Det regner, og det sner. Og jeg har lige grædt.

Det regner, og det sner. Og jeg har lige grædt. Min mor vil stoppe med kemoterapien. Det er ikke en fair kamp. Kemoterapien for, at kræften ikke kommer igen og sclerosen, der bare får lov til at angribe, og næsten har taget hendes evne til at gå og holde balancen. Eller ingen kemoterapi, måske en kræft der kommer igen og tilgengæld kan hun træne sine muskler og måske på den måde have lidt livskvalitet. 

Så det er ikke en nem beslutning. Jeg ville ønske, at hun tog kemoterapien færdig. Der er trods alt kun få uger tillbage. Men det er ikke min krop, og det er ikke mit liv. Jeg har bare lige grædt. 

Kæmper kampe

Jeg har kæmpet mange kampe. Jeg bliver snart 23 år, men jeg har kæmpet mange kampe. Engang var det min kamp for omsorg. Omsorgen, der blev til overgreb. Der så blev en kamp om selvværd - en kamp jeg tabte gang på gang. Som en pige, der ikke var mange penge værd. Det blev til en kamp om livet; en kamp om, om jeg var nok værd til at leve det. Forfulgt af kampen om, om jeg egentlig magtede at leve. Jeg kæmpede for ikke at blive psykisk syg, og i min kamp for dette kæmpede jeg for at tabe mig. Så kæmpede jeg for at blive rask, men ikke blive tyk. Også kæmpede jeg for at lade mig elskes. Kæmpede for et hjem, kærlighed og for at have et liv.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg kæmper for lige nu. Om jeg kæmper? Det føles som en kamp, mest fordi det er svært. Jeg er bange, jeg er ked af det, jeg er udmattet.
Jeg har vundet mine kampe. Men måske har jeg vundet alle dem jeg burde?

Klump i maven/Sindssyg kælling/jeg dør af jalousi

"Forresten kan vi låne C's forældres sommerhus.. Så vi tager derop i sommerferien i en weekends tid. Mig og de andre fra studiet, altså"

Sagde han. Min smukke, dejlige, tro, loyale, kærlige, tålmodige kæreste. Og selvfølgelig skal han det. Selvfølgelig skal han drikke sig i hegnet i en weekend med dem fra hans studie. I en hel weekend. Også selvom der kun er en dreng. Og resten er 4 piger. Selv-følge-lig skal han det.

Jeg kan bare ikke lade være med at få klump i maven. Jeg har så svært ved at overhøre den onde, onde stemme indeni mig, der fortæller mig, at det her bliver enden på vores forhold.
Jeg kan næsten se ham komme hjem, helt brødbetynget, undskyldende. "Det var bare et kys" siger han. Men det kys har startet en lavine af forelskelse og udforskning af noget nyt. Noget der ikke har syge forældre, noget der er på kanten, noget der ikke ofte har følelsen af at bryde lidt sammen. Noget der ikke er mig, noget der er en af de piger.
Og jeg ved, med hele min fornuft, at det ikke kommer til at ske. Han elsker mig, virkelig. Jeg stoler på, at hvis han skulle stoppe med at elske mig, ville han sige det. Fremfor at gå bag ryggen på mig med en studieveninde.

Men det min fornuft har sværere ved at modargumentere er, at måske er dét det, der får os til vokse fra hinanden. Jeg nyder ikke at drikke mig fuld. Jeg har ingen interesse i sladder. Når jeg forestiller mig, hvordan jeg allerhelst vil bruge min fredag aften får jeg et billede af et rent hjem, en masse tændte stearinlys, manden (uden tøj på), mig (i nattøj), liggende helt tæt op af hinanden, kyssende og grinende se x-factor. Måske endda med en skål slik efter vi (selvfølgelig) har spist en god bøf. Eller også bare nogle vindruer. Nå. Det skulle ikke handle om mad.

Det jeg frygter er bare, at hans tætteste studievenner er unge mennesker. Af alder og af sind. De drikker øl, ryger en pind i ny og næ og diskuterer tinder og mænd som var det det vigtigste i verden.
Jeg er klar. Ikke til børn (for guds skyld), men til tryghed og tosomhed. Det er det, der gør mig glad og tryg og lykkelig. Og sådan har han det også. Nogle gange. Andre gange har han brug for (mange) øl og en pind i ny og næ og være ung.

Og det er der intet galt med! (fortæller jeg mig selv igen og igen og igen). Man kan sagtens have forskellige behov - for helvede, jeg tror de parforhold, hvor de altid har nøjagtig de samme behov, hele tiden er virkelig usunde. For det er umuligt, og så er der en der hele tiden undertrykker sit behov - og der går det galt. Det handler om at give plads; når jeg en sjælden gang er ude og svinge mit træben sidder han jo heller ikke sur og bebrejdende derhjemme og siger "jamen, jeg troede bare vi havde putte aften..."

Forresten nytter det jo heller ikke noget at gå og bekymre sig om at vokse fra hinanden. For hvis det er det, der sker er der jo ikke noget man kan gøre for at forhindre det, vel? Så vokser man bare i forskellige retninger, vil forskellige steder hen, har forskellige mål - og heller ikke det, skal man da stå i vejen for.

Jeg ved godt, hvordan det er at ville noget, og så står der en jeg holder meget af lige ved siden af og fortæller mig, hvor meget det vil såre hende, at jeg får opfyldt mit behov. At det jeg har brug for, vil gøre hende mindre vigtig. Og måske mindre værd i livet. Og hun kunne da også bare tage på psyk, også kan jeg passe min egen lykkelighed, mens hun svælger i sin ulykkelighed. Og det er vitterligt noget af det værste, for min intention var jo bare at være glad. Præcis ligesom min kære mands intention er at have det sjovt med sine venner.

Og det er netop det, at jeg formår at tænke alle de her tanker fra det tidspunkt hvor vi ligger i sengen, og han spørger om jeg ligger og savler på ham. Jeg siger nej, jeg havde bare vandede øjne.
"Du græder ikke, vel" - og jeg er så tæt på virkelig at bryde sammen, fortælle ham hvor meget den sommerhustur allerede påvirker mig, og om han ikke bare vil lade være. Bliv her, sammen med mig, for altid. Ligesom vi har snakket om så mange gange; lave vores egen verden. Uden andre. Netop det, at jeg formår at tænke alt det andet igennem og når til konklusion, at hvis jeg beder ham om at blive hjemme vil netop dét være ødelæggende for os, fordi jeg vil gøre vores magtbalance skæv, vil bede ham om at sætte behov til side for mine skøre tanker. Jeg vil være en sindssyg kælling. Det gør, at jeg ikke svarer ham, men bare giver ham et kys. Og han mumler sov fantastisk min baby, jeg elsker dig for evigt.