Min mor bukkede sig ned foran mig, og signalerede med sin pegefinger, hun havde placeret midt på munden, at jeg ikke skulle sige noget nu. Hun tørrede mine øjne med hendes trøje og hviskede: ”Hvis bare, du kan være en stor pige nu, så snakker vi ikke om det”.
Tiden op til det havde været kaotisk. Min mor græd hver morgen, fordi min søster ikke ville stå op af sengen. Og når hun stod op, gik der flere dage før hun kom hjem. Ingen vidste, hvor hun var. Hun blev sendt på efterskole, men stak af. Hun blev sendt på kostskole, men stak af.
Nogle aftener kom hun hjem, grædende. Og brækkede sig ud over det hele. Hun havde kun had i sine øjne.
Hun stjal. Hun stjal vores alkohol. Hun slog min mor. Min stedfar slog hende, mange gange. Da hun stjal, truede han hende engang med en kniv. Hun solgte vores fjernsyn, og brugte pengene på det hvide stof, hun hurtigt kunne sniffe op igennem næsen og være et andet sted, hvor alt hendes mørke forsvandt. Jeg kunne ikke lade være, hun tog alt fra mig. Og da hun sagde, at hun også ville have sin toast i toasteren med min fik hun et nej. Jeg ville have min toast i fred. Min mad.
Hun forstod ikke meningen, der var jo egentlig plads til to. Så vi skændtes, som søskende gør. Men min stedfar blandede sig. ”Fuck af, dit svin” tror jeg nok, min søster råbte. Han blev sur, havde nået sin grænse. Min søster løb op ad trapperne, han løb efter hende og hev hende ned af dem igen i håret. Han slog hende, og hev hende op mod væggen, og tog fat om hendes hals.
Jeg græd, var 10 år. Hun slog ham, fik revet sig løs og løb. Løb væk fra os alle sammen. Inden hun løb råbte hun ”Jeg skal nok få jer væk herfra”. Jeg løb op på mit værelse, låste døren. Min mor sagde, at jeg ikke behøvedes at tage i skole næste dag, men jeg ville væk fra dem.
Det var en af de dage hun brød ind den første gang. Hun stjal nogle penge og fjernsynet. Hun brød ind på mit låste værelse, og fandt min låste dagbog, hvor hun rev de sider i stykker, der handlede om hende. Jeg havde skrevet, at jeg havde ondt af hende.
Anden gang var jeg hjemme hos min far. Sad nede på mit værelse, og legede med Barbie. Om en lykkelig familie. ”Din søster har brudt ind igen, du kan ikke komme hjem i morgen”, råbte han oppe fra køkkenet, ned gennem trappen og ramte mig. Min far kørte mig hjem til min stedfars forældre, der kørte mig hjem til min moster, der kørte mig ud til min mormor, og vi kørte ud til Fisketorvet. Det eneste, de fortalte mig var, at jeg ikke kunne komme hjem. Og jeg havde kun det tøj, jeg havde på. Så de købte noget nyt til mig. Og kørte igen hjem til min mormor. Der satte hun mig foran fjernsynet imens hun grædende skrev breve til min søster.
Også kom hverdagen igen. Jeg fik lov til at se min mor og mine søskende. Men jeg ville ikke se på min stedfar. Vi flyttede på et hotel, ikke ret langt fra, hvor vi bor. Og jeg startede i skole igen, selvom jeg ikke havde nogle af bøgerne. En morgen kunne jeg ikke finde mine nøgler. Imens jeg ledte begyndte jeg at græde. Jeg satte mig ned, og jeg kunne ikke stoppe. Efter en times tid tændte jeg for fjernsynet, stadig grædende. Det var den første gang, jeg pjækkede. Hver fredag, når jeg skulle møde lidt senere, blev jeg hjemme og græd. En af dagene kom min mor hjem og opdagede mig; ”Hvis bare, du kan være en stor pige nu” sagde hun. Og jeg spurgte, hvad der var sket med huset; ”Så snakker vi ikke mere om det”.
Så senere cyklede jeg forbi. Sofaerne var blevet sprættet op med en kniv, der lå iturevet papir på gulvene, der var skrevet på væggene ”DØ”, ”JEG HADER JER”. Alt var ødelagt, undtagen mit værelse og mine søskendes. De var som uberørt. Min søster har fortalt mig, at hun var kommet for at hente nogle af hendes gamle ting. Da hun så fandt ud af, at vi havde skiftet lås, blev hun sur. Også kan hun ikke huske mere. På papirerne fra retten står der, at hun smadrede for over 2 mio. kr. Hun fik 2 års betinget fængsel.
Jeg fyldte 11 på hotellet, og min klasse spurgte, hvorfor jeg ikke holdte fødselsdag. Jeg svarede, at vi boede på hotel, fordi vi var så rige og havde lyst til at prøve det.
Vi flyttede tilbage en måned efter. Dem, der havde ryddet op efter det, havde puttet alle de ting, der ikke skulle erstattes i flyttekasser og stillet dem ind på mit værelse. Der var kun en lille sti, hvor jeg kunne gå hen til min seng. ”ISS – når skaden er sket”, stod der på kasserne. Og det eneste jeg kan huske fra den tid er, at jeg tænkte, at skaden virkelig var sket.
For tre år siden ledte jeg efter nogle gamle ting. Jeg gik ud på det badeværelse, vi bruger som opbevaringsrum. Da jeg kiggede igennem tingene fandt jeg dem, de 50 udslåede papkasser, der havde fyldt mit værelse. ”Når skaden er sket” fik mig til at huske, nogle af de ting, jeg havde fortrængt. Og den anden dag sad jeg i stuen, lyset skinnede ind og jeg fik øje på en plet, der var hvidere, end de andre, og man kunne skimte, den sorte maling ”DØ”, havde der stået. Og sådan har jeg det i dag. Jeg genoplever det mareridt, mit sind havde fortrængt. Og nogle gange bliver jeg i tvivl. Om det er okay, at jeg er trist. Også husker jeg glimt. Af vold, stilhed og kaos. Så nogle gange bliver jeg nødt til at forstå, at hvad der aldrig fik lov til at hele, bliver nødt at til at syes sammen nu. Uanset smerten, og latterligheden af at disse gamle sår stadig er åbne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar