Kære liv. Jeg vil ændre dig.

Hendes gennemborende øjne var både varme og kolde på en måde, som jeg aldrig før har set.

Jeg behøvede ikke at sige så meget, for på en eller anden måde kendte hun mig allerede.
Og måske fortalte hun mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen.

Jeg oplever det allerede. Jeg fryser altid, er altid træt, har altid hovedpine, har fordøjelses problemer, ekstra hårvækst på kroppen, laver underlige stavefejl jeg aldrig har lavet før (staver f.eks. krop som grop i første hug), jeg skal skrive alle aftaler ned, ellers glemmer jeg dem. Er irritabel på grænsende til ond. Oplever dagligt angst og har lyst til at isolere mig. Og hun så lige igennem mig.

"Du har ingen gnist i øjnene. Ingen livslyst." 

"Din stemme lyder som om du er dehydreret." 

"Hvis du var startet på en normal vægt var du død nu." 

"Hvis du fortsætter med at løbe 10 km på en mave, der kun indeholder afføringspiller får du et hjertestop"

Det er ikke så meget andet, end sandhed. Men det, der virkelig bragte tårer frem fra min dehydrerede krop var da hun sagde, at jeg kun straffede mig selv. Jeg måtte ikke være så ond imod mig.
Hvis jeg ødelægger mig selv har mine overgrebsmænd vundet.

I morgen skal jeg til psykolog, og der vil jeg tage imod tilbuddet om en diætist så jeg kan lære hvordan man spiser. Og min vægt kan stoppe med at svinge med 10 kg. hver anden uge, som den har gjort de sidste måneder. Holder simpelthen ikke til det mere. Kære liv. Jeg vil ændre dig.

Etnicitet

Kom i tanke om noget sjovt.
Da jeg var 4-5 år var jeg en smule islam-forskrækket. Dels fordi jeg er opvokset med en lidt forskrækket, dog rummelig, mor. Dels fordi min børnehave lå næsten lige overfor muslimsk skole, som jeg synes var uhyggelig. Men allermest fordi en af de eneste med etnisk baggrund engang havde spist min Knoppers. Var sikker på det var med vilje og var ondt ment!
I min folkeskoletid var det slet ikke et issue vi blev konfronteret med. Andet end på skrift og i teori. Hvor vi lærte vi skulle være rummelige. Men igennem 10 år på folkeskole i Vanløse gik der lige præcis 0 muslimer i min klasse(okay 1 i 3 måneder), og en med tørklæde på hele skolen.

Fordomme er fordomme. Man kan ikke undgå at have dem. Og de er også helt okay, vi skal bare vide det er fordomme. Ved I hvad jeg mener? :)

I dag sad jeg så med min klasse. Eller noget af den. Og hyggede mig RET meget. Med Aziza, Aysegul, Faisal, Ali og Sibel. Og først da snakken gik på etnicitet lagde jeg mærke til, at jeg var den eneste leverpostejsdansker. Og helt ærligt.. Så følte jeg mig lidt kedelig. Og ikke særlig eksotisk. Der var aldrig nogen af dem, der kunne finde på at stjæle en knoppers fra mig. De er verdens sødeste.

Ps. Min nylige eks er også med en lidt mere farverig baggrund. Mere om det på et andet tidspunkt.

Det bliver nødt til at blive bedre. Snart, tak!

Var i skole i dag. På den seriøse måde. Jura-opgave skrives på livet løs i studiegruppen og vi sidder på nogle fællesarealer. Jeg er træt, men bidrager og kan godt holde koncentrationen. Lidt.
Indtil han lige pludselig dukker op. Da jeg ser ham, kan jeg ikke lade være med at smile. Men så rammer det mig. Vi er ikke kærester og jeg har bedt ham om ikke at snakke til mig. Faktisk holde sig langt væk.
Av. På den hårde måde.
Han sætter sig ved bordet ved siden af og snakket smilende med nogle fra min klasse. Jeg kan ikke længere trække vejret, er på nippet til at hyperventilere. Eller kaste op. Kan slet ikke koncentrere mig om §83 i Serviceloven, og jeg har ingen kontrol over mine rystende hænder eller mit hjerte, der kun banker hurtigere.
Jeg rejser mig op, mumler at jeg skal på toilettet. Småløber derud, bange for at besvime. Er så svimmel. Låser døren, slår brættet ned, lægger hovedet i mine hænder på mine knæ og forsøger at trække vejret. Efter 5-10 min. har jeg det lidt bedre. Jeg kan høre, at der er kommet lidt af en kø. Vakler ud. Til sød pige fra min studiegruppe, der står klar til at give en krammer. Hvorfor er det lige, at jeg skal være så nem at aflæse og mine følelser ALTID sidder helt udenpå?
Nå. Hun smilede og sagde de bedste ord i verden. "Han er væk nu". Har haft lyst til selvskade resten af dagen. I stedet for har jeg ædt som en gris. Øv.

Sidder og læser tekstbeskeder som var det gamle minder

I sekunder glemmer jeg det
stadig
Selvom to uger er revet ud af kalenderen
hvor der hver eneste dag mangler
hans navn
En spand fyldt med kold virkelighed vælter ned over mig
når jeg ser ham
Han har det godt, og jeg ønsker ham kun gode ting.
Jeg ville bare ønske, jeg var en af dem.

Jeg kan slet ikke rumme at du findes og jeg kan ikke rumme,
at jeg i øjeblikke
der synes helt uendelige
men definitivt er alt for slut
troede.
Klamrer mig fast, mens jeg prøver at give slip.
Jeg ville ønske, at du kunne elske mig.

Jeg har desperat brug for akut hukommelsestab.

Om at være den, der har pårørende

Fik jeg sagt, at jeg hader det her?

Min meget søde veninde blev meget bekymret for mig i lørdags. Hun vidste ikke, at jeg var hjemme hos min mor og var ude at fodre ænder med mine små søskende. Og at min mobiltelefon var gået ud. Hun ringede en million gange. Hun blev så bekymret, at hun tog hjem til mig.
Da jeg ikke lukkede op, ringede hun til politiet. De brød ind i min lejlighed. For at se om jeg skulle have givet op.

Jeg skal ikke engang lukke øjnene, og jeg behøver ikke engang at prøve før følelsen af angst for min søsters endelige farvel overtager min krop. Der var en tid, hvor jeg hver dag fortalte mig selv, at hvis hun ikke ville leve og ikke kunne blive rask ville død måske være det bedste. For os alle.
 Alligevel ramte hvert et selvmordsforsøg mig, lige indtil det fra den ene dag til den anden stoppede. Lige så utroligt som en regnbue kastede hun sig ud i livet.
og selvom det nu er halvandet år siden hun sidst blev så træt, at hun tog en overdosis kan angsten ramme mig pludseligt og panisk og voldsomt og helt uden kontrol kan jeg ringe til hende 20 gange og dukke op foran hendes dør.
Derfor har jeg ikke særlig meget kontakt med hende. Jeg er stadig bange.

Jeg er ikke suicidal, og jeg har aldrig rigtig været det. Jeg har aldrig helt konkret planlagt, hvordan mit liv skulle slutte og jeg har slet ikke udført det. Udførligt har jeg prøvet at forklare dette til behandlere og mine pårørende - alligevel er de angste og bekymrede. Jeg skal dukke op hos min far hver dag og være der i mindst en halv time. Jeg skal snakke med min mor og min mormor mindst en gang om dagen. Og jeg tør ikke længere lade være med at tage min telefon i frygt for at politiet dukker op.
Det er bare så ærgerligt, at jeg helt mister alt lyst til at se nogen af de mennesker jeg elsker, fordi de er så bekymrede og fordi jeg har det som om jeg hele tiden skal tjekkes og behandles og passes på og tages hensyn til. Jeg er den samme som altid - jeg snublede bare lidt. Og tabte mit håb. Jeg har brug for at finde min vilje, og det er noget jeg selv bliver nødt til. Jeg har ikke tænkt mig at forsvinde. Man dør heller ikke af en forkølelse, vel? 

Han kunne ikke elske mig

Så prøver jeg.
I mandags kom han hjem til mig, og fortalte mig, at han havde været i tvivl hele tiden. Men han havde ikke hjertet med. En nat fyldt med gråd sammen med ham blev til en dag helt alene. Hvor en veninde kom og hev mig på skadestuen. Der indlagde de mig på den lukkede.
Torsdag aften fik jeg det skidt. Min kontaktperson sad hos mig gennem det meste af natten. Hun holdte i mine hænder for at jeg skulle stoppe med at nive mig selv.
Fredag havde jeg det okay, og det virkede for stort og bare for meget for mig at skulle være der. Jeg fik overbevist en læge og udskrev mig selv, på eget ansvar og med mulighed for at komme tilbage.
Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu.
Jeg ved ikke om jeg kan fortsætte alene ude i verden. Men ved at jeg mister den sidste af min gnist, hvis jeg mister mine jobs og stopper min uddannelse. Jeg ved ikke, hvad der skal ske.

//Ditte

Jeg forstår ikke at jeg bliver stående på et gulv der kører rundt, men jeg står her endnu med et hjerte itu og dig ved min side

Dette er intet glansbillede. Det er min virkelighed. Blev udskrevet fra den lukkede i går og forlangte at komme hjem i dag. Måske har jeg mere at sige senere. Måske taler jeg aldrig igen. Det jeg har spist siden mandag: 100 gr. blåbær, 50 gr. tun, nogle lakridser. Lover at kæmpe. Lige nu leder jeg bare. Leder efter mit lys, mit håb, min magi.