Vrede, bitterhed. Sorg. Savn.

En konstant veksling imellem de 4 følelser er mit liv lige nu. Og jeg lever, stadig.
Jeg skal til Kreta om en måned, så jeg har ikke skåret i mig selv. Jeg skal være alene 12 dage efter, og der ved jeg, at der bliver alt svært. Mine tætte veninder og familie er bortrejst, det er bare mig og 200 kvms hus.
Men ingen selvskade, endnu.

Jeg tabte mig 2,4 kg. på et par dageog har efter der taget 400 gr. på. Jeg stoppede med at spise. Efter sloganet: Jeg har ikke brug for mænd, jeg har ikke brug for kærlighed, jeg har ikke brug for mad, jeg har ikke brug for søvn, jeg har kun brug for kaffe. Og kaffe er stadig min primære kilde til energi. Men jeg prøver, for jeg ved godt, hvor usundt det er at lade være med at spise helt. Så et måltid om dagen er indtil videre mit mål, selvom jeg prøver at sætte mit indtag lidt op. For det tærer på mit humør, min energi, på hele mit liv - altså ikke at spise. Og det må det ikke, det må ikke få kontrollen over mig.

Jeg har haft min telefon og computer slukket i et par dage. I frygten for, at han ikke har skrevet, men også i frygten for, at han havde. Idag tog jeg springet ud i virkeligheden igen, og ikke et ord har jeg hørt. Ikke siden beskeden, hvor han slog op og den efterfølgende besked, hvor han sagde, at jeg skulle hente mine ting.
Det er underligt, at nogen man brugte så meget tid på og planlagde en fremtid med - og på trods af skænderier, følte sig så tryg ved.. At det bare forsvinder. Fra det ene sekund til det andet. Uden at jeg rigtig nåede at forstå, hvorfor kærligheden bare ikke var nok mere.
Så jeg har kun mine egne gæt på, hvorfor jeg ikke er god nok. Og jeg har mange af dem, og det er farligt. Men jeg prøver at bruge alle de værktøjer jeg har til at overleve. Jeg ved, at jeg ikke kan præstere mit bedste hver dag; jeg kan kun prøve, og det er godt nok, ikke?