Hvornår er man sin partner utro? Er det ét blik på en anden, en tanke eller en lyst? Eller er det først når man helt konkret kysser nogen? Må man holde andre drenge i hånden, må man lyve om at se en af sine drenge venner, som man ikke har tænkt sig at lave noget som helst intimt med, men bare for at undgå et skænderi?
Jeg har lidt følelsen af, at det her forhold er ved at falde fra hinanden. Hans mor har fået kræft, og han har intet overskud til noget. Og jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at være i et forhold med samme pessimistiske, depressive type som jeg. Er det i orden? At være så ego, at man kun kan indeholde sine egne problemer, men at man stadig gerne vil være i et forhold? Rod i mit hoved.
Jeg kan godt genkende den her følelse, og den gør mig ængstelig. For jeg ved nu, at jeg ikke kan få hjælp. Hader voksenpsykiatrien, hader at jeg ikke kan få hjælp fordi jeg vil have en uddannelse og kæmper min røv ud af bukserne for at få en åndssvag hue på. Trangen til at sulte mig selv, trangen til at skære i mig selv, trangen til at knalde med alle mulige for at straffe mig selv for at have det skidt, for at få en eller anden bekræftelse forsvinder ikke mere. Sidst jeg havde det sådan her solgte jeg mig selv.
Jeg nægter, nægter, nægter at lade mine depressive tanker vinde over mig.
Lyster og tanker går an, for dem er man ikke rigtigt herre over. Blikke er en gråzone, mens berøringer er at gå for langt.
SvarSletEr det ikke netop nu du skal være en kæreste? Nu hvor han har det svært? Du ved, medgang og modgang.
Du skal fandeme ikke til at knalde tilfældige fyre igen. Du ender bare med typer som din voldtægtsmand, ham der købte dig, og din ex. Du fortjener bedre og de fortjener slet ikke at være sammen med et vidunder som dig. At være sammen med en der ikke værdsætter den du er, bekræfter dig ikke i andet end egen værdiløshed og selvhad.
Det er det sidste du har brug for.
Solo