I et stykke tid har jeg prøvet at få en aften med nogle gamle veninder til at ske. Noget med et par drinks og en fest. I går var så blevet aftenen, hvor vi skulle mødes. Torsdag foreslog en af dem, at vi også spiste noget mad sammen, og to af dem var fast besluttet på, at det skulle være på det lokale pizzeria i området, hvor vi er vokset op. Fik en af dem på mit hold og vi protesterede og fik lavet aftalen om til, at vi mødtes ved Torvehallerne i stedet, og vi gik på en rustik café, jeg engang har arbejdet på, ikke langt derfra. Så langt, så godt.
Jeg fik bestilt en salat, og et glas vin. Min bedste veninde spiste parmaskinken, og en af de andre spiste brødet der hørte til, så jeg kunne nøjes med at spise salat-bladene. Der var heldigvis ingen, der kommenterede mit spiseri, eller min vægt. Selvom flere af dem i løbet af aftenen udbrød; "fuuuuuuuck, hvor ser du godt ud". Intet er mere ødelæggende end et sådan kompliment; en bekræftelse af, at jeg gør det rigtige.
Vi tog videre, drak et par drinks et sted. Tog igen videre til et sted m. fri bar, og ville egentlig kun blive der til den frie bar sluttede. Men timerne løb fra os, og vi endte med at bruge resten af aftenen der.
Jeg mødte nogle drenge, som jeg har festet med før (og kysset med en af dem), og vi havde det sjovt. En dreng jeg mødte i byen for et par måneder siden dukkede også op, faktisk for at se mig. Det viser sig så, at han har gået i folkeskole med ham drengen, som jeg har kysset med for et halvt års tid siden. Men ham der har joinet vores selskab for mig ved jo ikke, at vi har kysset. Og det er jo lang tid siden, og betød intet. Så jeg snakker videre med ham, og synes faktisk at han virker rigtig sød.
Jeg går op i baren for at finde noget vand, og der sidder ham den gamle fyr, og vi snakker så lidt. Da jeg vender tilbage til bordet sidder den nye fyr og holder i hånd med en af mine veninder. Sætter mig ned, og stirrer lidt ud i luften. Den gamle fyr kommer hen til mig, og rykker min stol tættere på hans. Følte mig rastløs, følte mig droppet. Han kom, han så, han snakkede, og besluttede sig for, at min veninde var mere spændende. Fik lyst til at skære, og var lykkelig over, at jeg ikke var mæt. Den gamle fyr lægger mere og mere an på mig, og jeg beslutter mig for at tage en cigaret, så går ind i rygerummet, for at ryge og tænke. Da jeg næsten har røget færdigt kommer den nye fyr hen til mig og undskylder hans opførsel. Min veninde havde bare fortalt ham historien om mig og den gamle fyr, og han var blevet jaloux og forvirret.
Vi går tilbage og snakker lidt mere, og han prøver at varme mig lidt. Fryser altid i øjeblikket. Og så kysser han mig. På en ret perfekt måde. Stedet lukker, og mig, en anden veninde og ham går ud for at finde noget pizza til dem. Han betaler et stykke pizza til min bedste veninde, og tilbyder selvfølgelig også mig, der hører mig selv sige, at jeg ikke spiser pizza.
Vi følges op til Nørreport station, hvor jeg siger farvel til min veninde. Og der står vi så, og han holder om mig. Og selvom jeg er ret høj, er han endnu højere. Og når jeg læner mit hoved ind mod ham, kan jeg hvile det mod hans brystkasse. Og det føles trygt, rart. At stå midt i alt vinterkulden, midt i alle mine depressioner, al min selvskade, også blive passet på. Og det er vel derfor jeg bliver ved med det her. At finde alle de her fyre, som kan få mig til at få det så dårligt med mig selv. Og på en eller anden måde altid beviser, at det eneste de vil have er sex, det er det eneste jeg kan. For selvom det er en løgn, er der altid de par sekunder, hvor de lades som om, at de holder af mig og kan redde mig lidt væk fra mig selv. Og de sekunder er så meget værd.
Idag har jeg hørt lidt fra ham. Noget med noget vin og film en af dagene. Og jeg ved ikke, om jeg skal se ham, tage chancen. Eller bare lade det glide ud i sandet, så jeg kan holde fast i det gode minde fra tidligt imorges. Det er sådan en af de der ting, hvor at hvis det lykkedes, tror jeg, at det kan gøre mig rigtig meget godt. Men hvis det ikke gør, tror jeg, at jeg kan falde helt fra hinanden. Og måske skal jeg fortælle ham, at sidst jeg forsøgte endte jeg på psykiatrisk skadestue i to døgn. Så om han ikke nok vil passe på mig. Og forstå, at vi godt kan kysse og blive mere intime. Men jeg kan ikke have sex lige nu. Også har jeg jo også ar, der skal forklares. Og hvor er det lige jeg skal starte? Jeg blev født, og min far var min mor utro, eller det var faktisk mens hun var gravid med mig, men det barn hørte jeg først om for et år siden. Og hele min barndom gik med at prøve at være så let som mulig, for at min psykisk syge søster kunne få sin plads. Og da hun endelig flyttede og al volden, problemerne og alt det andet forsvandt. Så fik min mor diagnosticeret dissemineret sklerose. Også blev jeg forælder for to af mine søskende. Og så blev jeg forresten også voldtaget. Og har fået psykolog hjælp i halvandet år. Og har solgt mig selv. Og generelt været ret billig. Og har du ikke lyst til at elske mig? Det er jo sindssygt, og hvordan skulle han (eller nogen, for den sags skyld) kunne håndtere alt det? For helvede, jeg kan jo ikke engang selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar