Han kunne ikke elske mig

Så prøver jeg.
I mandags kom han hjem til mig, og fortalte mig, at han havde været i tvivl hele tiden. Men han havde ikke hjertet med. En nat fyldt med gråd sammen med ham blev til en dag helt alene. Hvor en veninde kom og hev mig på skadestuen. Der indlagde de mig på den lukkede.
Torsdag aften fik jeg det skidt. Min kontaktperson sad hos mig gennem det meste af natten. Hun holdte i mine hænder for at jeg skulle stoppe med at nive mig selv.
Fredag havde jeg det okay, og det virkede for stort og bare for meget for mig at skulle være der. Jeg fik overbevist en læge og udskrev mig selv, på eget ansvar og med mulighed for at komme tilbage.
Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu.
Jeg ved ikke om jeg kan fortsætte alene ude i verden. Men ved at jeg mister den sidste af min gnist, hvis jeg mister mine jobs og stopper min uddannelse. Jeg ved ikke, hvad der skal ske.

//Ditte

Jeg forstår ikke at jeg bliver stående på et gulv der kører rundt, men jeg står her endnu med et hjerte itu og dig ved min side

Dette er intet glansbillede. Det er min virkelighed. Blev udskrevet fra den lukkede i går og forlangte at komme hjem i dag. Måske har jeg mere at sige senere. Måske taler jeg aldrig igen. Det jeg har spist siden mandag: 100 gr. blåbær, 50 gr. tun, nogle lakridser. Lover at kæmpe. Lige nu leder jeg bare. Leder efter mit lys, mit håb, min magi.

Vind eller forsvind

Der er gået for lang tid. Alt for lang tid. Men livet har været livet og jeg har været tvunget til at leve det. Timer er forsvundet som (advarer imod kliché) sand imellem mine fingre.
Har ikke været glad, har ikke været trist. Har ikke haft lyst til at dø, har ikke haft lyst til at leve. Har ikke sovet, har ikke været vågen. Er en hel masse modsætninger, der på en måde opvejer hinanden en lille smule og gør mig helt.. grå.
I morgen skal jeg se min kæreste, og har aftalt med min læge at jeg bliver nødt til at fortælle ham om overgrebene. For ellers er det for svært, og det vil gå i stykker, fordi han ikke vil forstå noget. Problemet er, at selvom jeg forklarer kan det være han alligevel ikke vil forstå og bare synes jeg bliver en trist byrde. Men som min læge sagde, så er han ikke den rigtige og så elsker han mig ikke for den jeg er, men den jeg lades som om. Synes bare ikke rigtig, at jeg er i en position, hvor jeg kan tillade mig at stille krav til accept og tolerance. Kan jo ikke selv finde ud af det. I alle fald er det vind eller forsvind i morgen. Og hvis det bliver forsvind må jeg have en nødplan, der hedder skadestuen.
Øv. Hader at være den her person.

Holder fødselsdag.

 Helt alene. I mit lille hjem. Med masser af musik, tårer, selvskade og selvmordstanker. Om lidt skal jeg til psykolog. Hip, hip, hurra.

Tillykke til mig - det er dagen, hvor alle skal vise hvor ligeglade de er

Jeg ved det godt. Jeg gør det hvert år - uden undtagelser. Præcis d. 19. april er jeg i et lorte humør og har travlt med at kædehade alle. Nok lidt for at undgå at komme til at kigge den anden vej.
For i virkeligheden elsker jeg jo ideen om dagen. Og glæder mig. Lige ind til den kommer. For følelsen af at stå med en kæmpe bunke forventninger og ikke rigtig nogen til at indfri dem er lidt for meget.
Og selvom jeg ELSKER at være flyttet, kommer det altså til at være underligt ikke at have sin familie på denne dag. Føler mig alene. Meget alene. I hvert fald lige nu.
Hvorfor er det, der skal findes dage som for nogle er fantastiske og for andre er en hyggelig lille reminder om, at ens mor kun bliver sygere, ens far er ligeglad, ens venner og kæreste har for travlt. Har ikke brug for at blive mindet om, hvor lidt elsket jeg er.

Ps. de der antidepressive virker ikke. Synes kun jeg har fået flere suicidale tanker. Og sovepillerne er et helvede. Når jeg ikke tager dem sover jeg ikke før sent (eller måske kalder man det tidligt på det tidspunkt?), og når jeg tager dem sover jeg over mig, og er træt hele dagen.

Jeg er ruuuuundt på gulvet. Har for travlt. Og min veninde, der er på Bali, har skrevet en mail. For en måned siden. Som jeg ikke har svaret på. Fordi jeg så gerne vil skrive noget positivt.

Min største frygt

Da jeg gik i 1.g og havde billedkunst fik vi opgaven at skulle male vores største frygt. Resultatet fandt jeg, da jeg flyttede. Og selvom det ikke er feel-good kunst så elsker jeg det, fordi det er sandt og ægte og en virkelighed jeg aldrig vil glemme at have levet i og ikke ved om man kan stoppe med at leve i. Ville ønske jeg var stærk nok til at have det hængende.

Du føler dig glad for, at der ikke er noget kamerahold, der følger efter dig når...

... du spiser 400 gr. cornflakes udem mælk og får sår i munden (alt.for.ynkelig.)
... du vasker en helt hvid kogevask, men sniger lige et lilla håndklæde med. Det sker der vel ikke noget ved, vel? Jo, blondie, det var NYT. Sig goddag til fesen lyslilla lagener, undertøj og tanktops...
... du putter det i tørretumbleren, men i et forsøg på at spare lidt overfylder den og nu er din 40 kvm mansion et stort tørrestativ.
... du morgenen efter nattens slutspurt på eksamensopgave forsøger at fjerne det, som du er OVERBEVIST om er make-up rester må give op og indSE, at det er din hud. Hurra for sorte rander. Mindre hurra for dårligt dækkende foundation.
... du for 2. gang på en uge tager skraldespanden med som fin og lugtende håndtaske i stedet for at bruge den der container. (Note to self: mindre distræt, NU TAK!)

(tegning fra heltnormalt.dk (ps. perfekt overspringshandling)