Jeg har været langt, dybt, helt nede og røre bunden. Også er jeg faldet længere ned. Hun har altid været der - parat til at råbe på en voksen, hvis jeg skulle forsøge at drukne mig. Og nu er det hende. Min stærke, smukke, ansvarsfulde veninde, der har brug for at verden behandler hende pænere.
Og jeg siger til verden, faktisk hver eneste dag, at den skal tage sig sammen, og at hun er en dejlig pige - hjælp hende. Jeg ved, at jeg inspirerer hende, så jeg prøvede at fortælle lidt.
Vi snakkede sammen uafbrudt i 6 timer, imens vi gik rundt på grænsen mellem forstaden og hovedstaden.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan studere det jeg vil. Jeg er ikke stolt af de karakterer jeg får. Jeg finder ikke min glæde i at klare mig godt i skolen. Jeg bliver nødt til at indse, at det er nogle andre kampe, der er vigtige for mig. Jeg har ikke rene 12-taller på mit eksamensbevis, men jeg skær ikke i mig selv. Min kæreste er gået fra mig, og jeg har ikke skåret. Og det er mit 12-tal.
Når man har kampe, som er svære at vinde og ikke giver sig til udtryk på karakterbogen bliver man nødt til at være stolt, når man vinder. På trods. Det er vigtigere at gå i sin behandling, forblive mentalt rask og ikke lade angsten overvinde én, end at man klarer sig godt til en årsprøve.
Men jeg bliver bange. For når hun råber, råber hun fordi ulven virkelig er der. Ellers gjorde hun det ikke. Og der er en gnist i hendes øje, der ikke længere er. Og en glæde bag hendes grin, der er forsvundet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Andet end at sige, at jeg rejste mig. Jeg kæmper for at stå, men jeg rejste mig. Og jeg elsker hende, og ved hvor meget glæde verden kunne få af hende.
Hvis bare den verden gad at opføre sig pænere, når hun nu råber
Også forresten. Tallet på vægten svinger lidt imellem 80-81 kg. Og jeg prøver ikke at være hysterisk omkring tallet. Shortsene jeg her har på købte jeg sidste sommer, og for 5 mdr siden kunne jeg passe dem. Det er fandme vildt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar