bruger for tiden mine dage mest på den lukkede. I denne omgang er det ikke mig, men min allertætteste. Jeg tog med hende på skadestuen, lige efter hun havde fortalt mig om hendes selvmordstanker.
Når man nok gange er blevet stillet de spørgsmål, der fpr en til at være helt ærlig og bede om hjælp, lærer man også at stille dem. Og det lød seriøst - og de syntes det samme på skadestuen.
Det er vildt igen at stå i skoene "pårørende til selvmordstruet", men er meget mere tryg i denne omgang, da hun er åben og inddragende. Min søster var lukket og lod som om alt er fint.
Jeg er 20 år gammel. Min søster, bedste veninde og jeg selv har være indlagt på en lukket afdeling. Jeg har været i psykiatrien i 4 år. Jeg får det ikke bedre - men holder en lige trivselslinje, ikke en nedadgående.
Jeg kender psykiatrien, jeg kender mange med psykiatriske diagnoser, jeg bruger mit liv på at overbevise mig selv og dem omkring mig, at det er værd at leve.
Det her har fandeme bare at gøre mig til noget stort - at hjælpe nogen - at være nogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar