Om at blive det, jeg egentlig har lagt bag mig

Jeg vågnede kl. 4:37, grædende. Men uden helt at vide, hvorfor. Jeg vidste godt, at jeg havde haft en drøm. Hvor alt, hvad jeg har bygget mit liv op til at være igennem de sidste to år, forsvandt.
Jeg vidste godt, at det ikke rigtig var rigtigt.
Jeg vidste godt, at det var en drøm.
Men nogle følelser, ofte dem man frygter mest, sidder i én i alt for lang tid. Og i dag har været en af de sjældne dage, hvor hvad jeg frygter, er det jeg bliver til.

Jeg har ikke kunnet genkende mig. For jeg er vokset, meget.

I dag har jeg kunnet høre min indre kritiker i alt, hvad jeg har foretaget mig.

"Hvorfor siger du noget, din stemme er forfærdelig"
"Det, du siger, giver ingen mening - stop"
"DU kan ikke gå udenfor, du er for FED"
"Ingen kan elske dig, du er for FED"
"Du er grim, tro ikke, at du er noget"
"Hvad i alverden havde du egentlig tænkt dig med det tøj? DU kan ikke bære det"
"DU er intet værd"
"DU er ingenting værd"
"DU er værdiløs"

Og nu har jeg "delt" en flaske rødvin med min kæreste og hans ven. Og med "delt" mener jeg, at de har fået et halvt glas hver, mig resten. Men det ved de vist ikke.
Og det har lagt en dæmper på kritikeren. Men nu er det eneste, der er tilbage; gråden. Sorgen.
Over alt det jeg ikke kan håndtere, og ikke vil håndtere.

Og man siger vel egentlig også, at alkohol egentlig bare forstærker den følelse man allerede har. Indtal man har drukket sig fuldstændig sanseløs. Så det er det, jeg har lyst til nu. Og er godt på vej, min tolerance er ikke, hvad den har været. Så skål.