Grænseoverskridende.

Ordene vil ikke rigtig blive til noget smukt. De klumper sig sammen og bliver helt akavede.
Jeg havde trukket den lidt. Fortalt løgne, for jeg er ikke helt klar til at være et offer over for ham.Og at fortælle et simpelt nej, er aldrig helt så simpelt.
Og jeg er jo et menneske.
En forvirret, forelsket pige, der godt kan lide en dreng. Og jeg havde virkelig lyst og så finder jeg pludselig mig selv på knæ med en penis så langt nede i halsen, at jeg var ved at kaste op. Han holdte mit hoved, indtil jeg ikke længere kunne undertrykke brækrefleksen og lydene kom. Tårerne svømmede over i mine øjne og jeg rystede. Ved hver en bevægelse frem og tilbage dukkede en ny destruktiv tanke frem, og jeg borede neglene ind i mit lår og ventede på, at det stoppede.
Jeg kan ikke huske, hvornår det begyndte at gøre så ondt at have sex. Og jeg vil ikke have det sådan her. Jeg kan ikke forstå, at jeg kan have lyst, føle mig tryg, ikke blive presset og alligevel hade mig selv så meget imens og slet ikke kunne lide det, når det er i gang.
Han er ikke en krænker, hvis han vidste hvordan jeg havde det, ville han aldrig have gjort det. Han er en normal, sund, 21-årig mand, der har lyster. Og det er der intet galt med, og jeg vil gerne. Virkelig gerne. Have passionen, have at han skal have lyst til mig, have intimiteten, have sex. Jeg vil gerne have sex med min kæreste. Hvorfor kan jeg ikke det?
Så nu går jeg rundt. Og ligner en, der hører til, selvom jeg i virkeligheden er helt ved siden af. Har brug for at hvile mit hoved på hans skulder, bare i 2 minutter.

Big time dagens sang:

Og så har vi oven i købet brugt dagen på resiliens. Og set en film om en 10-årig dreng, der var indlagt et år, men efter en eksternaliseringssamtale kunne han ændre hele sin adfærd og have det godt. Gid det var mig. Og gid at jeg kunne droppe det der spørgsmål om jeg nogensinde bliver okay. Prøver bare at tænke på krøllet papir. Ikke noget fantastisk, vel. Det er bare mig.