Stærke krafter og kræft

I går gik jeg i 0 - ihvertfald sådan cirka - da jeg lukkede øjnene var jeg træt, men skræmmende lykkelig.

Jeg løb de lidt over 5 km om eftermiddagen, spiste min halve grapefrugt (som egentlig skulle være min morgenmad). Købte ind, og det blev til thaisuppe med kylling, en lille smule kokosmælk, spidskål, peberfrugt, ingefær, chili, hvidløg, porre og masser af limesaft. Jeg spiste to store portioner, men kom jo nok ikke over de 470 kcal jeg havde forbrændt på min løbetur.

Et eller andet sted orker jeg slet ikke det her. Den her konstante stillingtagen til mad. Det kører rundt i hovedet på mig. At spise er igen blevet til en kæmpestor beslutning, som jeg kan bruge timer på at tage.
Et andet sted i mig orker det her. Virkelig meget. Det gør mig så glad - at lykkedes. At det er mad der kører rundt i mit hoved i stedet for min mors kemoterapi, tabt hår, tabte øjenvipper. Det, at hun ikke engang når at komme op af sengen mellem behandlingerne. Min frygt for, at når det her kemo er slut, så har sclerosen vundet alle hendes kræfter. At hun for alvor skal blive invalid. Så er aftensmad lidt nemmere at forholde sig til. På en eller anden vis.

Også alligevel ikke. Min mand spiste sen frokost, og jeg VED at jeg burde spise aftensmad alligevel. Selvom han ikke skal have noget. Men nu er klokken snart otte, og jeg har diskuteret med mig selv i to timer. Jeg tror ikke, at jeg kan. Men jeg ved, at jeg burde. Jeg prøver at overbevise SF med, at jeg kan undgå en eventuel overspisning. Men SF fortæller mig, at det jo ikke er løbedag idag, så jeg er allerede i plus. Med min halve grapefrugt, 150 gr vindruer og 5 digestive kiks, som jeg spiste hos min mor.

Mit vægttab gavner ikke min mor. Men det er min coping - lige nu..