Barndommen er slut

Det her har været længe undervejs.
Faktisk et år.
Et langt år fyldt med sorg, vrede, men mest af alt, bitterhed.
Over vores forstyrrelser; din personlighed og min spise. Over kampen om behov; dit for at være dig, og mit for at være mig. Over ikke at kunne forenes. At kompromis ikke var en mulighed; det var enten eller. Din eller min lykke.

Kan du huske alle de gange du tog mine nøgler, og cyklede væk for, at jeg ikke skulle gå? Eller dengang du kom til at smide din trøje i toilettet, og jeg gjorde det samme. Bare fordi, du syntes det var pinligt at sige til de voksne, og det var mindre pinligt, hvis jeg også havde gjort det? Eller dengang du fik dit første angstanfald, og blev vred på mig, fordi jeg senere forsøgte at lave matematik, og du havde brug for at snakke? Hvad med dengang på psyk. skadestuen, hvor du kom styrtende, efter jeg havde ringet, og du havde hende din klassekammerat med, og hun absolut ingen situationsfornemmelse havde? Og mit i min dybe depression, kiggede vi bare på hinanden og grinte?
Og alle de gange vi drukket os fulde og grint og grædt og råbt og passet på hinanden?

Alle kan vokse fra hinanden. Jeg troede bare ikke, at det ville ske for os. Jeg troede aldrig, at al min kærlighed til dig kunne overskygges af andet. Og slet ikke af vrede, sorg eller bitterhed.

Men det føltes som om, at du tog mit hjem fra mig. Det føltes som om, at du tog mig fra mig. Og spurgte om jeg ikke kunne være en anden. Og om jeg ikke nok ville gøre så meget plads til dig, at der ikke var plads til andre. Faktisk ikke engang plads til mig selv. Og det var hårdt. Og jeg skulle have sagt noget meget før, end jeg gjorde. Men det gjorde jeg ikke. Og da jeg endelig gjorde, og du stod der og skreg af mig. Og lige dér kunne jeg ikke mere.