Fredagens indlæg om min kære Hr. Ekskæreste var nok mest bare overraskelse. Jeg ved, at jeg ikke har nogen romantiske følelser for ham, men han betød meget for mig engang. Eller jeg ved ikke nogensinde, om jeg kommer til at være ligeglad. Men jeg er ikke forelsket i ham, på nogen måde. Det er bare svært det der med, at det nok mest bare var mig, han ikke ville være kærester med ude i offentligheden.
Og jeg vil nok altid være ambivalent i forhold til ham, da han var en kæmpe støtte for mig, men samtidig også knuste mig fuldstændig bagefter. Og der var jo ingen der vidste, hvor ondt det gjorde, for jeg havde jo ikke måtte fortælle noget om ham. Hele forholdet - den måde det startede, den måde det forløb, den måde det sluttede på - det var noget rod.
Men på trods, så var han min første gang. Ikke teoretisk set. Men den første gang jeg elskede, sådan virkelig rigtig, virkelig meget, virkelig sygt.
Og når jeg ikke vil have et menneske i mit liv, har jeg lidt en tendens til at fryse det ud. Bare lade som om, at personen er død. Det er måske lidt dumt, fordi jeg får et følelsesmæssigt chok hver gang jeg finder ud af, at et afdødt menneske, jeg engang elskede højere end mig selv, stadig går rundt i mellem alle mulige andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar