Tid

Det sidste års tid har jeg været enormt stresset. Jeg skulle hele tiden prioritere, om mit sidste år på gymnasiet, min familie, min kæreste, motion eller mine veninder var det vigtigste lige nu.

Lektier og opgaver blev lavet i transport tiden imellem kæreste og familie, hverdagsaftener med veninder blev sene og weekender blev reserveret til familie og kæreste. Altid noget, jeg ikke nåede.
Nu er der ingen kæreste længere. Og veninder jeg gider at se, er reduceret til 2. Min søster er ikke en del af mit liv i øjeblikket, og dermed er der "kun" 4 søskende at huske at se. Min far er ikke en del af mit liv lige pt., han har valgt ikke at prioritere tid med mig, så jeg gider ikke at tage kontakt. Ikke mere.
Skolen er slut - det er bare læsning.

Så lige pludselig er der en del mennesker, der er elimineret fra mit liv. En del transporttid sparet. En del tid mere, hvor jeg bare føler mig ensom. Og savner ham. Lort. Jeg hader den slags tid, ensomhedens tid. Jeg er ikke god til det. Jeg skal holde mig selv igang, ellers skær jeg. Jeg skal holde mig selv igang.