Selvmedlidenhedsniveau: toppen er nået

Så står man der. Midt på Frederiksberg. Med tårerne løbende ned ad kinderne og en krop, der desperat skriger, at nu kan den ikke mere.

Kroppen skriger på næring. Igår blev jeg igen svimmel og fik hjertebanken. Jeg belønnede den for den indsats med chokolade. Men først senere.

Men i virkeligheden er det nok mest sindet, der trænger til et kram. Et virkelig langt kram. Der er kaos på min første etage. Der vrimler rundt med kræft og fædre med blodpropper, og hvad kan jeg gøre, og hvorfor er mine forældre ikke de samme mennesker mere? Jeg kan ikke passe på dem, jeg kan ikke gøre noget. De er forældre. Jeg har brug for en voksen. Og eksamensprojektet, der med hver time jeg arbejder på det, vokser en forventning om de store karakterer og de glade ansigter. Hvis bare jeg får 12 kan jeg måske samle min familie, og gøre dem glade, sammen, i nogle timer? Vi kunne grille og grine. Og have det godt. Hvis ikke lige der var det med mine gener. For jeg skal passes på nu. Jeg skal stoppe helt med at ryge, og jeg må ikke tage p-piller længere. For kræfter er derude, og den venter på at se sit snit til at kunne titte frem og sprede sig. Ligesom den frokost, jeg hver dag springer over, hvor det hele har bredt sig. Hvorfor fanden er det, det skal være sådan her, cykler jeg og tænker..
Jeg drejer til højre, der er godt nok rødt lys, men er der ikke noget med at man gerne må dreje til højre, når der er rødt? Jeg cykler videre, og tankerne vælter rundt uden egentlig at føre nogle steder hen. Prøver at få tænkt dem alle sammen inden jeg sætter mig på læsesalen, og skal fokusere, sådan rigtigt.
"Kan du holde til siden her?" hører jeg, og kigger forfjamsket til venstre, hvor der kører en politibil. Jo, det kan jeg da. Og så står jeg pludselig der, og får mit livs første lovstraf.
Og tanken rammer mig igen og igen. Døden ville være nemmere, døden ville være nemmere. Du kunne gå på apoteket og købe hvad de har. Tage hvad der er. Sætte dig på læsesalen også ville du aldrig skulle forholde dit til kræft og blodpropper og bøder og bachelorprojekter. Du ville få fred.

Så står man der, i hjertet af Frederiksberg. Med tårer og mascara løbende ned af kinderne. Uden at ane, hvad man skal stille op. Med et hoved og en krop, der bare mest af alt er træt. For helvede, hvor er det bare synd for mig.