Jeg sidder og spiser. Min mor har lavet en skinke/porretærte og nogle frikadeller. Jeg blev ked af det, da jeg hørte det. Ikke noget "sikker mad", ikke noget som jeg kunne spise meget af. Og jeg ville egentlig gerne spise, har været på svensk julemarked hele dagen, og har kun spist en halv bolle og en clementin, så jeg var sulten. Jeg ville virkelig gerne. Så da jeg sætter mig ned, prøver jeg at sætte mig ned uden regler om hvor meget. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg gerne må spise. Tærten smager dejligt, og det mikroskopiske første stykke spiser jeg uden problemer. Det samme med det andet. Kan stadig mærke sulten og tager et stykke rugbrød, hvor jeg placerer frikadelle ovenpå. Jeg spørger min mor, om hun har puttet ost på tærten - hvis ikke hun har, kan jeg jo måske tage et 3. stykke. Ja, hun har puttet parmesan-flager på samt fløde og creme fraiche i tærten.
Og jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg bryder fuldstændig sammen. Råber foran hele min familie, hvorfor hun altid skal putte de ting i maden og jeg kan ikke huske, hvad jeg mere sagde. Men jeg græder og græder og græder. Og bliver pisse bange. For det var ligesom om, at jeg ikke selv kunne styre det. Jeg kunne ikke kontrollere, hvad jeg sagde eller gjorde.
Da jeg var kommet lidt til mig selv sagde jeg undskyld, og begrundede episoden med træthed. Hvad fanden skal man sige? Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Det føles bare som om, at jeg har mistet mig selv lidt, og en eller anden psykisk syg har taget over. Og jeg er så bange.
søndag den 4. december 2011
lørdag den 3. december 2011
Ikke et offer
Da hun åbner skuffen og mærker knivens træ-håndtag på fladen i hendes hånd
falder hun
lidt tættere på hvem hun måske i virkeligheden er
og længere og længere væk fra den de tror
Hun har bygget sig op
og er faldet sammen
I stykker der slet ikke passer sammen
er hun faret vild ned af veje der kun fører hende de samme steder hen
Og da hun prøver at grine gør det ondt fordi der jo slet ikke er noget der er lige så sjovt
som den smerte der dag og nat forfølger hende og udkonkurrerer, udkører, udtørrer alt det hun
i virkeligheden måske slet ikke er, men stille og stædigt insisterer på at være.
"Jeg er ikke et offer, jeg er ikke et offer, jeg sagde, jeg ikke er et offer"
Og på dage, hvor hun næsten ikke falder tror hun nogle gange næsten selv på det, at hun ikke er et offer, men en overlever. Og så er der de dage, hvor alt er sløret, men hun stadig ikke er et offer, for det var jo hende der ikke sagde nej nok gange, det var jo hende der gik med pengene. Og hvordan skal man kunne høre én der aldrig skriger, men bare sulter sig i et desperat håb om måske en dag bare at forsvinde.
Og hun ved, at det er forkert.
Men det føles så rigtigt som vandmelon på en sommerdag
og clementin i december, når selvhadet igen skærer de gamle ar op
ikke fordi hun er et offer, men fordi
det er hendes egen skyld.
falder hun
lidt tættere på hvem hun måske i virkeligheden er
og længere og længere væk fra den de tror
Hun har bygget sig op
og er faldet sammen
I stykker der slet ikke passer sammen
er hun faret vild ned af veje der kun fører hende de samme steder hen
Og da hun prøver at grine gør det ondt fordi der jo slet ikke er noget der er lige så sjovt
som den smerte der dag og nat forfølger hende og udkonkurrerer, udkører, udtørrer alt det hun
i virkeligheden måske slet ikke er, men stille og stædigt insisterer på at være.
"Jeg er ikke et offer, jeg er ikke et offer, jeg sagde, jeg ikke er et offer"
Og på dage, hvor hun næsten ikke falder tror hun nogle gange næsten selv på det, at hun ikke er et offer, men en overlever. Og så er der de dage, hvor alt er sløret, men hun stadig ikke er et offer, for det var jo hende der ikke sagde nej nok gange, det var jo hende der gik med pengene. Og hvordan skal man kunne høre én der aldrig skriger, men bare sulter sig i et desperat håb om måske en dag bare at forsvinde.
Og hun ved, at det er forkert.
Men det føles så rigtigt som vandmelon på en sommerdag
og clementin i december, når selvhadet igen skærer de gamle ar op
ikke fordi hun er et offer, men fordi
det er hendes egen skyld.
torsdag den 1. december 2011
Så fint klædt ud som sig selv
Jeg har ofte følt at jeg døde. Jeg har ikke haft lyst til at dø, men jeg har ikke haft lyst til at leve. I går kom de første selvmordstanker i meget lang tid. De har været på vej længe. En hvisken, der på sin egen stille altoverdøvende facon skriger; jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere. Og i går blev mit lys, mit sidste desperate håb taget endnu længere bort til et sted i fremtiden, jeg slet ikke ved om findes. I hvert fald for mig.
Jeg ringede til min læge, for at høre hvad der skulle ske. Hun vidste først slet ikke, hvad jeg snakkede om. Hun påstod først, at hun ikke skulle gøre noget. Da jeg insisterede fandt hun henvisningen fra skadestuen frem og indrømmede, at jo hun skulle gøre noget. Men da gør hun mig opmærksom på, at det jeg kan blive henvist til er maks. 12 gange krisepsykolog hvor jeg selv skal betale 3-400 kr. Det er jo ikke det, jeg har brug for. Jeg kan ikke mere. Så vi aftalte at mødes og snakke om det, og det tidligste hun har tid er på næste onsdag. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for hjælp, og jeg har brug for hjælp nu.
For siden jeg kom hjem har jeg godt nok prøvet at spise, hvilket selvfølgelig har resulteret i, at jeg har taget lidt på og er oppe på omkring 76 kg igen. Og det kan jeg jo ikke holde ud og jeg har skåret og skåret. Ikke så dybt, men jeg har skåret. Og det her er ikke bare et råb om hjælp, det er et skrig. For denne her verden, hvor alt bare gør så ondt og hvor jeg er så ked af det og jeg hele tiden træder vande for ikke at drukne.. Kan ikke mere, jo..
Jeg ringede til min læge, for at høre hvad der skulle ske. Hun vidste først slet ikke, hvad jeg snakkede om. Hun påstod først, at hun ikke skulle gøre noget. Da jeg insisterede fandt hun henvisningen fra skadestuen frem og indrømmede, at jo hun skulle gøre noget. Men da gør hun mig opmærksom på, at det jeg kan blive henvist til er maks. 12 gange krisepsykolog hvor jeg selv skal betale 3-400 kr. Det er jo ikke det, jeg har brug for. Jeg kan ikke mere. Så vi aftalte at mødes og snakke om det, og det tidligste hun har tid er på næste onsdag. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for hjælp, og jeg har brug for hjælp nu.
For siden jeg kom hjem har jeg godt nok prøvet at spise, hvilket selvfølgelig har resulteret i, at jeg har taget lidt på og er oppe på omkring 76 kg igen. Og det kan jeg jo ikke holde ud og jeg har skåret og skåret. Ikke så dybt, men jeg har skåret. Og det her er ikke bare et råb om hjælp, det er et skrig. For denne her verden, hvor alt bare gør så ondt og hvor jeg er så ked af det og jeg hele tiden træder vande for ikke at drukne.. Kan ikke mere, jo..
fredag den 25. november 2011
I don't care if it hurts; I want to have control - I want a perfect body, I want a perfect soul
Jeg er tom for ord. Mættet i egne tanker. De sidste 48 timer har været så kaotiske. Jeg har i længere tid været på vippen, psykisk. Men har kæmpet røven ud af bukserne for at få mit liv til at hænge sammen.
Søndag var jeg hjemme hos en fyr, som jeg havde mødt i byen. Han var verdens aller-sødeste. Virkelig. Vi sad og snakkede i timer, også rakte han pludselig hånden ud; jeg tog hans hånd også lænede han sig ind - I det øjeblik vores læber mødtes startede U2's "With or without you". Har aldrig oplevet noget så romantisk.
Da han derefter spurgte om jeg ville se ham igen svarede jeg ja. Og det blev altså onsdag. Også selvom jeg havde været på arbejde, ikke havde spist tirsdag eller onsdag - og jeg bare var et rod. Jeg tog mig sammen, lagde alt det crazy jeg har, helt helt væk. Men ikke nok. Aftnen endte katastrofalt, jeg ødelagde det. Ved at være mig. Og jeg kunne bare ikke mere. Ville ikke begå selvmord, men jeg ville virkelig ikke leve mere. Jeg kunne bare ikke se pointen i at fortsætte, når alt skal være sådan en kamp for mig. Specielt når det føles som om, at jeg taber kampen.
Tanken om, at jeg bare ikke var god nok til at nogen nogensinde kunne elske mig, gjorde at jeg tog hen til psykiatrisk skadestue. Jeg fik snakket med sygeplejerske og læge og blev derefter indlagt. Og det har jeg været indtil frokost idag. Jeg har grædt sindssygt meget, fået tænkt en del og haft det virkelig skidt. Trangen til at skære var så slem, at jeg borede neglene ind i mig selv så hårdt, at mærkerne stadig er der. Jeg var glad for at være der. Glad for at de passede på mig. De gav mig en halv indsovningspille den anden nat, så jeg kunne sove - og nu har jeg fået lidt med hjem. Det var virkelig den rette beslutning for mig.
Min familie er meget sød. Min mor sørgede for, at der var lækkert, indisk mad (min favorit) til aftensmad, da hun hørte jeg ikke havde spist under min indlæggelse. Så der fik jeg en kæmpe portion, og her til aften har jeg tvunget mig selv til at spise 4 toffifee (44 kcal pr stk.). Aner ikke hvad jeg vejer lige nu, men det må blive i morgens kamp.
Er blevet henvist til en psykolog til noget ambulant behandling. Og kæft, hvor er jeg lykkelig for det. Det bliver det første faste behandling siden ungdomspsykiatrien sluttede i maj 2010. Da jeg fortalte på afdelingen, at jeg ikke havde fået noget hjælp siden der, rystede de også bare på hovedet.
Men status er nu, at jeg stadig er rystet og i et underligt humør. Men samtidig utrolig lettet over, at nogle ved at jeg har det skidt, og at jeg har brug for hjælp - og ikke mindst får hjælp. Snart.
Måske var jeg ikke så tom for ord alligevel.
Søndag var jeg hjemme hos en fyr, som jeg havde mødt i byen. Han var verdens aller-sødeste. Virkelig. Vi sad og snakkede i timer, også rakte han pludselig hånden ud; jeg tog hans hånd også lænede han sig ind - I det øjeblik vores læber mødtes startede U2's "With or without you". Har aldrig oplevet noget så romantisk.
Da han derefter spurgte om jeg ville se ham igen svarede jeg ja. Og det blev altså onsdag. Også selvom jeg havde været på arbejde, ikke havde spist tirsdag eller onsdag - og jeg bare var et rod. Jeg tog mig sammen, lagde alt det crazy jeg har, helt helt væk. Men ikke nok. Aftnen endte katastrofalt, jeg ødelagde det. Ved at være mig. Og jeg kunne bare ikke mere. Ville ikke begå selvmord, men jeg ville virkelig ikke leve mere. Jeg kunne bare ikke se pointen i at fortsætte, når alt skal være sådan en kamp for mig. Specielt når det føles som om, at jeg taber kampen.
Tanken om, at jeg bare ikke var god nok til at nogen nogensinde kunne elske mig, gjorde at jeg tog hen til psykiatrisk skadestue. Jeg fik snakket med sygeplejerske og læge og blev derefter indlagt. Og det har jeg været indtil frokost idag. Jeg har grædt sindssygt meget, fået tænkt en del og haft det virkelig skidt. Trangen til at skære var så slem, at jeg borede neglene ind i mig selv så hårdt, at mærkerne stadig er der. Jeg var glad for at være der. Glad for at de passede på mig. De gav mig en halv indsovningspille den anden nat, så jeg kunne sove - og nu har jeg fået lidt med hjem. Det var virkelig den rette beslutning for mig.
Min familie er meget sød. Min mor sørgede for, at der var lækkert, indisk mad (min favorit) til aftensmad, da hun hørte jeg ikke havde spist under min indlæggelse. Så der fik jeg en kæmpe portion, og her til aften har jeg tvunget mig selv til at spise 4 toffifee (44 kcal pr stk.). Aner ikke hvad jeg vejer lige nu, men det må blive i morgens kamp.
Er blevet henvist til en psykolog til noget ambulant behandling. Og kæft, hvor er jeg lykkelig for det. Det bliver det første faste behandling siden ungdomspsykiatrien sluttede i maj 2010. Da jeg fortalte på afdelingen, at jeg ikke havde fået noget hjælp siden der, rystede de også bare på hovedet.
Men status er nu, at jeg stadig er rystet og i et underligt humør. Men samtidig utrolig lettet over, at nogle ved at jeg har det skidt, og at jeg har brug for hjælp - og ikke mindst får hjælp. Snart.
Måske var jeg ikke så tom for ord alligevel.
lørdag den 19. november 2011
Et minde
Da jeg var omkring 10 år var vi lige flyttet. Det var en af de der meget kaos-agtige perioder. Vi havde boet det samme sted i halvandet år, men så var min mor blevet gravid igen og vi blev nødt til at flytte til et større sted. Da lejligheden var solgt, var huset ikke klar til overtagelse og vi flyttede ca. 30 km væk fra min skole, og boede i min mormors kolonihavehus i 3-4 måneder.
Da vi endelig flyttede ind i huset blev problemerne med min søster bare større og større. Huset lå omkring 3 km fra min skole, og jeg gik ofte frem og tilbage, hvor jeg tænkte. Jeg forestillede mig alt muligt. Jeg forestillede mig, at der fandtes en parallel-familie til min. Med præcis de samme problemer. De boede bare forskudt af os, men vi krydsede hinandens veje hver eneste dag. Så selvom jeg var meget indadvendt skulle jeg kigge alle dem jeg gik forbi på vejen frem og tilbage fra skole i øjnene, og hvis de kiggede tilbage skulle jeg prøve at sige hej til dem. Og hvis det var en fra min parallel-familie ville jeg vide det med det samme; også måtte jeg gerne fortælle dem om alt det der skete og alt det jeg følte - for de vidste det jo faktisk godt i for vejen, og gik selv igennem det samme. Jeg savnede dem meget, min parallel-familie. De dukkede aldrig op.
Da vi endelig flyttede ind i huset blev problemerne med min søster bare større og større. Huset lå omkring 3 km fra min skole, og jeg gik ofte frem og tilbage, hvor jeg tænkte. Jeg forestillede mig alt muligt. Jeg forestillede mig, at der fandtes en parallel-familie til min. Med præcis de samme problemer. De boede bare forskudt af os, men vi krydsede hinandens veje hver eneste dag. Så selvom jeg var meget indadvendt skulle jeg kigge alle dem jeg gik forbi på vejen frem og tilbage fra skole i øjnene, og hvis de kiggede tilbage skulle jeg prøve at sige hej til dem. Og hvis det var en fra min parallel-familie ville jeg vide det med det samme; også måtte jeg gerne fortælle dem om alt det der skete og alt det jeg følte - for de vidste det jo faktisk godt i for vejen, og gik selv igennem det samme. Jeg savnede dem meget, min parallel-familie. De dukkede aldrig op.
torsdag den 17. november 2011
Spørgsmål
Hvad er det jeg gør?
Hvor helvede er det jeg vil hen?
Hvem prøver jeg at ødelægge?
Hvem bliver ødelagt?
Hvorfor bliver jeg ved og ved og ved?
Hvem er jeg hvis jeg stopper?
Hvem er jeg, hvis jeg bliver ved?
søndag den 13. november 2011
Update
Hej verden
Jeg har ikke været til stede. Ihvertfald ikke et sted der var tæt på her, har været langt, langt væk. Ikke kun fordi min computer stadig er i udu, men fordi jeg ikke har haft det godt. En aften, for at berolige mig selv, lagde jeg en plan om, at jeg skulle tabe mig 1 kg om ugen, så jeg kan nå mit mål indenfor en tidsramme, som jeg kan overskue. Det har jeg nået indtil videre, men jeg har været så angst for ikke at nå det, at jeg kun spiser aftensmad.
Tv programmet "Mormors Bordel" og retssagen imod Amagermanden tricker også et eller andet meget ubehageligt i min psyke. Jeg bryder tit bare fuldstændig sammen, og det føles som om, at jeg er gået i stykker.
Jeg har skåret i mig selv. Lysten har bare siddet i mig så længe, og vokset og vokset. Og for et par dage siden skar jeg. 2 gange, også stoppede jeg. Kniven ligger nu i en skuffe på mit værelse, og jeg prøver at vælge ikke at skære, men det føles som om jeg ikke kan.
Det føles som om, at jeg står op hver dag for at kæmpe en kamp, som nogen har bestemt jeg skal tabe. Jeg har overvejet at tage over på psykiatrisk skadestue, men jeg er bange. Bange for, at de vil grine og sige jeg slet ikke er syg nok til at få noget hjælp, og bange for de siger, at jeg er syg nok. Det føles mere som et når, end som hvis at jeg tager derhen en af dagene.
Jeg mødte min gamle psykolog fra Bispebjerg tilfældigt forrig fredag aften, hvor jeg var rimelig langt nede. Hun sagde, at hun ville skrive til mig - men det har hun ikke gjort. Er rimelig skuffet. Jeg ved jo godt, at hun ikke har pligt til noget som helst, men jeg kan ikke det her selv. Og jeg har slet ikke energi til at overbevise nogen om, at de skal hjælpe mig. Jeg vil ikke have det sådan her - men jeg vil ikke spise. Jeg har spist rimelig normalt her i weekenden, og har taget på. Så nu skal jeg nå 1,5 kg indtil på fredag. Det bliver hårdt, men jeg ved, at jeg bliver nødt til det.
Jeg kan ikke tage ansvaret for mig selv lige nu. Og jeg har brug for, at der er nogle der gør det. Meget snart.
Jeg snakkede med min bedste veninde om det her med maden. Hun blev helt stille. Så grinte jeg, og sagde; "Det er noget lort". Hun kiggede mig lige i øjnene, helt uden et smil: "Det er ikke bare noget lort. Det er en spiseforstyrrelse." Fedt, fedt, fedt. Nu skal jeg sikkert også til at overbevise hende om, at jeg spiser. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?
Jeg skrev en mail til et ugeblad, fordi de havde haft et interview med Susanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Fortalte min historie. Mit brev vil højst sandsynlig komme med i et andet ugeblad, men jeg vil lige opdatere jer omkring hvad der sker med det. Det er ihvertfald optur - at få noget trykt. At nogle kan læse min historie.
Det med mænd er noget rod. Og en hel roman. Et eller andet ved min ligegyldighed tiltrækker åbenbart utrolig mange, og jeg kan slet slet ikke overskue at blive rørt ved, eller at nogle skal se mine nu friske ar. Kan heller ikke overskue at skulle forklare noget om voldtægt, prostitution, sclerose, psykisk sygdom eller de andre glædelige ting, der påvirker min verden.
Jeg håber, I har det bedre end mig.
Kram Ditte
Jeg har ikke været til stede. Ihvertfald ikke et sted der var tæt på her, har været langt, langt væk. Ikke kun fordi min computer stadig er i udu, men fordi jeg ikke har haft det godt. En aften, for at berolige mig selv, lagde jeg en plan om, at jeg skulle tabe mig 1 kg om ugen, så jeg kan nå mit mål indenfor en tidsramme, som jeg kan overskue. Det har jeg nået indtil videre, men jeg har været så angst for ikke at nå det, at jeg kun spiser aftensmad.
Tv programmet "Mormors Bordel" og retssagen imod Amagermanden tricker også et eller andet meget ubehageligt i min psyke. Jeg bryder tit bare fuldstændig sammen, og det føles som om, at jeg er gået i stykker.
Jeg har skåret i mig selv. Lysten har bare siddet i mig så længe, og vokset og vokset. Og for et par dage siden skar jeg. 2 gange, også stoppede jeg. Kniven ligger nu i en skuffe på mit værelse, og jeg prøver at vælge ikke at skære, men det føles som om jeg ikke kan.
Det føles som om, at jeg står op hver dag for at kæmpe en kamp, som nogen har bestemt jeg skal tabe. Jeg har overvejet at tage over på psykiatrisk skadestue, men jeg er bange. Bange for, at de vil grine og sige jeg slet ikke er syg nok til at få noget hjælp, og bange for de siger, at jeg er syg nok. Det føles mere som et når, end som hvis at jeg tager derhen en af dagene.
Jeg mødte min gamle psykolog fra Bispebjerg tilfældigt forrig fredag aften, hvor jeg var rimelig langt nede. Hun sagde, at hun ville skrive til mig - men det har hun ikke gjort. Er rimelig skuffet. Jeg ved jo godt, at hun ikke har pligt til noget som helst, men jeg kan ikke det her selv. Og jeg har slet ikke energi til at overbevise nogen om, at de skal hjælpe mig. Jeg vil ikke have det sådan her - men jeg vil ikke spise. Jeg har spist rimelig normalt her i weekenden, og har taget på. Så nu skal jeg nå 1,5 kg indtil på fredag. Det bliver hårdt, men jeg ved, at jeg bliver nødt til det.
Jeg kan ikke tage ansvaret for mig selv lige nu. Og jeg har brug for, at der er nogle der gør det. Meget snart.
Jeg snakkede med min bedste veninde om det her med maden. Hun blev helt stille. Så grinte jeg, og sagde; "Det er noget lort". Hun kiggede mig lige i øjnene, helt uden et smil: "Det er ikke bare noget lort. Det er en spiseforstyrrelse." Fedt, fedt, fedt. Nu skal jeg sikkert også til at overbevise hende om, at jeg spiser. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?
Jeg skrev en mail til et ugeblad, fordi de havde haft et interview med Susanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Fortalte min historie. Mit brev vil højst sandsynlig komme med i et andet ugeblad, men jeg vil lige opdatere jer omkring hvad der sker med det. Det er ihvertfald optur - at få noget trykt. At nogle kan læse min historie.
Det med mænd er noget rod. Og en hel roman. Et eller andet ved min ligegyldighed tiltrækker åbenbart utrolig mange, og jeg kan slet slet ikke overskue at blive rørt ved, eller at nogle skal se mine nu friske ar. Kan heller ikke overskue at skulle forklare noget om voldtægt, prostitution, sclerose, psykisk sygdom eller de andre glædelige ting, der påvirker min verden.
Jeg håber, I har det bedre end mig.
Kram Ditte
Abonner på:
Opslag (Atom)