tirsdag den 28. juni 2011

Grænseland

Jeg bevæger mig igennem nattens røg og kulde og mennesker, der alle sammen virker lidt for fulde.
Nogle af dem smiler og vil snakke og tale, men de fleste er i virkeligheden for langt væk i rusen og musikken. Og en stærk arm holder om mig, og jeg læner hovedet mod en rar skulder og lukker øjnene og i sekunder er han den jeg vil leve med, elske med og røre ved og lave mad med og skændes over opvasken med. Og så selvom jeg godt ved, at jeg helst nok bare ville være bare mig, uden nogen ham, så står jeg alligevel der - midt imellem at håbe, at han vil elske mig og håbe, at han glemmer mig, og at han bare er en løgn.

mandag den 27. juni 2011

De sidste tre år - dræbende langt indlæg

Da jeg begyndte på gymnasiet var jeg midt i en depression. Havde været på socialforvaltningen for at tigge om at få lov til at flytte, skrev tusinder af digte om mørke og selvhad og jeg prøvede virkelig hårdt at fortrænge Michaels krænkelse. Virkelig hårdt. Jeg knaldede rundt omkring med lidt af hvert. Jeg var ret langt ude. Jeg begyndte til psykolog efter lægesamtaler i efteråret, og jeg begyndte at sælge min krop.
Og den vinter var ubestridt den hårdeste i mit liv.
Min søster afleverede min nevø på børnehjem, og blev indlagt på den lukkede. Jeg fik min første kæreste, der byggede mig for at total smadre mig, der var politiafhøringer og møder på socialfovaltningen. Min søster forsøgte igen og igen at tage livet af sig selv igennem hele foråret. Og jeg levede halvt på afdelingen, hvor jeg besøgte hende og alle de andre syge mennesker, der blev mine venner, hver dag. Og pludselig var det slut. Altså 1.g.

2.g skulle være et rart år, det havde jeg selv bestemt. Jeg kickstartede ved at tage vildt meget på og have sex med eks. Og alle mulige andre. Og det blev for meget, jeg ville have det godt, virkelig. Så jeg gik i cølibat, fortsatte til psykolog. Min søster forsøgte igen og igen at begå selvmord og hun blev indlagt på den lukkede i to måneder, hvor hun fik elektrochok. Og ellers prøvede jeg bare at hænge i, og fortsætte. Fortsætte med det liv og den uddannelse jeg faktisk var igang med, selvom hvert sekund føltes som en kamp. Jeg kæmpede mig op af sengen hver dag, tog i skole hver dag, tog hjem og sov hver dag. Jeg afsluttede mine psykologsamtaler om sommeren, fordi jeg var fyldt 18.

Sommeren var rar og dejlig. Jeg havde ryddet op i mennesker. Veninder, der var dårlige for mig, og min søster havde jeg smidt ud af mit liv. Fordi med dem i mit liv kunne jeg ikke være lykkelig, der var for meget drama. Jeg mødte en sød dreng, og følte endelig at jeg var ved at komme mig over min eks. Skolen startede og det gjorde vores forhold også. Jeg slap for at være hjemme, vi var elskende. Efter kun 2-3 måneders forhold blev magien brudt og et brev med en vidneindkaldelse ødelagde meget i mig. 3 måneders frygt endte med en retssag, hvor jeg alligevel ikke skulle vidne og svinet fik 3 mdr. betinget og 3 mdr. ubetinget.
Starten af det nye år var hårdt. Kærestens mor fik konstateret brystkræft, min mor skulle til Tyskland og opereres, jeg kæmpede med vægten. Og gør forresten stadig. Og det er vel det, der har overskygget alt det sidste halve år. Mad og vægt. Ikke en dag uden tankerne går på kalorier og mad og skal jeg spise idag, eller skal jeg lade være?

Tykke Ditte for et år siden

Efter vognturen har jeg mistet stemmen og taget to kilo på - men  her var jeg endelig nede under de 80. 

Endelig fik jeg den nu højt elskede hue



Og nu sidder jeg her, med huen på. Jeg klarede det fandeme. Imod alle odds. I 1.g sagde en af mine lærere til mig, at jeg nok ikke skulle betale depositum til studietur - jeg ville jo nok ikke gå der til den tid. Men jeg gjorde det - og det endda med et snit på 7,7. 2 12-taller, 3 10-taller, 1 7-tal og 2 4-taller blev mine eksamenskarakterer. Og i ved i hvad? Jeg er faktisk stolt af mig selv. Jeg kunne have gjort mange ting bedre, men jeg kunne godt nok også have klaret alt værre. Tror jeg vil skrive en mail til min gamle psykolog og sige tak. Uden hende var jeg knækket i 1.g. Ikke bare i skolen, men i livet.




"Cause it makes me that much stronger 
Makes me work a little bit harder 
It makes me that much wiser 
So thanks for making me a fighter 
Made me learn a little bit faster 
Made my skin a little bit thicker 
Makes me that much smarter 
So thanks for making me a fighter "

søndag den 19. juni 2011

1 eksamen

Dansk imorgen. kl. 14 får jeg huen på - det bliver sindssygt!!!

fredag den 17. juni 2011

Karakterer

Jeg er lidt tom. Lidt meget. Eksamenerne går godt - rigtig godt. 4 i mundtlig og skriftlig fransk, 10 i psykologi og historie og 12 i AT projekt. 7 i skriftlig engelsk og 10 i skriftlig dansk. Mit snit er på 7,5, som er mere end rigeligt til at komme ind på den uddannelse jeg gerne vil have. 
Lidt tom, fordi det er slet ikke karaktererne der betder noget. Kun hvis det går dårligt. Men når det går godt, gør det jo ikke en lykkelig. 

Jeg kommer tit til at skrive "man" og "en" istedet for at skrive "Jeg". Det er det, det konforme menneske gør. Man-mennesket, der ikke tager ansvar for noget. Men jeg føler, at jeg hele tiden tager ansvar, og hele tiden tager livet op til revurdering. Og har taget eksistentialistiske beslutninger. Men det var bare en tanke. 

onsdag den 15. juni 2011

Eksamen

Jeg har 24 timers eksamen i psykologi lige nu. 
Tanker om mit skænderi med min far igår, papirerne om min søster jeg fandt, kalorier, hele det her med min nye bror, at min kæreste er min ekskæreste,  vægttab på over 22 kg, alt det der er sket, det løber rundt i mit hovedet sammen med det emne jeg har trukket; "Ungdom og senmodernitet" og "Socialpsykologi" og navne som Giddens, Bourdieu, Sartre, Riesmann, Frankl og Mahler  står på indersiden af mine øjenlåg. 
Og jeg kan ikke fokusere.
 Imorgen. Imorgen kl. 10 er der kun en eksamen til huen, og huen er min fortjeneste ingen tage fra mig. - den kan ingen tage fra mig. Det er den jeg har kæmpet for. Også forhåbentlig et gennemsnit der kan tage mig steder hen, hvor jeg kan blive til noget. 


  

tirsdag den 14. juni 2011

Fortidens slør

mandag den 13. juni 2011

Tag mig lige sammen!!

Hvornår lærer jeg, at 45 minutters løb efter 30 minutters cykling på en bund af 800 kcal indtaget for 7 timer siden, er en rigtig dårlig idé og er lig med lots of kvalme. Overvejer at spise noget, men kan ikke bestemme mig for, om det gør det hele bedre eller være. Eller om hvis det gør godt fysisk, bare ødelægger psykisk.
Har ikke turdet at stille mig på vægten de to sidste dage, fordi jeg bare har holdt de største ædefester med mig selv. Ad. Jeg gør det imorgen, og måske spiser jeg noget vandmelon. 30 kcal pr. 100 gr. er jo til at leve med. Mangler også væske.

Tid

Det sidste års tid har jeg været enormt stresset. Jeg skulle hele tiden prioritere, om mit sidste år på gymnasiet, min familie, min kæreste, motion eller mine veninder var det vigtigste lige nu.

Lektier og opgaver blev lavet i transport tiden imellem kæreste og familie, hverdagsaftener med veninder blev sene og weekender blev reserveret til familie og kæreste. Altid noget, jeg ikke nåede.
Nu er der ingen kæreste længere. Og veninder jeg gider at se, er reduceret til 2. Min søster er ikke en del af mit liv i øjeblikket, og dermed er der "kun" 4 søskende at huske at se. Min far er ikke en del af mit liv lige pt., han har valgt ikke at prioritere tid med mig, så jeg gider ikke at tage kontakt. Ikke mere.
Skolen er slut - det er bare læsning.

Så lige pludselig er der en del mennesker, der er elimineret fra mit liv. En del transporttid sparet. En del tid mere, hvor jeg bare føler mig ensom. Og savner ham. Lort. Jeg hader den slags tid, ensomhedens tid. Jeg er ikke god til det. Jeg skal holde mig selv igang, ellers skær jeg. Jeg skal holde mig selv igang.

fredag den 10. juni 2011

Når ens drøm ikke er det man vil have

Jeg har fundet ud af problemet. Problemet imellem mig og den nuværende eks. Problemet var vel hos mig, fordi det var mig, der ikke vidste, hvad jeg ville have, og hvordan skulle han så vide, hvordan han kunne give mig det? 

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil have, men jeg ved godt, hvad mit problem er. Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg vil være barn eller voksen. Det er et dilemma jeg møder hver dag - det jeg drømmer om, og det jeg har brug for.
I min drøm er jeg voksen. En rigtig voksen, der bager groft brød og holder vaske-søndage og har børn og mand og søndage ved søerne. Går i højtaljede nederdele og binder mit hår op i en stram knude, uden at ligne en, der klæder sig ud. Jeg har sgu styr på det, i drømmen. Arbejde, mand, skønhed, følelser. Men det er vel ganske almindeligt, at man drømmer om at have styr på det.

Problemet er, at det slet ikke er det jeg vil. Jeg har ikke lyst til at have styr på det hele, eller bage groft brød til min mand og bare vise hele verden, hvor styr på alt jeg bare har. Sådan er jeg ikke. Jeg har ikke styr på andet, end mig selv. Og det har jeg BEHOV for. MIG. At jeg er mig, og prøver at få det koncept til at fungere så godt jeg kan.

Jeg gider slet ikke være så voksen, jeg er okay med at gå i spraglede kjoler og have løst hår. Det er faktisk det jeg egentlig vil. At være lidt fri for de forpligtigelser jeg ikke selv har foretaget. At få en pause fra at se på min mor blive sygere, min lillebror blive mere indelukket og værst af det hele.. en pause fra at se min lillesøster udvikle sig til at blive.. mig. Og bare føle mig helt magtesløs.

Også prøver jeg at skabe nogle ordentlige rammer for dem, prøver at lave ordentlig mad til dem, med masser af grønt, men jeg har ikke selv overskuddet til at spise noget af det, så når jeg bagefter forsøger at gøre hele huset rent kollapser jeg, fordi jeg intet energi har tilbage i min krop.
Og jeg kan ikke redde de her mennesker, eller det her hjem. Ikke når jeg selv har det sådan her. Så giv mig et sted at bo, et sted hvor jeg kan få en pause og prøve at bygge mig selv lidt op - før alt det andet ødelægger mig helt.
Jeg vil flytte hjemmefra, for at kunne være et barn. Er det ikke lidt paradoksalt?

Jeg vil have en pause. Men mest fra mig selv. Og de drømme, jeg i virkeligheden slet ikke drømmer.

Forresten går mine eksamener strålende, og det ser ud som om, at jeg kan komme ind på studiet uden problemer.

onsdag den 8. juni 2011

Når hun råber

Jeg er lige kommet hjem og klokken er lidt over 3. Her er stille, i det her store, hvide hus. Jeg bor i forstaden til København, forstaden til sindssygen. Min bedste veninde hørte stemmer igår. Det er en underlig følelse.
Jeg har været langt, dybt, helt nede og røre bunden. Også er jeg faldet længere ned. Hun har altid været der - parat til at råbe på en voksen, hvis jeg skulle forsøge at drukne mig. Og nu er det hende. Min stærke, smukke, ansvarsfulde veninde, der har brug for at verden behandler hende pænere.
Og jeg siger til verden, faktisk hver eneste dag, at den skal tage sig sammen, og at hun er en dejlig pige - hjælp hende. Jeg ved, at jeg inspirerer hende, så jeg prøvede at fortælle lidt.

Vi snakkede sammen uafbrudt i 6 timer, imens vi gik rundt på grænsen mellem forstaden og hovedstaden.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan studere det jeg vil. Jeg er ikke stolt af de karakterer jeg får. Jeg finder ikke min glæde i at klare mig godt i skolen. Jeg bliver nødt til at indse, at det er nogle andre kampe, der er vigtige for mig. Jeg har ikke rene 12-taller på mit eksamensbevis, men jeg skær ikke i mig selv. Min kæreste er gået fra mig, og jeg har ikke skåret. Og det er mit 12-tal.
Når man har kampe, som er svære at vinde og ikke giver sig til udtryk på karakterbogen bliver man nødt til at være stolt, når man vinder. På trods. Det er vigtigere at gå i sin behandling, forblive mentalt rask og ikke lade angsten overvinde én, end at man klarer sig godt til en årsprøve.

Men jeg bliver bange. For når hun råber, råber hun fordi ulven virkelig er der. Ellers gjorde hun det ikke. Og der er en gnist i hendes øje, der ikke længere er. Og en glæde bag hendes grin, der er forsvundet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Andet end at sige, at jeg rejste mig. Jeg kæmper for at stå, men jeg rejste mig. Og jeg elsker hende, og ved hvor meget glæde verden kunne få af hende.
Hvis bare den verden gad at opføre sig pænere, når hun nu råber

Også forresten. Tallet på vægten svinger lidt imellem 80-81 kg. Og jeg prøver ikke at være hysterisk omkring tallet. Shortsene jeg her har på købte jeg sidste sommer, og for 5 mdr siden kunne jeg passe dem. Det er fandme vildt.
.

mandag den 6. juni 2011

Vrede, bitterhed. Sorg. Savn.

En konstant veksling imellem de 4 følelser er mit liv lige nu. Og jeg lever, stadig.
Jeg skal til Kreta om en måned, så jeg har ikke skåret i mig selv. Jeg skal være alene 12 dage efter, og der ved jeg, at der bliver alt svært. Mine tætte veninder og familie er bortrejst, det er bare mig og 200 kvms hus.
Men ingen selvskade, endnu.

Jeg tabte mig 2,4 kg. på et par dageog har efter der taget 400 gr. på. Jeg stoppede med at spise. Efter sloganet: Jeg har ikke brug for mænd, jeg har ikke brug for kærlighed, jeg har ikke brug for mad, jeg har ikke brug for søvn, jeg har kun brug for kaffe. Og kaffe er stadig min primære kilde til energi. Men jeg prøver, for jeg ved godt, hvor usundt det er at lade være med at spise helt. Så et måltid om dagen er indtil videre mit mål, selvom jeg prøver at sætte mit indtag lidt op. For det tærer på mit humør, min energi, på hele mit liv - altså ikke at spise. Og det må det ikke, det må ikke få kontrollen over mig.

Jeg har haft min telefon og computer slukket i et par dage. I frygten for, at han ikke har skrevet, men også i frygten for, at han havde. Idag tog jeg springet ud i virkeligheden igen, og ikke et ord har jeg hørt. Ikke siden beskeden, hvor han slog op og den efterfølgende besked, hvor han sagde, at jeg skulle hente mine ting.
Det er underligt, at nogen man brugte så meget tid på og planlagde en fremtid med - og på trods af skænderier, følte sig så tryg ved.. At det bare forsvinder. Fra det ene sekund til det andet. Uden at jeg rigtig nåede at forstå, hvorfor kærligheden bare ikke var nok mere.
Så jeg har kun mine egne gæt på, hvorfor jeg ikke er god nok. Og jeg har mange af dem, og det er farligt. Men jeg prøver at bruge alle de værktøjer jeg har til at overleve. Jeg ved, at jeg ikke kan præstere mit bedste hver dag; jeg kan kun prøve, og det er godt nok, ikke?

onsdag den 1. juni 2011

..

Status: Jeg har ikke skåret i mig selv. Jeg har presset mig selv til at indtage 500 kcal.

Jeg har det ad helvedes til. Fuck, fuck, fuck.

Slut

Jeg er ikke stærk nok til det her