Helt okay. Måske, skulle jeg nok skrive. Jeg er tilbage, tilbage i bunker af sult og piller, opkast og selvhad. Og har afsluttet mit gruppeforløb i dag. De sidste to uger har været sådan her.
Jeg er træt. Træt af denne her kamp, der synes så uendelig uovervindelig.
Hvad er det man siger? Sindssyge er ikke at lave en fejl - sindssyge er at lave de samme fejl igen og igen og forvente et nyt resultat. Så guess what - på trods af en uge med et dagligt måltid, adskillige opkastninger, adskillige afførringspiller - jeg havde taget et kg på (eller 800 gr., men det er så tæt på 1 kg).
I går skulle jeg udfylde en seddel med personlige oplysninger til tandlægen, måtte genaflevere 3 gange fordi jeg havde glemt at skrive ting. Glemt et tal i mit postnummer, glemt at skrive hvilken sal jeg bor på, glemt at skrive mit efternavn?!?!?! Rystede af kulde, og tænkte kun på aftensmad, da jeg sad der kl. 16, og det var ved at nærme sig, min 22. time uden mad - og jeg kan ikke finde ud af at udfylde et skema om basale oplysninger. Det var jo ikke ligefrem atomfysik jeg skulle beskrive. For helvede, hvor jeg hader det her.
Og det er det jeg må klamre mig fast til, ikke? At jeg inderligt hader denne sygdom, der erobrer mit sind, mine handlinger, min krop.
Lige netop dét - det er en sygdom. Jeg har ikke valgt den, den tilbød sig i mit liv som en løsning, den eneste løsning - og den gav mig lykke - jeg havde bare ikke læst det med småt.
De veje jeg stod overfor i januar 2011 var kun ulykkelig, jeg valgte det, jeg troede var det bedste alternativ - derfor må jeg ikke hade mig selv.
Jeg kender min krop, mit sind og min sygdom - og dette helvede er jeg sikker på vil slutte.
Jeg skal til diætist på tirsdag med min kæreste og senere i måneden alene. Lige nu har jeg ikke kræfter til at bekæmpe kræfterne i mig - men må fokusere på at skrive min eksamensopgave.
Alors, au revoirs
Ingen kommentarer:
Send en kommentar