Det havde regnet. Og det var en af de søndage, hvor man mærker, lige så snart ens tåspids snitter det kolde gulv, man gyser, og man mærker, mærker at det ikke er det værd.
Hendes hår krusede, hun havde ingen make-up på.
Han sad med begge fødder på det smattede gulv. Mudderet var over alt. Hans højre hånd strakte sine fingre, armen løftede han, ind over og bag ved hende. Han trak hende ind til sig.
Jeg havde mærket kulden på min storetå, men var småløbet igennem den silende regn for at nå en bus, jeg ikke havde lyst til at køre i. For at stå på et tog, jeg ikke havde lyst til at køre i.
Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen. Hun kunne ikke kigge på ham, for en tårer trillede allerede ned af den revne, der er imellem kinden og næsen.
Hun vendte hovedet væk fra ham, ryggen til ham. Hans arm prøvede at presse hende, så hun lå op ad ham. Men hun hev begge sine ben op under sig, og lænede sig forover. ”Undskyld. Skat. Skat? Jeg ved godt, jeg ikke er den, du troede. Jeg ved, at siden vi mødtes. Mm. Mødtes. Har jeg kun skuffet dig. Jeg ved godt, jeg ikke er god nok. Jeg ved, du kan finde bedre. Jeg ved, alt. Men ved du, at jeg elsker dig?” Han tog hendes hånd i sin og prøvede at dreje hendes hoved med hendes egen hånd, mod hans hoved.
Jeg prøvede at lade være med at kigge.
En dame havde sat sig overfor mig. En mand steg på ved næste stop.
Pigen sagde ikke noget. Gjorde ingenting. Hun græd ikke. Ikke mere.
Manden spurgte, damen, hvordan man kom til Søerne.
Han prøvede at få fat i hendes hånd. At få hende tæt på sig.
Damen svarede, at han skulle til Nørreport. Hun var mørk i huden, og havde rød neglelak på. Han spurgte hvornår det var. Hun kiggede på ham, for første gang, lagde hovedet lidt på skrå, smilede til ham, og pegede på tavlen med de røde bogstaver og prikkerne. Manden reagerede ikke på, at han nok burde have vidst det. ”Det ville være det nemmeste, ikke? Men det sjoveste? Ved du, hvad det ville være?” Han stoppede ikke for at give hende lov til at svare. ”Hvis du viste mig det. Vi kunne holde i hånd, købe mad og gå en tur rundt om søerne. Du ligner en, der har haft et liv, jeg altid har drømt om at høre om”
Pigen drejede sit hoved. Kiggede på damen og manden og mig. Mig, der sad og gemte mig bag musik, der i virkeligheden slet ikke var tændt. Mig, der sad og stirrede på hende og tænkte på den gang, hvor min søster havde forsøgt at begå selvmord. Og jeg skulle se min bedste veninde. Så jeg havde taget toget, og prøvet at lade være med at græde. Men jeg kunne ikke mere. Billedet af hende, der var besvimet midt på gaden. Afskedsbrevet til hendes søn. Og alle de piller, der lå spredt ud over madrassen, som politiet havde fundet, da de slog døren ind. Den var helt smadret, døren. Og hvordan folk stirrede på mig. Og jeg havde lyst til at rejse mig og skrige, at jeg var så træt. Og så trist. Og min søster var på hjerteafdelingen. For 3. gang det år, og det var i maj måned. Og nu skulle hun på den lukkede igen. Jeg prøvede at kæmpe mod mine tårer.
”Hold din fucking kæft. Jeg gider ikke høre på flere undskyldninger. Gider ikke høre på flere ord. For de er fucking lige meget, ikke? Du har en fremtid. Jeg har en fremtid. JEG HAR EN FREMTID, og du sårer mig. Du har såret mig så mange gange, at jeg ikke kan leve med det her mere” Var de første ord, jeg hørte hende sige. Han var fuldstændig mundlam.
”Enghave st.” sagde den monotone stemme fra højtalerne, og jeg stod ud, og gik tilbage til derfra, hvor jeg engang kom. Og det var først dér, det gik op for mig. Pigen havde mit blik.
