Håb og frygt

Det her handler om at træde ind i et rum og ikke kende nogen. At skulle sidde foran flere vidt fremmede og krænge sit inderste helt ud til det aller yderste, hvor jeg er allermest følsom.
Det er at åbne op, åbne op for behandling. Åbne op for muligheden, at mit liv kan leves anderledes.

Overvejelsesforløbet har temaer, og det første jeg var igennem var håb og frygt for behandling.
Hvad vil jeg opnå, og hvorfor er det hele så ubeskriveligt uhyggeligt.

Mit håb:

At være stabil på humør, energi og vægt
Bedre koncentrationsevne
Ikke altid være bange for ikke at være god nok, og om folk kan lide mig
Stoppe selvhad
At familie stopper med at bekymre sig, men interesserer sig
Ikke at skulle være på kur

Min frygt:

At være TYK
At være psykisk syg
Frygter, at hvis jeg giver lidt slip - skrider alt
Ved ikke, hvordan jeg skal cope non-selvdestruktivt
Hvem er jeg, når jeg er glad?
Ikke at skulle være på kur

-

Det gjorde en forskel. At forestille sig livet uden sult, overspisninger, opkastninger og se det. Alt det, der kunne ske, der kunne have været. Og mærke frygten.. Den ambivalente frygt når noget forfærdeligt også er noget der føles trygt. Et slags uvejr man har taget regntøj på for.
Og meget befriende, at der fandtes et rum, hvor der var plads til at sige, at jeg ikke kunne leve på den måde, men jeg kunne heller ikke lade være. Og i stedet for at blive dømt, kastet til side, så spurgt, hvad sygdommen bibringer til mit liv, som jeg ikke kan undvære.
Som den helt spæde start på at prøve at finde et substitut.

Vejen til min start

Det virker som om alle er meget optagede af en start og en slut. En kronologisk linje imellem syg og rask, som jeg længe har ledt efter, men forgæves.
Jeg har ingen datoer for hvornår sygdommen startede, men jeg ved, at i kraft af, at den voksede sig større og fyldte de fleste aspekter af mit liv, kunne den mærkes i hvert et åndedræt. Min spiseforstyrrelse var den luft jeg trak ind i hvert et gisp min udmattede krop kæmpede for at få lov til, for at leve.

Jeg ved heller ikke hvornår min livslyst tog over. Hvornår jeg stoppede med at trække vejret for at tabe mig, for min egen selvudslettelse, og startede med at trække vejret for at leve.

Helt konkret var min vej til den behandling jeg er i, og som hjælper mig sådan:

November '11: Indlæggelse, psyk. skadestue. Henvisning til egen læge, der begyndte ugentlige vejninger og samtaler. Og henviste mig til....

Marts '12: Distrikts psykiatrisk afdeling, hvor jeg ugentlig gik til psykolog Kirsten, der desværre ikke hjalp mig så meget. Selvom hun skulle behandle mig for depression.

Maj '12: Indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling. Forværring af spiseforstyrrelse og depression. Distriktspsyk. lavede henvisning til Stolpegården.

August '12: Start på Stolpegården

September '12: "smidt ud" af ordinært forløb pba. for stort vægttab

Oktober '12: Start på overvejelsesforløb, hvor jeg skulle finde ud af, om jeg ville være i behandling.

December '12: Startede i gruppeterapi på Stolpegården.

Indtil oktober '12 opdaterede jeg bloggen jævnligt, og det er derfor der min historie mod min start på kampen mod spiseforstyrrelsen starter.

To be continued.......

Hallo Ditte?!? Er der nogen hjemme?

Det er svært at blogge. Rigtig svært, og det har det været det sidste halve år.

Jeg har det bedre, meget bedre. Og jeg vil forsøge fremover at kigge tilbage på min behandling igennem min blog - for at anerkende de redskaber jeg har fået og huske mig selv på, hvordan man skruer med skruetrækkeren.

Det er svært at skrive noget generelt om terapien, der foregik i en gruppe. Uanset om man er spiseforstyrret eller ej, så er der nogle mennesker man bare syntes er irriterende. Og de kan være i ens gruppe - men jeg vil ikke udlevere dem her - det er for nedladende. Men ville nok være noget jeg var kommet til i frustrationer over ikke at måtte sige til folk; "tag dig nu liiiiiiige lidt sammen...".

Jeg læser stadig, har en fantastisk kæreste (som har holdt mig ud i et halvt år nu), har det samme lortejob, slutter behandling d. 10. maj, går i kropsterapi og er i det hele taget nået MEGET langt.
Jeg spiser 5-6 måltider om dagen, overspisninger er der 1-2 gange om ugen i gennemsnit, hvilket er en væsentlig reducering - og min diætist har netop idag sagt, at de er subjektive, altså er det kun mig, der synes det er overspisninger. Ikke desto mindre kaster jeg stadig op, men væsentligt mindre.

Jeg har lige gennemført to pårørendeeftermiddage til behandlingen, som gik over al forventning. Og det er vidst det for nu. Må finde ud af en form til mine indlæg, som er passende til en bulimiker i bedring.

Sindssygt depressiv, asocial tenderende til social angst og lykkelig.