Er lige kommet hjem. Klokken er 4:38, og det eneste jeg sådan virkelig har lyst til er at putte mig tæt ind til ham og mærke hans arme rundt om mig, hans åndedræt i min nakke, der fortæller mig at det hele er virkeligt.
For så snart der er gået mere end et par timer, hvor jeg ikke har hørt fra ham, er jeg overbevist om, at han er færdig med mig. Savner ham forfærdeligt, og jeg hader at have det på denne her måde. At være så blottet, skrøbelig og afhængig.
Lige meget, hvor meget jeg bliver fortalt, at han holder af mig forsvinder det ikke. Han kan jo ændre mening. Hele tiden. Har fortalt ham om min mor og min søster. Men mangler den del, der hedder MIG. Har ikke fortalt, hvordan det har påvirket mig, og hvilke ting, jeg har være udsat for. Overvejer det meget. Kan jo ikke lyve hver gang jeg skal til terapi. Prøver virkelig at være positiv. Han er så sindssygt fantastisk. Men når han er så dejlig, hvorfor lige mig?
(undskyld for fejl og ynk, er lidt fuld)
Tror mange kender de følelser - jeg gør i hvert fald. Altså dem med at man føler han kan finde på at smutte. Som regel er det ens eget frygt. Jeg håber, han får bevist overfor dig, at du fortjener ham. Og at du tror på ham, når det sker.
SvarSletDet tror jeg også! Man kan bare blive så voldsomt irriteret over, at man ikke bare kan være lykkelig og forelsket, men at der skal følge en kæmpe bunke usikkerhed med. Som mest findes i ens eget fjollede hoved.
SvarSlet