Grænseoverskridende.

Ordene vil ikke rigtig blive til noget smukt. De klumper sig sammen og bliver helt akavede.
Jeg havde trukket den lidt. Fortalt løgne, for jeg er ikke helt klar til at være et offer over for ham.Og at fortælle et simpelt nej, er aldrig helt så simpelt.
Og jeg er jo et menneske.
En forvirret, forelsket pige, der godt kan lide en dreng. Og jeg havde virkelig lyst og så finder jeg pludselig mig selv på knæ med en penis så langt nede i halsen, at jeg var ved at kaste op. Han holdte mit hoved, indtil jeg ikke længere kunne undertrykke brækrefleksen og lydene kom. Tårerne svømmede over i mine øjne og jeg rystede. Ved hver en bevægelse frem og tilbage dukkede en ny destruktiv tanke frem, og jeg borede neglene ind i mit lår og ventede på, at det stoppede.
Jeg kan ikke huske, hvornår det begyndte at gøre så ondt at have sex. Og jeg vil ikke have det sådan her. Jeg kan ikke forstå, at jeg kan have lyst, føle mig tryg, ikke blive presset og alligevel hade mig selv så meget imens og slet ikke kunne lide det, når det er i gang.
Han er ikke en krænker, hvis han vidste hvordan jeg havde det, ville han aldrig have gjort det. Han er en normal, sund, 21-årig mand, der har lyster. Og det er der intet galt med, og jeg vil gerne. Virkelig gerne. Have passionen, have at han skal have lyst til mig, have intimiteten, have sex. Jeg vil gerne have sex med min kæreste. Hvorfor kan jeg ikke det?
Så nu går jeg rundt. Og ligner en, der hører til, selvom jeg i virkeligheden er helt ved siden af. Har brug for at hvile mit hoved på hans skulder, bare i 2 minutter.

Big time dagens sang:

Og så har vi oven i købet brugt dagen på resiliens. Og set en film om en 10-årig dreng, der var indlagt et år, men efter en eksternaliseringssamtale kunne han ændre hele sin adfærd og have det godt. Gid det var mig. Og gid at jeg kunne droppe det der spørgsmål om jeg nogensinde bliver okay. Prøver bare at tænke på krøllet papir. Ikke noget fantastisk, vel. Det er bare mig.

Selviscenesættelse

Jeg magter virkelig ikke det her. Har prøvet tøj de sidste tre timer og jeg ser tyk og grim ud i alt. Er så træt. Og ville virkelig ønske, at jeg lignede hende på billedet. Alt er enten for fint eller for kedeligt. Jeg vil gerne have noget tøj på, der symboliserer at jeg er speciel, men på den rigtige måde. Jeg vil gerne se tynd ud, men uden at jeg har stramt tøj på. Jeg vil se fin ud, men på en måde der ligner at jeg ikke har tænkt over det. Jeg vil være mig, men passe sammen med ham. Han skal synes, at jeg ser gude-smuk ud hver gang han ser mig. Ellers går det jo over. Og jeg ved jo godt, hvordan det kommer til at gå.
Fortsætter den næste times tid før jeg slår mig til ro med et sæt. I morgen vågner jeg alt for sent og alt for usikker og tager det mest neutrale og gennemsigtige på, som jeg kan finde. Og ligner en, der slet ikke er mig. Men det er også okay, jeg er jo heller ikke mig. Gider jo ikke at have kjole på, men har alt for tykke lår til jeans. Årh, giv mig nu en sort sæk - jeg magter det ikke!

Modløs og fortrøstningsfuld

Det var som om
at en følelse
som jeg har mødt lidt før
endnu engang ramte mig
Og det er slet ikke noget nyt
at det ikke føles nyt
for det er jo lige netop det
at sidde fast
nærmest som limet
selvom nogle ting er rarere at føle igen
end andre

Hun forklarede, hvordan
vi som individer
kan krølles sammen
lidt som papir
og vi kan godt rettes ud igen
men linjerne vil stadig være der
ellers skal vi godt nok fyldes med meget botox
grinede hun
og det var der det igen gik op for mig at jeg skal
starte forfra igen
fortælle alt igen
og jeg ved ikke rigtig om jeg kan. Igen.
Vi var jo lige ved at forstå hinanden..
Endnu en linje på mit papir. Ikke noget fantastisk.

Kære usikkerhed...

Er lige kommet hjem. Klokken er 4:38, og det eneste jeg sådan virkelig har lyst til er at putte mig tæt ind til ham og mærke hans arme rundt om mig, hans åndedræt i min nakke, der fortæller mig at det hele er virkeligt.
For så snart der er gået mere end et par timer, hvor jeg ikke har hørt fra ham, er jeg overbevist om, at han er færdig med mig. Savner ham forfærdeligt, og jeg hader at have det på denne her måde. At være så blottet, skrøbelig og afhængig.
Lige meget, hvor meget jeg bliver fortalt, at han holder af mig forsvinder det ikke. Han kan jo ændre mening. Hele tiden. Har fortalt ham om min mor og min søster. Men mangler den del, der hedder MIG. Har ikke fortalt, hvordan det har påvirket mig, og hvilke ting, jeg har være udsat for. Overvejer det meget. Kan jo ikke lyve hver gang jeg skal til terapi. Prøver virkelig at være positiv. Han er så sindssygt fantastisk. Men når han er så dejlig, hvorfor lige mig?
(undskyld for fejl og ynk, er lidt fuld)

Det var for godt til at være sandt. I hvert fald det med lejligheden. 3300 for 45 kvm på Østerbro. Gik i vasken efter jeg havde ændret adresse, su, forskudsopgørelse og solgt mine værdipapirer får jeg at vide, at de kun vil leje uden kontrakt - og den går altså ikke, det gør den virkelig ikke. Lidt et slag i ansigtet.

Var til psykolog hos LMS i dag, det gik rigtig godt. Græd dog meget, men kun fordi det virkelig ramte noget. Da jeg fortalte om mine vaner var hendes kommentar: "det lyder ikke særlig omsorgsfuldt". Det snakkede vi meget om, og det var ramte ret meget kernen.
Men det var sidste gang hos hende. Eller kan godt få en aftale, hvis det er noget akut. Hun har været sød, forstående og hjulpet meget i forhold til, at jeg kun har set hende 3 gange. Starter behandling på hospital i marts :-)

Gik inde ved Søerne før LMS, i mine egne tanker og nød solen. Og så møder jeg min kæreste (!!!)! Helt tilfældigt. Nøj, hvor følte jeg mig lykkelig, da han dukkede op ud af det blå på hans blå cykel og kyssede mig. Havde lige tid til at sidde med ham på en bænk i 10 minutter, inden jeg skulle gå. Forår og forelskelse er fantastisk. 

Jeg elsker seriøst den pige til det uendelige univers. Hun er den eneste, der kan få usikkerheden til at klappe kaje i bare 5 minutter.

Mig: Gider du ikke godt sige til mig, at jeg er fjollet

Hende: Må jeg lige høre hvorfor jeg skal sige det? Vil gerne kunne stå inde for det.

Mig:  Fordi der ligesom er noget inde i mit hoved, der fortæller mig, at han slet ikke kan lide mig og at det hele er slut lige om lidt. Også får jeg heller ikke lejligheden. Og bliver fyret fra jobbet, fordi jeg ikke er god nok.

Hende:  DET ER FJOLLET!

Den mand må jo simpelthen være sindssygt vild med dig!! ellers ville han ikke kysse dig foran alle de mennesker! eller være kærester med dig!! DU ER DET VÆRD! det er kun på tide, at en dreng finder ud af, hvor fantastisk du er, og kan finde ud af at vise det! du er noget helt helt specielt, og det er ham der er heldig. butikken er heldig. dine naboer er heldige. jeg er heldig. jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. og hvis han får muligheden for at lære dig lige så godt at kende, (godt og ondt!), så vil han ikke kunne lade dig gå igen. og så hænger du på ham for evigt. ligesom du hænger på mig. og hvis det er de piger der skaber den utryghed, så skal vi nok finde ud af det! bare rolig

Kære fremtid

Jeg har brugt det meste af mit liv på at vente på dig. Når alt håb var væk, holdte jeg alligevel stadig stædigt fast i min drøm om et liv. Et liv, der skulle være mit. Og du er så tæt på nu.
Mennesker, der ikke har oplevet tab, sorg og bristede drømme på den måde, som jeg har, har nok svært ved at forstå det. Den angst, panik og depression, der overtager mig ved udsigten til, at mine drømme skal gå i opfyldelse. Hvor skræmmende det faktisk er at have noget at miste. Og nej - det er ikke på den almindelige måde. For det jeg har lært er, at jeg er ulækker. Jeg er ikke noget værd, jeg er ikke noget specielt, jeg kan ingenting. Og det er kun et spørgsmål om tid før de finder ud af det.
Jeg er kun en sørgelig eksistens, et offer. Jeg er kun en man kan have ondt af. Det er derfor jeg aldrig fortæller noget om mit liv, det er derfor de ikke kender mig, og aldrig vil komme til det. Fordi jeg ikke er værd at kende.
I den fremtid, som jeg har længtes efter var jeg mere. Men lige nu fortjener jeg ikke at mine drømme går i opfyldelse. Jeg bliver trist, når han siger, at jeg er smuk. For jeg ved, at jeg ikke længere vil være smuk for ham, når han kender mig. Man kan ikke elske en beskidt person, og jeg er blevet gjort beskidt. Det gør ondt at have noget at miste, for jeg ved, at jeg ikke er nok værd til at få lov til at beholde det.
Han vil stoppe med at holde af mig, jeg vil ikke kunne finde ud af mit job og det med lejligheden er for godt til at være sandt. Der vil gå noget galt, det er nu, det plejer at gøre ondt. Det lykkedes aldrig for mig.  Og jeg er angst for, at jeg ikke kan få behandling fordi det går så godt for mig, og alt flasker sig. De ser ikke angsten. Og jeg sulter stadig. Sulter hele dagen til kl. 18, hvor jeg må spise. Så spiser jeg uafbrudt til kl. 19, hvor jeg som regel bryder sammen. Jeg er bange for, at de ikke kan forstå, at på overfladen går det fint lige nu - men inde i mit hoved er jeg ikke helt hel endnu. Og jeg ved ikke, om jeg kan forklare det. Eller hvad der skal til for at bygge mit selvværd op - det har været slidt ned i så mange år nu. Min fremtid skal ikke indeholde disse voldsomme selvdestruktive tanker. Men på den anden side er det en så integreret del af mit jeg, at jeg ikke rigtig ved om jeg uden. Der er en sær tryghed i smerten. Men det er jo også paradoksalt, at alle coping-strategier jeg ellers er blevet præsenteret for handler om at række ud, når jeg er angst for at være en byrde for andre, og efter min egen mening er en byrde, hvis bare jeg fylder noget.
Alt er modsætningsfyldt og jeg skal bryde mine mønstre.
Og det vil jeg virkelig gerne. Jeg kan bare ikke alene, og jeg er ikke i stand til at trække på de ressourcer jeg har pga. min angst. Jeg vil gerne lykkedes, men jeg tror ikke på det sker. Jeg vil gerne tro, jeg vil gerne have hjælp. Så du ikke ser så mørk ud, så jeg kan finde noget lys og noget håb i dig.

Bortset fra, at jeg lige har grædt over alt det jeg har spist, har jeg det rigtig, rigtig godt

 Mange af mine dage ser sådan her ud. Sidder bevæbnet med overstregningstusch og læser som om verden ville gå under, hvis jeg lod være. Det er benhårdt, men samtidig så dejligt. Elsker mit studie!

 Lige før studiestart brugte jeg meget tid på at lave et par ændringer på mit værelse. Blandt andet fik jeg den idé at bruge mit smukke tøj (som jeg aldrig bruger) som billeder. Derfor kom den flotte, prikkede vintage-kjole på væggen sammen med den vinrøde baret og pelstasken. + smukke fransk Vogue billeder på opslagstavlen, som jeg skifter lidt ud og lidt poesi.

 Stadig yndlingssted i Kbh. Søerne. Har taget 100 billeder fra samme sted, men elsker at være der. Der er så smukt, også med sne på.

Fineste tulipaner som jeg fik af ham der den søde. Som altså måske lidt er min kæreste nu. Og har fået job. Og lejlighed. Det skal nok, skal bare lige tabe de der kilo. Så er den der. Du ved, lykken. Er i total ekstase. Og fremtiden kan stadig bare komme an. Skal bare lige stoppe det der overspisning før det bliver for klamt.

Hvor går grænsen imellem

Realisme og pessimisme?

Fantasi og hallucination?

Smuk og tynd?

At være en, der kæmper og være en, der ikke kan give slip?

Målrettet og besat?

Lede efter kærlighed og være promiskuøs?

Eksistentialistisk og depressiv?

Krænkelse og overgreb?

Glad og manisk?

Såret og vred?

Uselvstændig og tryg?

Excentrisk og syg?

 

Jeg spørger, fordi jeg ikke ved det.  

Stod i kø på livets vej, mens andre overhalede mig

Der findes jo intet, som er helt så sandt som Shu-bi-dua :-) Og jeg er glad! G - L - A - D.
Og det sker ellers ALDRIG 
Jeg fik blomster i går. Og 100 kys. Og han er virkelig sød, på en rigtig måde.
Om lidt skal jeg til pilates, og bagefter skal jeg kigge på lejlighed. JEPS! LEJLIGHED! og det er næsten 100, at hvis jeg kan lide den, er den min :-) :-) :-)
I morgen skal jeg til jobsamtale. Godt nok i Fakta. Men altså - et job er et job :-)

Måske er jeg færdig med at blive overhalet, og så er det måske min tur nu.

Kære fremtid, du kan bare komme an!

Nogen burde stemme mig hjem

Eller i det mindste sende mig i seng.
Status: 6 timers undervisning, 2 timers træning, 1 times indkøb/cykling, 4-5 timers læsning. 700 kcal.4 afføringspiller. Dør af udmattelse. Og har lige fundet ud af, at læreren har skrevet forkert så jeg har læst 25 forgæves sider. Overvejer lige om jeg orker at læse de 17 sider, der skulle have stået i studieplanen. Årh, jeg dør. Lige om lidt.

Det er forresten imponerende, hvor meget 0,5 l. kaffe fylder, når det ligger i ens taske...

"Det klæder dig at smile, du bliver overraskende køn. Du burde gøre det noget oftere"

..Sagde min lillesøster til mig i dag. Og så smilede jeg lidt mere.

For selvom jeg har kendt mange mænd, brugt mange nætter i forskellige senge og haft planer om et liv og et fremtid med nogle stykker, er det sjældent jeg har haft hjertet med.
Det er egoistisk, men det har måske altid handlet om, om jeg kunne elskes. Og så var det måske lidt lige meget, om jeg kunne holde af ham.

Og selvom det sidste år har været stoppet til randen på den måde, at jeg nogen gange følte at jeg var ved at blive kvalt, af fyre, så har jeg ikke rigtig følt noget. Ikke for nogen af dem, kan jeg mærke nu.

For ham her, han går lige i hjertet. i hvert fald i mit. Og alle de andre er glemt. Den måde, som han efter vi den første aften vi snakkede sammen, kaldte på mig, efter vi havde sagt godnat. Og lidt genert og usikkert spurgte om han ikke måtte få mit telefon nummer. Og dagen efter, da vi gik tur på stranden sammen med de andre. Og gik lidt for os selv. Og om aftenen, hvor han brugte hele natten på at sidde ved siden af mig og holde mig i  hånden.

I går havde han inviteret mig ud at skøjte. Jeg har aldrig kunnet finde ud af det, selvom jeg har prøvet millioner af gange. Men det var bare som om, at han slet ikke var bange for at falde. Og så blev jeg også lidt mindre bange, og så faldt vi bare sammen. Trak hinanden ned, og hjalp hinanden op.

Og det passer mig fuldstændig elendigt, at vi går på samme skole. Og det passer mine spiseproblemer forfærdeligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal præsentere ham for den verden, jeg lever i. Og det er virkelig svært at føle sig så glad for et andet menneske, og samtidig være så usikker på sig selv. At på den ene side føle sig lykkelig, og på den anden side være desperat og på kanten af et sammenbrug fordi jeg er løbet tør for afføringsmiddel. Igen. Og nu tager alt for mange HUSK.
Det er svært at nyde det, for jeg ved, at han kommer til at droppe mig. Jeg ved, at jeg snart bliver fortid. Og så er han videre. Og jeg er stadig lige her.

I morgen skal vi ses efter skole. Han skal vise mig noget. Noget hemmeligt. Glæder mig. Lidt....

Ullu bulluh?! Ditte hvor er du henne?

Er simpelthen så ambivalent, at jeg er ved at kaste op.
Hvorfor kan aldrig bare have EN følelse, EN holdning, EN sandhed?
Jeg skal åbenbart være kaos af op og ned og et virvar af følelser, som jeg ikke rigtig forstår.
I dag tænkte jeg tanken: Nøj, hvor er jeg lykkelig og oprigtig glad for at leve. Umiddelbart efter brød jeg sammen og havde lyst til at dø.
Det er simpelthen så udmattende, og det slider mig op. Big time. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Med noget som helst. Jeg tager en pause, her i weekenden. Dvs. efter date imorgen vil jeg ikke se nogen. Skal lige finde mig selv. Bli'r spændende at se, om jeg kan. tror det næppe. 

Jeg venter på at det slutter

Stress, forventninger, vanvittigt glade stunder, sult, pres, forelskelse, selvhad, depression.. Jeg er lidt meget fuld af følelser og sådan har det været den sidste uge.

Mad? Well, er gået fra 74,1 til 71,7 på den sidste uge, så behøves jeg vidst ikke at sige mere.

Er startet studie. Og det er fantastisk og forfærdeligt. Jeg elsker at gå i skole og går i en virkelig dejlig klasse. Det er en kæmpe lettelse at komme derover og tænke på noget andet, end mad. Men samtidig er det også pisse hårdt at iscenesætte sig selv og lege, at man er noget andet. Noget lykkeligt.

Var en pisse-hamrende fed rustur! 
Slap af sted med at spise til 2 ud af 8 måltider. Næsten uden spørgsmål.
Mine regler fylder for meget lige nu og er for underlige til, at jeg kan spise sammen med andre. For når jeg spiser, spiser jeg helst så hurtigt jeg kan og propper min mund med mad (det ser virkelig ulækkert ud), indtil jeg begynder at græde. Jeg skal stå op, helst gå rundt. Jeg må gerne spise pålæg og ting man kan spise med en ske. Det SKAL være en teske. Jeg må gerne spise "snacks", men jeg må ikke spise rigtig mad. Hvis jeg SKAL spise rigtig mad skal det være supper. Lever af kaffe og boullion-suppe (ja, det er en boullion-terning i varmt vand også med TEske. 25 kcal for en halv liter, hvis det er grøntsags).

Okay, jeg stopper nu. Med at skrive om maden. Bliver fandeme nødt til at grine lidt af mig selv, det er jo simpelthen så åndssvagt. Men på den anden side har mine regler givet mig en ro igennem hele ugen. Jeg skal starte til psykolog i starten af marts. Jeg ved godt, at jeg er helt kuk kuk :-)

Også har jeg mødt en. Som er sådan for god til at være sand. Og alt for god til mig. Så det venter jeg på, at han finder ud af. Han er selvfølgelig min tutor, og det bliver så ubehageligt, når han finder ud af, at jeg ikke er noget værd, og vi kan løbe ind i hinanden på skolen.. Årh, kan slet ikke overskue det. Hvorfor var det lige, at han kyssede mig?
De andre siger, at han er ret væk. Altså i mig. Men kan virkelig ikke tro på det, sådan noget sker ikke for mig. Hvorfor skulle man kunne lide mig? Jeg er ingenting. Jeg er en tyk pige med en trist historie. Det elsker man ikke, det har man ondt af. Og det bliver man træt af. I længden. Så jeg venter - venter på, at han ser, at jeg bluffer.

Så emotionel-status: er et rod. Mere end sædvanligt. Og træt og svimmel. Og mangler at læse 70-80 sider til imorgen.

En sonnet: Efterår

Jeg elsker, når verden bliver svøbt ind i varme farver 
Og lav, skarp sol. 
Jeg elsker at gå i meterhøje stakke af blade og 
få røde kinder af den friske luft 
for første gang 
efter en kvælende sommer. 
Jeg elsker at fodre ænder ved Søerne. 
Jeg elsker de nuancer af rød og gul. 
Jeg bryder mig ikke om denne her verden, 
hvor sneen har lagt sig som et tykt lag 
og gemmer alt det fine væk. 
Og hver gang man går uden for 
føles det som om, 
at en lille del af en dør. 

Billederne er taget og redigeret af mig.

I de sekunder, hvor hun så alting klart, så hun kun, at hun havde fejlet

Hun hed Kisser.
Jeg ved ikke så meget om hendes barndom, men jeg ved, at i hendes ungdom havde hun verden foran sig. Hun ville erobre det hele. Hun elskede skønlitteratur, lyrik. Bogstaver, der på en eller anden måde formede ord og blev trykt i bøger, helst tykke, helst støvede og helst med den helt rigtige duft af originalitet. Hun insisterede på at være den bedste og på studiet var der kun en, der gav hende kamp til stregen. Som i en film kæmpede de om at være nr. 1 i klassen. Hun vandt titlen, han vandt hendes hjerte. Unge og forelskede flyttede de sammen på 25 kvm i Vanløse og inden længe havde de også deres første barn. Og pludselig deres andet. Og deres tredje. De var komplet.
Men efter år med bleer, pengemangel, gylp og alt det, var det som om, at alt det romantiske blev lidt mere til virkelighed. Og han var måske ikke så meget til virkelighed og naboen var vel egentlig også en meget pæn kvinde, så ud med Kisser og flytte sammen med Naboen.
Naboen ville ikke have, at de skulle have kontakt med Kisser. Så de delte børnene. Naboen og manden fik den ældste, og de flyttede langt væk. Og så var hun pludselig alene med to drengebørn og et knust hjerte, som hun forgæves prøvede at lappe med lidt snaps. Eller hvad der nu var i nærheden.
Og hun savnede dem forfærdeligt, Den Ældste og Manden. Hun dukkede op til hans konfirmation, men hun måtte ikke komme ind. Så hun stod udenfor, helt grædende, helt knust. Det var ikke denne verden hun havde villet erobre. Så hun drak lidt mere. Hun savnede dem så meget, at hun måske lidt glemte, at de to drenge hun havde var børn og hun glemte måske lidt, at det var hende, der var deres mor. Måske med vilje, fordi hun godt vidste, at hun ikke gjorde det godt nok.

De blev voksne, børnene. Årene forsvandt på en eller anden måde. Det gjorde hendes job også. Hun fik en kæmpe erstatning, men egentlig havde hun bare brug for at have beholdt jobbet, som virkelig betød meget for hende. Hun fik udgivet et par digte, der handlede om det liv, hun aldrig havde levet, men som bare var gået hende forbi. Og i de korte øjeblikke, hvor hun så alting helt klart så hun blot, at hun havde ladet dem tage hendes ældste søn, den midterste var blevet bitter, voksen alt for tidligt og hadede alt og alle og den yngste prøvede at flygte fra det hele. Først med lidt hash, men da det ikke længere rakte til at komme langt nok væk var han bare kommet længere ud. Sprøjtenarkoman.
Og hun havde bare fejlet, og så drak hun lidt mere. Det var en hardcore diæt, hvor hun nægtede at spise, de eneste kalorier hun tillod hendes krop at indtage var i form af alkohol. Hun blev så tynd, så tynd. Hendes læge sagde, at hun skulle spise 2 plader chokolade om dagen. Bare for at få lidt.
Men ingen mand kunne elske hende, hun havde forsømt sine børn, hun var blevet fyret for sit job. Så hvorfor spise? Hvorfor eksistere?
Hun fandt ikke svaret, det tror jeg ikke. Hun fandt døden, efter at have mishandlet sin krop i mange år.

Den næstældste faldt fra hinanden. Han havde levet for sin mor. Og man taler ikke rigtig om, hvordan eller hvorfor, men kun et par år efter døde han. Han sov stille ind i sin seng.

Den yngste hang i en tynd tråd. Ind af hospitaler, men han pushede derfra på trods af startende organsvigt. Så han blev ved med at blive smidt ud. Ind til han en dag var blevet så syg, at han lå i koma og døde.

De var begge under 40.

Den ældste? Efter år med skænderier med Naboen spidsede det til. Efter et skænderi smed hun sig ned på gulvet, skrigende, og da manden kom løbende påstod hun, at den ældste havde slået hende. Han blev smidt ud med det samme, men fandt straks et kollegium og skabte sig et godt netværk.
Han fik kone, børn, skilsmisse, ny kone og et til barn. Og han er min far.

Min farmor, min far og jeg

Jeg lever! (glad type)

På trods af lort og lort (vægtøgning, der fik mig til at ville dø og cykel, der nægtede at køre), kom jeg igennem det. Jeg tog hen på skolen. Var udadvendt!!!!!!!!! (det er slet ikke mig).
Koksede kun lidt i det omkring frokost, da en pige spurgte mig, om jeg ikke skulle spise noget.
Men jeg havde maske og smil på og var total in charge. Tog endda initiativ til flere samtaler.
Har holdt madplanen (sådan næsten da. Har spist et æble og en skål A38 0,5 % med sødemiddel, men ikke suppe. Men gør det snart. Lover.).
Kan slet ikke vente til, at studiet rigtig starter og bare begrave mig selv i viden! Det bli'r så fedt! Skal bare lige have overstået det svære her med rusturen resten af introugen. Men det går, det går :D

Sccchh! Til stemmen i mit hoved, der igen og igen fortæller mig, at jeg er intet værd og jeg ikke kan.

Overlevede sørme. Igen i dag. Noget af en bedrift. Har fået frosteksem på mine hænder og smører dem i creme hele tiden. Av.
Overvandt selvskade i dag. Men ikke overspisning.
Panikker omkring i morgen. Tror en af underviserne er en jeg har snakket med hos LMS. Kan. Ikke. Overskue. Det. Men kan se noget skema-noget på nettet, og det virker ret overskueligt. Så skal lorte-intro forløb lige overståes og hverdagen i gang. Glæder mig til at fordybe mig.
Panikker over, at min trøst, når jeg har overspist er afføringsmiddel. Men det er lidt forskellige, hvor lang tid, der går før det virker. Og jeg ved ikke, hvornår dagen på skolen slutter præcist. Hvad gør man? Jeg kan ikke lade være med at tage dem, men jeg kan sgu da heller ikke skide på skolen på første dag. Det lugter jo slemt, og man får også ret meget luft i maven af pillerne. Ej, jeg kan virkelig ikke overskue det her. "Hej mit navn er Ditte. Jeg er 19 år og forresten skal jeg skide pænt meget. Hov, nu var det i bukserne. Neeeej, jeg er slet ikke underlig eller syg. Skal vi være i studiegruppe og være venner?". Jeg ser det for mig.

Okay. Jeg stopper med at panikke nu. Lige nu, sagde jeg. Så tager jeg lidt vand, børster mine tænder, tager mine piller, tager nattøj på, vælger et outfit til i morgen (noget med bordeaux og chunky strik) og hopper i seng med min bog.

I morgen vil jeg stå op kl. 6:30 og gå i bad. Så vil jeg gøre mig pæn og fin. Drikke en masse kaffe. Evt. brygge noget til termokanden. Så vil jeg cykle til skolen, så jeg er der kl 8:50 (skal møde kl. 9). Så er jeg der, vil gøre det så godt jeg kan. Og ikke spise før kl. 16, hvor jeg må tage et æble. Kl. 18 må jeg spise aftensmad (boullion-suppe + Knorr's Cup of Soup). Træning kl. 20-21 og så må jeg drikke et glas kakao (halv kakao, halv mælk). Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt. Det kræver bare lidt struktur, ikke?