De sidste par måneder har jeg grædt rigtig meget.
Mest alene.
Mest uden at fortælle nogen noget.
Enkelte gange foran andre. Og altid uden nogen speciel grund. Andet end, at det blev for meget.
Altså, det hele.
Og det her kræft - kemo - blodprop i hjernen er PIKKE LORTE RØV FUCKING NOGET LORT. Punktum, basta.. Men - for der er et men - det er ikke slutningen.
Min fars blodprop ramte et heldigt sted - tilsyneladende INGEN alvorlige skader.
Min mors kræft er opereret ud, og vi er nu færdige med kemobehandlingen.
SÅ - det værste er faktisk ovre. Og selvom min krop momentvis føler sig i chok og krise og det her føles som umenneskelig hårdt - kunne selvmedlidenheden så ikke lige tage en pause? Altså bare en lille en? Fordi med selvmedlidenheden følger selvbebrejdelserne og det fører mig ind i en cyklus fyldt og tømt for mad - for sådan føler jeg altså stadig de følelser - med MAD. Og det gør mig egentlig temmelig ulykkelig. Jeg var kommet så langt - tænkte mad som en selvfølgelighed, og havde ingen no-go-mad. Jeg elskede ikke min krop, men accepterede den. Jeg havde ikke kastet op i et helt år, før min mor fik kræft. Den dag hun blev opereret spiste jeg en flødebolle og lidt aftensmad. Og løb 5 km.
Det er så klart, at min spiseforstyrrelsen lever af og er min reaktion på kræft og blodprop, og det må simpelthen stoppe. Jeg må finde en ny vej, nye stier at gå på.
Jeg må kontakte nogen. Om det så er LMS eller kræftens bekæmpelse eller hvem-nu-end-der-kan-snakke, så må og skal de følelser snakkes om - istedet for at være forklædt i kalorietabeller, dulcolax og lange ture på toilettet.
Også stopper jeg lige med at have så ondt af mig selv. Det ville kræft edeme klæde mig.
"The woods are lovely, dark and deep but I've got miles to walk before I sleep and promises I have to keep" Robert Frost
Ingen kommentarer:
Send en kommentar