Jeg har været et par timer om at få startet det her indlæg. Både fordi jeg ved, at du læser med, og jeg ikke har lyst til at du skal vide så meget om det her, men også fordi det bare er sindssygt hul i hovedet svært at skrive om.
Han gik fra mig. I 17 timer var vi ikke kærester. Efter jeg i dage havde listet rundt om ham, og prøvet at finde ud af, hvorfor han ikke ville snakke med mig mere kolliderede det i, at jeg sad og hyperventilerede - og jeg kunne ikke mærke hans hånd på min skulder, han trøstede mig ikke, og der vidste jeg, at han ville gå - fra mig. Da jeg vendte mig om, og skingert fik råbt "Nu siger du noget! Jeg ved ikke om det er mig, der er fjollet, eller hvad der sker - men nu fortæller du mig en eller anden grund til, at du opfører dig sådan her"
Han begyndte at græde og mumlede "jeg synes ikke at vi skal være kærester mere".
Men egentlig er det ikke her historien egentlig startede.
Den startede den dag i slutningen af november, da min mor fik kræft. Og jeg blev fraværende. Historien udvikler sig i takt med kemobehandlinger i januar, hvor jeg bruger mine fleste vågne timer hos min mor, og når jeg er hjemme græder jeg mest. Eller har ihvertfald lyst til at græde. Jeg bliver mere fraværende. Da min far får en blodprop i hjernen, bliver jeg ikke kun fraværende mentalt, men jeg kan ikke sidde stille derhjemme og være sammen med nogen. Jeg løber og løber - bliver fysisk fraværende. Bachelor og bulimien hjælper på intet af det - jeg er officielt ikke længere til stede i mit selv. Nyheden om min lillesøsters triste tanker gør det hele værre. Og jeg er helt magtesløs. Jeg spiser ikke, jeg spiser, jeg løber, tager lidt piller, kaster lidt op, græder og skriver forresten lige min bachelor. Og får 12.
Sådan gik det til, at efter næsten 3 år forlod han mig. Og kom tilbage efter 17 timer. Fordi han jo elsker mig, jeg har bare ikke været mig, og dermed ikke den han elsker. Han har været fantastisk og passer på mig og trøstet, men jeg har ikke været i stand til at imødekomme nogen som helst følelsesmæssige behov. Jeg er effektiv, når jeg ikke er mig selv. Jeg kan sagtens ordne alt praktisk selv, uden problemer. Men at møde andres glæder og sorger, når jeg ikke er mig - det er jeg på ingen måde i stand til.
Det er og bliver et kæmpe tillidsbrud. Da vi blev kærester sagde jeg ja på to betingelser: 1 - man må ikke være utro. 2 - man skal sige, hvordan man har det løbende.
To enkle betingelser, som vi begge har overholdt, og har været noget af det, der har gjort, at vi har haft det så let så længe. Men det sidste halve år er det ikke blevet overholdt. Ligesom jeg ikke kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere undervejs har han ikke kunnet mærke, at han havde behov der ikke blev mødt før det kulminerede i, at han fik "følelser" for en anden. De er i situationstegn fordi det ikke var følelser, men de elementer som jeg ikke kunne opfylde i vores forhold mødte han hos en anden. Av. Det gør virkelig ondt at skrive. Ikke destomindre er det sandheden - og gud ske tak og lov for det. For det kan fikses. Det kræver bare tid og arbejde. Noget vi egentlig ikke har været så forfærdelig vant til, fordi det altid bare har føltes som om det var meningen, at det skulle være os to mod resten af verden.
Men det er planen. For vi elsker faktisk hinanden. Og i de 17 timer jeg havde uden ham var min verden virkelig tom. Vi skal italesætte vores behov og følelser i højere grad, og jeg skal opbygge tilliden til, at han italesætter hans behov igen. Og snakker med nogen, så han finder ud af, hvad der faktisk er galt. Gode råd og tips modtages med kyshånd.
Indtil videre har vi nu været sammen i 4 uger i pt. 2 af vores forhold, og vi hygger os i høj grad. Og vi glæder os til 10 dages pool ferie lige rundt om hjørnet.
Hermed en lille opdatering - jeg håber, den forklarede mit tidligere indlæg.
