noget, men altid være så kompleks. Og så trist. For jeg kan ikke huske, at jeg har været lykkelig. Kun at jeg i få sekunder har smilet, og prøvet at klamre mig fast. Fast til en glæde jeg ikke engang rigtig følte.
Og måske ønsker jeg ikke engang at være lykkelig, for hvis jeg var; hvem var jeg så?
Jeg kan ikke stoppe med at høre den sang. Den kører hele tiden i mit hoved. Og den er mig. Den er så meget mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar