Søndage

Søndage er lange. Alt for tit alt for fyldt med børnefødselsdage, kage, tømmermænd, junkfood..

I dag har jeg haft en fornuftig søndag. Sove længe, gå en lang tur m. en kop kaffe, handle ind til hele ugen, lave mad og så en film. Og det viser sig, at når man ikke bliver sløvet af fødselsdage eller tømmermænd bliver man rastløs. Jeg har meget energi, jeg slet ikke har brændt af.

Jeg prøvede at støvsuge. Min yndlings-frustrations-beskæftigelse. Man bruger energi samtidig med at praktisk arbejde lavet. Problemet er, at det var en lorte-støvsuger. Så jeg blev vred over, at jeg ikke havde min egen. Blev vred over, at der var så mange ting på de 15 kvm vi bor på. Blev vred over, at der er en helt måned til flytning.

.. Need I say at støvsugningen ikke virkede?

Så nu = rastløs og frustreret. Har lyst til at skælde ud på nogen. Hm. Må blive senere. Venter på nogen gør noget forkert ;)

If you lived here you'd be home by now

Vi er ved at nærme os slutningen på noget. Forhåbentlig er det vinteren. Og med det her forår kommer noget helt, helt specielt; en lejlighed, et hjem, en rede, et asyl, en base, noget at trække sig tilbage til.

Februar har betydet, at det nu er 5 måneder siden jeg sidst havde et hjem. [Jo, en lejlighed har jeg haft - men et hjem er mere, end det. ]

Jeg savner at bestemme, hvornår jeg vil se andre mennesker. Jeg savner at alt er, hvor jeg ligger. Jeg savner kun at rydde op efter mig (og måske manden, hvis jeg er flink).
 Jeg savner mine ting. Jeg savner mit tøj. Jeg savner mine tekster. Jeg savner at have et hjem. Ikke at bo midlertidigt, være en belastning, være noget nogen skal bære over med.

Og ja, mange har det værre, end mig. Sådan er det altid.
Det essentielle er, at jeg har boet på denne her måde i alt for mange måneder, jeg kan ikke rumme det mere.

Og det skal jeg heldigvis heller ikke. Kun til d. 1. april. Hvor jeg har min helt egen 2-værelses lejlighed. Eller. Helt og helt - ham min mand skal flytte med. Og når vi i 1 år har boet på 30 kvm, og de sidste 5 mdr på 15 kvm så tror - faktisk ved jeg - at det skal nok gå.

Kom glad marts - og flyv gerne også hurtigt forbi

Sulten på livet

Jeg har mange ambitioner. Jeg har mange høje ambitioner.
Mål jeg vil nå, viden at lære, verden at se.
Jeg vil flyve højt, du ved, og så risikere at falde dybt. Fordi jeg tør.
Jeg tør at fejle, jeg tør at lykkedes; men kun fordi jeg vil lære.
Jeg vil tage det til mig, og helst det hele.

Nogle gange vil jeg for meget. Glemmer min menneskelighed. De basale behov. Søvn, mad, pauser. Og det er noget jeg elsker; at være så opslugt af livet, at det trivielle falder helt i baggrunden. Men jeg må arbejde for ikke at glemme, at det basale er min grundlag. Og uden mad og drikke dur helten ikke. 

Hvis jeg ikke passer på mig selv, er det umuligt at nå mine mål. 

But how can it be a mistake when I don't have to wash my hands after I touch her

Jeg har lige slettet et langt og kedeligt indlæg om at være alene. Fordi det ikke var mig, og ikke var velskrevet. Det var bare en idé.
I min hverdag er romantik, når min mand husker at jeg er rummet, når han spiller playstation. Sidste år fik blomster d. 15. februar, fordi han "ikke havde brug for valentinsdag for at giv mig blomster".
Og det gør egentlig heller ikke noget. Men ham her, Neil Hilborn er så romantisk og så lyrisk, at mine små dun på armene rejser sig. Skyld dig selv at brug de næsten 3 minutter på at se det her:

I'm the hero of the story - I don't need to be saved

Kan godt klare i dag.
Kan godt klare i dag.
Kan godt klare i dag.
Jeg skal til undervisning.

Kan godt klare i dag.