onsdag den 30. juli 2014

Håbet var jo også kun spinkelt

Og livet har ikke ændret sig - med forskel fra, at jeg kastede mig ud i at turde at håbe, velvidende at håbet var midlertidigt - for kun at blive erstattet af - ikke skuffelse - men måske nærmere mod noget håbløshed.

Når jeg nogensinde det, jeg drømmer om? Skal jeg omstille mine drømme? På noget mere opnåeligt? Skal jeg stille mig tilfreds? Med det middelmådige? Evner jeg at kæmpe for, at andre skal se det brilliante i mig, når jeg konstant selv tvivler?

For måske er jeg bare ikke kvalificeret, det er ikke meningen at jeg skal studere på det niveau, jeg skal stille mig tilfreds med at være middelmådig? Er middelmådig et skældsord?

Men det er nok alt sammen for store spørgsmål i dag, hvor jeg også fordøjer ikke at være kommet ind på drømmestudiet. Jeg glædes da også over ikke at have grædt. Til gengæld har jeg spist, dog ikke kastet op - vil jeg gerne understrege. Det er enorme mængder, der er røget i mig, men jeg har ikke kastet op - på trods af at jeg har været alene hjemme hele dagen. C'est pas la peine, lev livet og følg dine drømme.

I'll be back 

onsdag den 16. juli 2014

Der findes to slags mennesker

Det er egentlig sjovt, hvordan nogle bare kaster sig hovedkuls ud i livet - ikke uden frygt, men med visheden om, at det jo nok enten bærer eller brister - også tager vi den fra der.

Og nogle sidder, som jeg, bag skærmen. Og tør ikke rigtig at.. leve. Jovist, jeg har kastet mig - og det hele har været bristet. Men måske er jeg bare ikke helt noget til der, hvor jeg synes, at det hele gjorde mig klogere. Jeg er kun blevet længere tid om at hele.

Velvidende, at jeg vil fremad - jeg vil ikke gå i stilstand lige her, og det er forresten ikke engang en mulighed - sidder jeg og læser jobannoncer. Med hjertet siddende op i halsen. Jeg er slet ikke bange for at få et nej, jeg er bange for at få et ja. For det er kun et spørgsmål om tid, før de gennemskuer mit bluff.

Og helt ærligt - det nederlag er jeg ikke i stand til at modtage. Så stopper jeg måske bare kampen og arbejder i supermarkedet resten af mit liv. Hvilket jeg forresten heller ikke er god til.  

fredag den 4. juli 2014

Barndommen er slut

Det her har været længe undervejs.
Faktisk et år.
Et langt år fyldt med sorg, vrede, men mest af alt, bitterhed.
Over vores forstyrrelser; din personlighed og min spise. Over kampen om behov; dit for at være dig, og mit for at være mig. Over ikke at kunne forenes. At kompromis ikke var en mulighed; det var enten eller. Din eller min lykke.

Kan du huske alle de gange du tog mine nøgler, og cyklede væk for, at jeg ikke skulle gå? Eller dengang du kom til at smide din trøje i toilettet, og jeg gjorde det samme. Bare fordi, du syntes det var pinligt at sige til de voksne, og det var mindre pinligt, hvis jeg også havde gjort det? Eller dengang du fik dit første angstanfald, og blev vred på mig, fordi jeg senere forsøgte at lave matematik, og du havde brug for at snakke? Hvad med dengang på psyk. skadestuen, hvor du kom styrtende, efter jeg havde ringet, og du havde hende din klassekammerat med, og hun absolut ingen situationsfornemmelse havde? Og mit i min dybe depression, kiggede vi bare på hinanden og grinte?
Og alle de gange vi drukket os fulde og grint og grædt og råbt og passet på hinanden?

Alle kan vokse fra hinanden. Jeg troede bare ikke, at det ville ske for os. Jeg troede aldrig, at al min kærlighed til dig kunne overskygges af andet. Og slet ikke af vrede, sorg eller bitterhed.

Men det føltes som om, at du tog mit hjem fra mig. Det føltes som om, at du tog mig fra mig. Og spurgte om jeg ikke kunne være en anden. Og om jeg ikke nok ville gøre så meget plads til dig, at der ikke var plads til andre. Faktisk ikke engang plads til mig selv. Og det var hårdt. Og jeg skulle have sagt noget meget før, end jeg gjorde. Men det gjorde jeg ikke. Og da jeg endelig gjorde, og du stod der og skreg af mig. Og lige dér kunne jeg ikke mere.