I de sekunder, hvor hun så alting klart, så hun kun, at hun havde fejlet

Hun hed Kisser.
Jeg ved ikke så meget om hendes barndom, men jeg ved, at i hendes ungdom havde hun verden foran sig. Hun ville erobre det hele. Hun elskede skønlitteratur, lyrik. Bogstaver, der på en eller anden måde formede ord og blev trykt i bøger, helst tykke, helst støvede og helst med den helt rigtige duft af originalitet. Hun insisterede på at være den bedste og på studiet var der kun en, der gav hende kamp til stregen. Som i en film kæmpede de om at være nr. 1 i klassen. Hun vandt titlen, han vandt hendes hjerte. Unge og forelskede flyttede de sammen på 25 kvm i Vanløse og inden længe havde de også deres første barn. Og pludselig deres andet. Og deres tredje. De var komplet.
Men efter år med bleer, pengemangel, gylp og alt det, var det som om, at alt det romantiske blev lidt mere til virkelighed. Og han var måske ikke så meget til virkelighed og naboen var vel egentlig også en meget pæn kvinde, så ud med Kisser og flytte sammen med Naboen.
Naboen ville ikke have, at de skulle have kontakt med Kisser. Så de delte børnene. Naboen og manden fik den ældste, og de flyttede langt væk. Og så var hun pludselig alene med to drengebørn og et knust hjerte, som hun forgæves prøvede at lappe med lidt snaps. Eller hvad der nu var i nærheden.
Og hun savnede dem forfærdeligt, Den Ældste og Manden. Hun dukkede op til hans konfirmation, men hun måtte ikke komme ind. Så hun stod udenfor, helt grædende, helt knust. Det var ikke denne verden hun havde villet erobre. Så hun drak lidt mere. Hun savnede dem så meget, at hun måske lidt glemte, at de to drenge hun havde var børn og hun glemte måske lidt, at det var hende, der var deres mor. Måske med vilje, fordi hun godt vidste, at hun ikke gjorde det godt nok.

De blev voksne, børnene. Årene forsvandt på en eller anden måde. Det gjorde hendes job også. Hun fik en kæmpe erstatning, men egentlig havde hun bare brug for at have beholdt jobbet, som virkelig betød meget for hende. Hun fik udgivet et par digte, der handlede om det liv, hun aldrig havde levet, men som bare var gået hende forbi. Og i de korte øjeblikke, hvor hun så alting helt klart så hun blot, at hun havde ladet dem tage hendes ældste søn, den midterste var blevet bitter, voksen alt for tidligt og hadede alt og alle og den yngste prøvede at flygte fra det hele. Først med lidt hash, men da det ikke længere rakte til at komme langt nok væk var han bare kommet længere ud. Sprøjtenarkoman.
Og hun havde bare fejlet, og så drak hun lidt mere. Det var en hardcore diæt, hvor hun nægtede at spise, de eneste kalorier hun tillod hendes krop at indtage var i form af alkohol. Hun blev så tynd, så tynd. Hendes læge sagde, at hun skulle spise 2 plader chokolade om dagen. Bare for at få lidt.
Men ingen mand kunne elske hende, hun havde forsømt sine børn, hun var blevet fyret for sit job. Så hvorfor spise? Hvorfor eksistere?
Hun fandt ikke svaret, det tror jeg ikke. Hun fandt døden, efter at have mishandlet sin krop i mange år.

Den næstældste faldt fra hinanden. Han havde levet for sin mor. Og man taler ikke rigtig om, hvordan eller hvorfor, men kun et par år efter døde han. Han sov stille ind i sin seng.

Den yngste hang i en tynd tråd. Ind af hospitaler, men han pushede derfra på trods af startende organsvigt. Så han blev ved med at blive smidt ud. Ind til han en dag var blevet så syg, at han lå i koma og døde.

De var begge under 40.

Den ældste? Efter år med skænderier med Naboen spidsede det til. Efter et skænderi smed hun sig ned på gulvet, skrigende, og da manden kom løbende påstod hun, at den ældste havde slået hende. Han blev smidt ud med det samme, men fandt straks et kollegium og skabte sig et godt netværk.
Han fik kone, børn, skilsmisse, ny kone og et til barn. Og han er min far.

Min farmor, min far og jeg