Jeg var helt sikker på, at vi havde aftalt at det skulle stoppe. Stoppe med at være en smerte, stoppe med at gøre ondt.
Den forårsnat, hvor jeg tabte mit hjerte og mit sind næsten helt forsvandt for at følelsen endelig kunne få sin plads. Den forårsnat, hvor det eneste jeg rummede var en sikkerhed på, at jeg aldrig kunne elskes. En sikkerhed, der fik mig til at ville tage mit eget liv, tage sovepiller nok til at sove i måneder indtil alt gav mening. Der hvor jeg fandt en styrke i de mennesker omkring mig og oplevede, at selvom jeg var helt krøllet sammen til noget virkelig hjælpeløst - som slet ikke kunne yde til nogen - så var de der. De mennesker, jeg elsker.
Og som historien skrider frem og jeg finder ud af at ham der - der gjorde mig glad i 2 minutter for at lade mig ligge ødelagt i min seng i 2 måneder - var blevet kærester med hende der, der gik i min klasse. Og var pæn, veltrænet, blondine, solariebrun, Jason Derulo, poptøs-agtig. Alle mulige ting, som jeg ikke er .
Og på trods af, at det lidt ødelagde min verden påny - så gav det mig også eftertanke.
Jeg er speciel. Jeg har baggage. Jeg har diagnoser. Jeg er en hel masse. Jeg rummer mange ting. Det gør mig sårbar. Det gør mig følsom. Ja.
Det har gjort mig stærk. Det har gjort mig indlevende - empatisk - nærværende - menneskelig - lyttende - forstående - nuanceret -eftertænksom.
Jeg har fået kompetencer til at være mig og til at rumme tabuer, skæbner, glæde, svigt og en stor sorg.
Men......... Hver gang jeg ser hende dukker følelsen af at være utilstrækkelig, at være for meget, for syg, for skadet til at kunne elskes op. Og ligemeget hvor mange gange jeg fortæller mig selv, at hun er en helt anden type end jeg og det var den type han ville have. Og jeg bliver sindssyg.
Alt for ham er helt væk. Om jeg fik en million kroner ville jeg ikke bytte kærester med hende. Men kan ikke leve med, at hun er "bedre" end jeg er. Tror næsten jeg hader hende......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar