Det her med Andreas og hans nye kæreste bliver ved med at sidde i mig. Som noget, jeg godt ved, at jeg ikke burde føle; og jeg burde slet ikke sige noget.
Jeg elskede ham nok. Rigtig højt. Jeg mødte ham i en periode af mit liv, hvor jeg mest af alt ville dø. Jeg var depressiv, på anti depressive piller, søvnløs og i stedet for at tage hen til gymnasiet flakkede jeg rundt i indre bys små, snørklede stræder. For jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen. Nej, jeg vidste godt, hvad jeg ville. Men jeg vidste også, at alt det jeg ville var umuligt, for det jeg ville var at være væk. Ikke altid død, men bare gemme mig. Så man kunne finde mig i Pisserenden, på en bænk på Højbro Plads, på en café med den sorteste kaffe. Men man kunne nok alligevel aldrig rigtig finde mig.
For jeg var der aldrig rigtig. Jeg sov aldrig helt, og var aldrig rigtig vågen. Gik rundt i en verden, som jeg helst så forsvinde fra mig - for alle andre vidste ikke hvor ondt det gjorde at være her, for så kunne de da ikke grine, vel?
Og pludselig var han der - men ikke ligesom alle de andre mænd var der. De tog det, de ville; og sendte mig ud i Pisserenden igen. Han sendte mig aldrig rigtig væk, han fik mig til at føle mig så tryg, at jeg sov lidt igen. At jeg fortalte ham om voldtægten, fortalte ham lidt om min opvækst, at jeg kyssede ham. Jeg havde lyst til ham. For første gang i mange måneder begyndte jeg at have lyst til ting.
Men han var 10 år ældre, jeg havde mødt ham på en side for homoseksuelle og biseksuelle, vi spillede badminton i samme klub. Så han bestemte, at vi var i et forhold. Men at vi ikke skulle sige det til nogen.
Og det var okay; jeg ville jo ikke tage ham med hjem til mine forældre. Han var jo lidt tyk på mavsen, havde fodsvamp, var ved at miste håret og prøvede at redde det med hårlak, så det lignede noget hentehårs-agtigt noget. Men jeg var lidt ligeglad; jeg har aldrig gået op i andres udseende, end mit eget. Og jeg begyndte at holde af ham - for stabiliteten, for omsorgen og fordi han gav mig noget, der mindede om kærlighed.
Vi havde sex. Hele tiden. Han var umættelig, han kunne ikke elske nok med mig. Og det var der min eneste selvtillid lå - et eller andet sted imellem lagnerne - så det var okay. Der var ikke noget, der kunne gør mere ondt, end det jeg følte, når jeg var mig. Så det var okay, at jeg begyndte at bløde nogle gange. Det var okay, at vi gjorde det, selvom jeg ikke havde lyst. Det er vel derfor, der findes spyt og cremer?
Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt nu. Så tragisk-komisk. At det føltes som om, at han reddede mig fra alle andres udnyttelse af mig; og i virkeligheden var han en af dem, der udnyttede mig mest.
Men det er jo ikke noget godt forhold, når det eneste man har lavet sammen i næsten et halvt år, har været at knalde. Javist, det var godt, men? Jeg sagde aldrig rigtig fra overfor noget, jeg sagde aldrig rigtig noget. For jeg var bange for at miste ham, og falde. Når jeg havde det som om, at jeg lige havde lært at stå på mine ben.
Så jeg lod ham kaste mig rundt; lod ham gøre lige dét, han ville. Ja, han slog mig en enkelt gang, svinede mig vist også til og skubbede mig ned fra sengen. Han fik mig til at føle mig værdiløs; men det værste der kunne ske ville være, at han gik fra mig. Og det gjorde han - men jeg fik ham tilbage. Og vi knaldede igen og igen og igen. Og jeg prøvede at skjule mine svagheder - måske ville han have mig, hvis jeg var glad? Så jeg smilede og forsøgte at foregive, at alt var som jeg ville have det. Og det var tæt på, han sagde til mig en måned inden, at han havde fortalt nogen af hans venner om mig. Men ja, så modtog jeg "Jeg ved godt, at det her måske er et lidt ømt emne. Men jeg har fundet en anden, som jeg nu er kærester med".
Og jeg tror aldrig, at jeg glemmer det helt. Min krop gør ihvertfald ikke. For jeg tog hjem til min søster, der var indlagt så jeg havde lejligheden for mig selv, og jeg kastede op og skar. I tre dage, uden søvn, uden mad.
Men pointen er jo ikke min sorg, pointen er jo, at han havde mig i sine hænder. Fuldstændig. Og han smed mig ned på jorden, og trampede på mig. Selvom han vidste, at jeg gik til psykolog en gang om ugen, og selvom jeg smilede, kunne han jo godt se, at jeg stadig skar i mig selv. Og han bemærkede jo også, at min vægt steg og faldt hele tiden, fordi jeg sultede mig selv og overspiste. Og han vidste, at min søster var indlagt efter flere selvmordsforsøg, og at min mor hele tiden råbte af mig, det var derfor jeg var meget hjemme hos ham, og ingen troede, at jeg gik videre til 2.g.
Han vidste, at jeg ville gøre absolut ALT for ham. Jeg tog på ferie med ham EFTER han havde droppet mig på sms. Fordi han så gerne ville. Og bagefter prøvede vi flere gange at finde sammen igen; men jeg har fået det bedre siden dengang - jeg kunne ikke indordne mig på samme måde. Jeg kunne ikke gå tilbage til en, der havde droppet mig to gange.
-Og så har han nerverne til at få en kæreste. I fuld offentlighed. Bare lige sådan. Når han vidste, at jeg havde gjort ALT for, at han ville være min kæreste. Det er 2 måneder siden han sidst skrev til mig, og spurgte om vi ikke kunne være venner, og jeg kunne komme hjem til ham og sove og..
Det sørgelige er, at han mener, at hans bedste egenskab er hans medmenneskelighed. Han græd til Michael Jacksons begravelse. Men da jeg helt nøgen og sårbar sagde til ham, at han ikke måtte kigge på mine ar, og om han ikke nok ville elske mig, selvom jeg godt vidste, at jeg slet ikke var værd at elske, fordi jeg bare var sådan en pædofile mænd købte og familiefædre voldtog. Men ville han ikke nok?
Var reaktionen, at man var kun så meget offer som man gjorde sig selv til.
Kan ikke finde ud af, om jeg vil have ham til at elske mig, til at dø eller bare til at være virkelig ulykkelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar