Lort, lort, lort, lort

Det er jo klart vi havde så god sex. Eller at han havde. Jeg var jo ligeglad. Havde ingen forventninger, havde ingen grænser. For helvede, jeg var jo en man kunne købe. For mig handlede sex aldrig om mig. Det handlede om ham, og om hans orgasme. Jeg var altid bange for ikke at være pengene værd.
Så jeg lyttede til hvert eneste lille støn for at finde ud af, hvad han kunne lide. For at jeg kunne være god nok.
Det kan godt være, at han aldrig har haft så god sex. Men det betyder vel bare, at han aldrig har været sammen med en prostitueret.
Jeg hader mig selv. Jeg hader, hader, hader, hader mig selv. Hader alt jeg har gjort. Hader den jeg er. Jeg forstår godt, at han ikke kunne elske mig. Det kan jeg heller ikke selv.

Why I'm not where you are

" Jeg stoler ikke på dig. Og du sårede mig. At give dig tilladelse til at være i mit i liv, selv bare som en bekendt/ven, er at give dig muligheden for at såre mig igen. Det tror jeg næppe, jeg vil tilgive mig selv.

Jeg har selvtillidsproblemer. Hvor banalt. Min frygt er, at jeg bare er et hul. Bogstaveligt talt. Og ikke noget som helst mere end det. Så hvis det er fordi, du savner et knald. Vil du så ikke bare finde en anden? Min selvtillid holder ikke til flere, der egentlig ikke gider mig.

Jeg synes det er skræmmende, og lokkende at åbne op for 08/09 boksen. Jeg kan ikke huske særlig meget andet, end smerte. Og det ville være rart også at kunne huske nogle positive ting.
Jeg var så ung, og så depressiv. Jeg var så meget et offer. Jeg vil gerne vise dig, resten af verden - og mig selv, at idag er jeg ikke et offer, jeg er en overlever.
Jeg kunne godt tænke mig at forklare, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde. Er sikker på, at folk syntes jeg var verdens underligste.
Men på den anden side er jeg bange for, at det hele kommer for meget op; for de fleste ting jeg kan huske, kunne jeg godt tænke mig at glemme." 


Et uddrag af mine tanker omkring at mødes med min eks, sendt til ham. 


"Jeg er stolt og imponeret over din ærlighed. Og nej, du starter ikke et nyt skænderi.

Jeg vil også godt være ærlig over for dig: Jeg er ret sikker på, vi ikke så hinanden på samme måde dengang. Vi mødtes, kyssede, dyrkede sex, snakkede og hyggede. Scenariet gentog sig, og det blev en slags vane på et tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg sansede, at du blev glad for mig på den måde. Jeg havde nok i tankerne, at du ligesom mig nød den helt fantastiske sex, vi havde. Seriøst, jeg har aldrig haft så god sex med nogen som med dig. Men jeg misforstod. Og det må du undskylde.
På vores ferie var jeg bare dum. Det tangerede ren udnyttelse, kan jeg godt se i bagklogskabens ulidelidt klare lys. Og det må du virkelig, virkelig undskylde. Selvfølgelig er det ikke nok at sige undskyld, men ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. "


Hans svar. Det er så klart, at det eneste han vil mig, er at bruge mig. Men jeg bliver ikke brugt mere. Jeg er ikke et offer. Og jeg er slet ikke hans offer, ikke mere.  

Vi flytter kun kommaer

Livet er for kort. Ihvertfald til at lade sig deprimere og true med flytninger og verdens undergang pga. en dansk, rød regering. Det betyder noget, men så meget betyder det ikke.
Vi vil alle sammen det samme. Vi vil have at syge kan få behandling, at arbejdsløsheden er lav, at væksten er høj, pengene er i overflod og uddannelsen blandt de bedste. Er der nogen, der siger nej til dette?
Det eneste valgets resultat betyder er, at vejen til det samfund vi gerne vil have bliver lagt om. Lagt om på en måde så der stadig er plads til alle. Dem der har de bredeste skuldre må bare bære på mere. Men ingen laster så meget på de brede skuldre, at de falder sammen. Og hvis de skulle briste alligevel har deres egne penge sørget for korte ventelister og minus brugerbetaling :-)
Som en af mine venner udtrykte sig "Vi flytter kun kommaer i dansk økonomi-politik"


Forresten stemte jeg på SF's Özlem. For min stemme skulle gå til forbedring af psykiatrien, det har jeg drømt om siden jeg var 14. Og det kryds, det føltes fandeme godt. Nu håber jeg bare, at hun kommer ind.
 

Hellere fortryde det man gjorde, end det man lod være med?

Det er en af de klicheer nogle mennesker lever deres liv efter. Og i situationer, hvor jeg godt vidste, at jeg gjorde noget fuldstændig hovedløst er det den sætning jeg har trøstet mig selv med.
For den kliché man burde leve efter er, at man skal følge sin intuition.

Alligevel er det den falske kliché jeg nu sidder og messer. Imens jeg har lyst til at græde. For et par uger siden kontaktede min gamle eks mig. Ham, jeg var kærester med i 08/09. Samtalen har langsomt, men sikkert, bevæget sig derhen af, hvor spørgsmålet så igår kom; "Har du lyst til at se mig igen?".

Og ja, lysten er der. Men det er jo ikke det spørgsmålet handler om. Og det er slet ikke det, jeg skal tage stilling til. Det jeg skal vælge er, om jeg vil have ham i mit liv. Om jeg vil give ham muligheden for at såre mig igen.

Karrygul fest

Nogle gange må man sgu fnise lidt af sig selv. Har i lang tid haft ualmindeligt varme følelser for den karrygule/ mustard/ whatever farve. Startede år tilbage. Men for lidt under et år siden tog det sådan rigtig fat. Og det er blevet til en stor fest.
Kan fortælle jer, at det udfra hvad jeg har lige har ved hånden er blevet til:
1 trøjekjole
3 trøjer
1 sweater
1 pa r strømpebukser
3 halstørklæder

Billedet gør ikke mængden af tøj retfærdighed. Nu må jeg lige lade være med at lade denne her psykose tage over. Det er jo ikke engang fordi jeg går i farven. Synes bare den er pæn. Kuk kuk, er der nogen hjemme?

Dybt forvrænget

Har lige set kanal 4's QTV, som idag handlede om anoreksi. Ved i hvad? Det fik mig til at savne den helt specielle træthed og rusen, når man næsten uden energi formår at løbe 5 km.
Jeg savner at ryste af sult, og hele tiden være på grænsen. Savner at have helt kolde hænder. Savner ikke at spise.
Og de piger får mig kun til at væmmes ved mig selv. Fordi jeg ikke ser sådan ud. Det er jo det, der er det syge. Selvom jeg ikke er syg. Ikke som dem. Hvis jeg var det, ville jeg jo ikke have den her kamp med mig selv. Hvor jeg overspiser hver dag, og her til aften vejede jeg 77,9. Søndag morgen vejede jeg 76,4. Jeg bilder mig selv ind, at jeg spiser, så jeg hurtigst muligt kan blive rask, og få lov til at træne igen, og så vil jeg træne og træne, og ikke spise. Og jeg vil komme ned og veje måske 65 kg. Mmmh 65 kg. smager sødt, smager bedre end noget mad kan gøre.

Og så kan jeg tænke på februar, hvor der stod 103 kg på vægten, og jeg troede alt ville være godt, hvis bare jeg kunne komme ned under de 90 kg.
Og jeg føler mig ikke tyndere nu, end da jeg vejede 98 kg. Jeg er ikke lykkeligere. Jeg kan godt se forskellen på billeder - men når det bare er mig og spejlet er det eneste jeg kan se, alt det fedt der skal væk.

Tror i, der er nogle, der kan finde ud af det der med mad og kropsbillede og selvværd og få alt til at hænge godt sammen? Jeg tvivler.

Månedsdag

3 dage. Så har jeg været syg i en måned i træk. Min milt og lever ter sig, og har været til lægen med smerterne idag. Hun tog blodprøve, som jeg får svar på torsdag.

Er helt ødelagt. Og har egentlig ikke så meget at sige. Jeg vender stærkt tilbage.